”Har svenskerne egentlig en udlændingelov, ligesom vores?” Spørgsmålet faldt, da Mikael Jalving var på ud ad døren efter Trykkefrihedsselskabets Sveriges-debat i lørdags.
”Nej”, svarede Jalving, ”men en enig Riksdag vedtog allerede i 1975 en beslutning om, at Sverige skulle være multikulturel.”
Den beslutning har skiftende Riksdage stået vagt om, og den blev til overflod dokumenteret og beskrevet ved det velbesøgte møde i Vartov. Trykkefrihedsselskabet havde under overskriften ”Er Sverige Tabt?” bedt tre eksperter i svenske forhold om at forholde sig til udsagnet og give deres uforbeholdne og politisk ukorrekte analyse af tilstanden i broderlandet: historiker og forfatter Mikael Jalving og de svenske free-lance journalister og samfundsdebattører Jan Sjunneson og Gunnar Sandelin.
Var man kommet for at hente trøst, gik man nedbøjet derfra: Gunnar Sandelin udlagde tallene fra det svenske Migrationsverket, der i al sin tørre nøgternhed udstillede Sveriges forestående kollaps som nationalstat: ud af Sveriges godt 10 millioner indbygger har 2 millioner, altså 20%, rødder i den ikke-vestlige verden. Og med ikke-vestlig menes der alt overvejende med muslimsk baggrund.
Alligevel fortsætter Sverige importen af uuddannede, muslimske migranter uden udsigt til hverken at blive assimilerede, endsige selvforsørgende: selvom tilstrømningen ikke når de eksorbitante højder fra 2015, giver Sverige i dag ophold til 4 gange så mange asylansøgere som resten af Norden tilsammen. Og efter Migrationsverkets egen prognose vil Sverige i løbet af de næste tre år give opholdstilladelse til yderligere 375.000. Et tal der øges til 476.000, hvis man medtager dem, der allerede har ophold i landet, og hvis midlertidige opholdstilladelse gøres permanent.
Konsekvenserne af denne befolkningsudskiftning er skræmmende: I de store byer hører skyderier til dagens orden, kriminelle bander hersker i et stadigt stigende antal boligområder, politistationer angribes med bomber, gruppevoldtægter og torturvoldtægter er blevet almindelige begreber og bilafbrændinger er en daglig forteelse. Politiet er på hælene og antallet af uopklarede forbrydelser er tårnhøjt.
Det er uforståeligt for mange på vores side af Øresund, hvordan svenskerne kan leve med de voldsomme forandringer af deres land og deres velfærdssamfund, som denne omfavnelse af islam og multikulturalisme medfører: over 80% af de svenske vælgere ser således ud til fuldstændig at ignorere tingenes tilstand og stemte ufortrødent på de partier, der bærer hovedansvaret for den svenske befolkningsudskiftning.
”Svenskerne befinder sig i en permanent tilstand af massepsykose” sagde Gunnar Sandelin og henviste til svenskernes tårnhøje tillid til staten og deres trang til altid at være nummer ét i klassen. Det var i Sandelins optik en væsentlig årsag til det ”humanistiske hybris” Sverige har kastet sig ud i ved, trods alle tegn på kollaps, at fastholde erklæringen om at ville være en humanitær stormagt.
Mikael Jalving bidrog til forståelsen af Sveriges manglende lyst og vilje til at sætte hælene i ved at gøre opmærksom på landets størrelse: Sverige er geografisk set et kæmpe land med masser af plads og denne omstændighed alene kan give svenskerne en falsk oplevelse af, at problemerne med indvandring er begrænset til bestemte områder. En interessant og også logisk forklaring, som i Jalvings udlægning vil betyde, at masseindvandringens konsekvenser vil brede sig som en art flodbølge under jorden og at det vil være alt for sent at gøre noget, når den for alvor rammer svenskerne.
Til den tid vil det ikke ske som et sammenbrud af offentlige institutioner, men som en grundlæggende ændring af civilsamfundet: svenskerne vil sætte deres børn i privatskoler med etnisk svenske børn, man vil bosætte sig i områder uden indvandrere, vælge fritidstilbud væk fra muslimske områder og i det hele gennemføre en tiltagende segregering af alle områder inden for civilsamfundet.
”Balkanisering” var der en tilhører, der kaldte det – og den betegnelse var der ingen i panelet, der opponerede imod.
Jan Sjunneson var panelets eneste optimist. Han forklarede det svenske valgresultat med svenskernes tiltro til staten og til de gamle partiers løfter om at ville sætte ind over for migrantstrømmen og gøre noget ved den manglende integration: Holder Moderaterne og Kristdemokraterna ikke deres valgløfter, vil vi om fire år se Sverigesdemokraterne storme frem på bekostning af de gamle partier, og det kan man ikke leve med, var Sjunnesons analyse.
En besnærende tanke, men det var svært at føle Sjunnesons optimisme: En væsentlig forklaring på, at Socialdemokraterne trods elendige resultater i sidste valgperiode kun gik tilbage med ca. 2% ved valget 9. september, skal efter Jalvings mening findes i, at befolkningsudskiftningen allerede er begyndt at slå igennem elektoralt: I flere indvandrertunge områder fik socialdemokraterne 80% af stemmerne, og med Sandelins tal på over 400.000 nye opholdstilladelser i løbet af blot de næste tre år, er der intet, der tyder på, at udviklingen kan vendes ad parlamentarisk vej.
Det var med en tung følelse af, at løbet er ved at være kørt for vores svenske broderland, at de mange tilhørere gik ud i den lune efterårsaften.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
