Det var på lange stræk en Kafka´sk oplevelse at overvære retsmødet i straffesagen mod Uriaspostens Kim Møller i Aarhus mandag. Ikke nok med, at de to tiltalepunkter aldrig skulle have nået et retslokale og at anklageren virkede mildt sagt usikker på sagens faktum – det endte foreløbigt med, at sagen måtte udskydes: formelt for at anklagemyndigheden kunne indhente vidneudsagn fra den norske netavis Document.no, men reelt fordi anklageren slet ikke kunne finde hoved og hale i sin egen fremstilling og ikke forstod, hvad Kim Møller forklarede hende.
Det er ellers en sag, der er relativt enkel at sætte sig ind i. Det første og centrale tiltalepunkt drejede sig om overtrædelse af straffelovens § 264d, som kan give op til 3 års fængsel for ” uberettiget (at) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.” Anklagemyndigheden mente, at Kim Møller havde overtrådt bestemmelsen og derfor skulle idømmes fængselsstraf fordi han i oktober sidste år dokumenterede den islamiske terrors gru ved at lægge et foto på Uriasposten, af et terroroffer: en 69-årig kvinde, som en islamisk terrorist havde forsøgt at skære halsen over på, da han angreb Notre Dame-katedralen i Nice.
Det andet tiltalepunkt drejede sig om overtrædelse af et navneforbud, begået af www.document.dk, som havde kopieret en artikel fra Uriasposten om nogle unge indvandrerdrenges voldelige overfald på danske drenge og bragt det i sin helhed på netavisen Document. Da Kim Møller skrev artiklen, var han ikke vidende om, at der var nedlagt navneforbud i sagen, men rettede det senere, da han blev opmærksom på navneforbuddet. Document havde imidlertid ikke opdaget navneforbuddet, men lod navnet på den ene dreng stå i artiklen, og det mente anklageren altså, at Kim Møller skulle dømmes for. Tror jeg, for det blev ret hurtigt umuligt at finde ud af, hvad anklageren egentlig vidste og hvad hun havde forstået af det hændelsesforløb, hun fremlagde. Til sidst gav hun nærmest op, og det blev derefter besluttet at indkalde Document.dk som vidne – og sagen blev udsat på ubestemt tid.
Hvis det ikke var så alvorlige tiltaler, der kan udløse fængselsstraf til Kim Møller, ville retsmødet kunne betegnes som noget nær farceagtigt: ikke mindst dommerens reaktion, da terrorbilledet fra Nice af den dræbte kvinde, blev vist på skærmene i retslokalet: her gjorde den kvindelige dommer et stort nummer ud af at få skærmene slukket, så det frygtelige billede ikke skulle vinde udbredelse og vises unødigt. En ganske overflødig og nærmest bizar reaktion fra dommeren al den stund, at det for det første ikke er tilladt at filme i retten og dermed gengive eller offentliggøre billedet fra retsmødet, og for det andet fordi billedet – så grusomt det end er – ikke er værre end de tusindvis af andre lignende billeder, der til overflod florerer på alverdens medier. Som f.eks. billederne af den døende George Floyd, af journalisten James Foleys halshugning i Syrien, af den myrdede russiske ambassadør i Ankara osv., osv. Eksemplerne er legio.
Det er ikke bare dybt forstemmende, men også lidt for påfaldende, at Kim Møller, men om føje tid også Jaleh Tavakoli og Snaphanens Steen Raaschou slæbes i retten med påstand om fængselsstraf for noget, som ikke er eller har været ulovligt tidligere. Det lugter mere og mere fælt af politisk forfølgelse af nationalkonservative islamkritikere, for der er mig bekendt de seneste par år kun rejst én tiltale efter 264 d, som ikke havde islamkritik som mål: TV2s eksponering af den såkaldte plejehjemssag, hvor den demente Else udsættes for ydmygende behandling. Alle andre sager har rettet sig mod nationalkonservative og islamkritikere.
Endnu ved vi ikke, hvornår Kim Møllers sag kan finde sin afslutning eller hvornår Jaleh Tavakoli og Steen Raaschou skal have deres sager for. Det er dybt besynderligt, at den mainstreampresse, der på så mange måder lever af at dokumentere de selvsamme ting, som de tre nu risikerer fængselsstraf for, ikke har fundet det relevant at grave i sagerne eller bruge spalteplads på dem. Man skulle dog ellers tro, at sagerne ville vække bekymring for både pressefrihed og retsstat. Men alle er ligeglade – indtil de selv bliver ramt.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
