I forbindelse med, at Gyldendal for nogle uger siden genudgav Halfdan Rasmussens ”Abrakadabra og andre Børnerim” i en censureret udgave uden ord som ”neger” og ”hottentot” skrev jeg, at vi ikke længere kan betragte svenskerne som et isoleret, grotesk feminiseret og über politisk korrekt folkefærd, men at vi må begynde at se udviklingen i Sverige som et forvarsel om, hvad der vil ramme os selv.
Nu har det nys overståede folketingsvalg lagt yderligere lodder i den dystopiske vægtskål, efter det er kommet frem, at en stor del af det Radikale Venstres mandatfordobling skyldes partiets evne til at mobilisere vælgere i de store ghetto-områder. Således gik det Radikale Venstre f.eks. fra at få 5,1% af stemmerne i Gellerup ved forrige Folketingsvalg til at nå helt op på 32,2% af stemmerne ved valget 5. juni.
Og ser man på vælgervandringen til de Radikale, kom kun 71% af partiets stemmer fra andre partier. Hele 29% er altså nye stemmer, der for en meget stor del er hentet blandt muslimer i ghetto-områderne. En skræmmende udvikling for alle os nationalt sindede, der ser de Radikales udlændingepolitik som dybt landsskadelig og partiets velkalkulerede valgstrategi som en understregning af, at det kun går én vej: den gale.
Det er lykkedes de Radikale at booste en ellers slatten vælgertilslutning ved dygtigt at høste nye vælgere blandt de ghetto-muslimer, der ellers aldrig stemmer, eller for den sags skyld i øvrigt deltager aktivt i samfundslivet, men som Folketinget ikke desto mindre har ophøjet til statsborgere.
Det er paradoksalt, at et i øvrigt demokratisk parti aktivt undergraver demokratiet ved at mobilisere de antidemokratiske vælgere, der nu ved, at de kan stemme sig til vores land. Ikke i denne omgang, forstås, men pø om pø – og det kommer til at gå hurtigere, end man regner med. Hvem havde f.eks. set de Radikales monstervalg komme?
De Radikale har vist os, at der er et stort vælgerpotentiale i ghetto-områderne, men vel at mærke kun for de partier, der sætter muslimske særkrav over danske (vestlige) værdier og love, og globalisme over nationalstaten. Det er et vælgerpotentiale, politikerne selv har skabt ved for det første at lukke så mange muslimer ind i landet og for det andet ved at give dem statsborgerskab og stemmeret.
Nu kan alle se, hvad det fører til – og her er vi tilbage ved Sverige:
Da Trykkefrihedsselskabet i september sidste år afholdt en konference om Sverige efter det svenske Rigsdagsvalg, var ét af de store spørgsmål, hvordan i alverden det kunne være, at det svenske Socialdemokrati kun var gået ganske få procent tilbage, og sandsynligvis kunne bevare regeringsmagten, når det nu var det parti, der om nogen bar ansvaret for den tsunami af kriminalitet, forringede velfærdsydelser, boligmangel osv., der er skyllet ind over Sverige, efter at broderlandet udråbte sig selv til såkaldt humanitær stormagt.
Mikael Jalving gav svaret: befolkningsudskiftningen i Sverige er for alvor begyndt at slå igennem elektoralt, og det er en udvikling, som ikke kan vendes. Det samme kan nu siges også at gøre sig gældende hos os, om end i en lidt langsommere takt, men ikke desto mindre med foruroligende tydelighed.
På sin egen bagvendte måde kan vi takke de Radikale for at vise os, hvad der er ved at ske i vores land, så vi kan gøre noget ved det. I den forbindelse er det første, vi kan gøre, at revurdere vores syn på Sverige, afblæse vores nedladende hån af de svenske tilstande og begynder at skue indad og betragte broderlandet som kanariefuglen i mineskakten, der varsler vores snarlige fremtid.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
