Det er på så mange måder sindsoprivende at følge med i krigens gang i Ukraine. Især fordi det forudsætter, at man udsætter sig for et konstant bombardement af billeder og videoer af krigens ødelæggelser og ofre – det ene mere frygteligt og hjerteskærende end det andet.
Der er flere billeder, der allerede nu er gået verden rundt og de i særklasse mest ikoniske, er billederne af den højgravide, ukrainske kvinde, der blev båret ud af et sønderbombet fødselshospital i Mariupol, liggende på en båre, mens hun holder om sin mave og med et næsten blottet og blodindsmurt underliv.
Ifølge nyhedsbureauet AP overlevede hverken kvinden eller hendes ufødte barn, og oplysningerne om de omfattende skader på hendes bækken og hofte følger nu nyhedsstrømmen verden rundt.
Det er et vilkår og også en nødvendighed at dokumentere krigens rædsler og ofre, men man må samtidig spørge, hvad der adskiller billederne af den ukrainske kvinde, der udstilles i sin yderste smerte og elendighed, kort inden hun dør – og så de billeder af ofre for muslimske terrorangreb, som en række nationalkonservative og islamkritikere i disse år retsforfølges for og risikerer fængselsstraf for at have delt?
Hvad er forskellen på billederne og videoen af den ukrainske kvinde, og fotoet af den 69-årige kvinde, som en islamisk terrorist havde forsøgt at skære halsen over på, da han angreb Notre Dame-katedralen i Nice i oktober 2020? Det foto lagde Kim Møller på sin nationalkonservative blog Uriasposten som dokumentation for terrorangrebet med det resultat, at han nu er anklaget for overtrædelse af straffelovens § 264d og risikerer op til 3 års fængsel.
Det samme er Steen Raaschou, der er tiltalt efter samme bestemmelse, for på sin blog Snaphanen at have linket til den frygtelige halshugningsvideo optaget af de marokkanske terrorister, der dræbte to unge kvinder i Marokkos bjerge. Steen Raaschou blev endda udsat for særdeles ydmygende og grænseoverskridende behandling af politiet af samme grund.
For ikke at glemme debattøren og forfatteren Jaleh Tavakoli, som også afventer en identisk straffesag efter §264d for at have delt samme link, og som desuden måtte igennem et årelangt mareridt, fordi Socialtilsynet i den forbindelse truede med at fjerne familiens 8-årige plejedatter med den begrundelse, at Jaleh Tavakoli var en ”dårlig digital rollemodel”.
Der er ingen, som i ingen, forskel på karakteren af billederne, når man ser på det strafbare indhold af straffelovens § 264d, der kriminaliserer ”… uberettiget (at) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.”
I det omfang Kim Møller, Steen Raaschou, Jaleh Tavakoli og flere med dem bliver dømt for at have udstillet ”en andens private forhold […] der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed” er det hinsides al diskussion, at den ukrainske kvinde og hendes familie ville kunne støtte tilsvarende ret på § 264d og efter ordlyden også få de danske medier dømt, der i disse dage bringer billederne af hende. Omstændighederne er de samme: private personers lidelser eksponeres for at dokumentere krig og terror. Det er fuldstændig sammenlignelige situationer.
Men ingen mainstreammedier retsforfølges – endsige sigtes for overtrædelse af § 264d. I Trykkefrihedsselskabet testede vi selv påstanden, da vi sidste år politianmeldte 6 statsstøttede medier for overtrædelse af bestemmelsen. Der blev ikke rejst sigtelse fra politiet i ét eneste tilfælde, selvom eksemplerne på overtrædelse var fuldstændig sammenlignelige med de billeder og videoer nationalkonservative og islamkritikere i stigende antal nu retsforfølges for.
Lad det være sagt med det samme: Trykkefrihedsselskabet ønsker ikke og har aldrig ønsket, at statsstøttede medier skal straffes for at dokumentere krigens rædsler. Vel skal der være grænser for, hvor meget man kan udstille identificerbare privatpersoner i ydmygende og sårbare situationer, men der skal være vide rammer – især når det gælder krigens og terrorens grusomme konsekvenser. Men vi mener også, at medierne er ganske gode til at trække disse grænser og at det derfor i alt væsentlig bør være en redaktionel beslutning, hvilke billeder man vil vise.
Det samme må naturligvis gælde de uafhængige medier og blogs, men det gør det helt åbenlyst ikke, hvilket vores dokumentation har vist, og de seneste billeder af den ukrainske kvinde igen understreger: der er ikke lighed for loven, der nærmest utilsløret bruges politisk til at ramme nationalkonservative debattører.
Så længe tiltalerne efter § 264d mod bl.a. Kim Møller, Steen Raaschou og Jaleh Tavakoli ikke frafaldes – så længe kan man med fuld ret sige, at vi har statsautoriseret politisk forfølgelse af meningsmodstandere i Danmark.
