Særligt en bemærkning husker jeg fra mit hidtil eneste møde med Tommy Robinson - den tidligere leder af gadeprotest-bevægelsen English Defence League (EDL), hvis afgang fra bevægelsen sidste uge skabte overskrifter i engelske medier.
Jeg og min kollega fra Sappho var i Luton for at interviewe ham og mens han kørte os en tur i den trøstesløse, islamiserede del af byen, fortalte jeg ham om Peter Hitchens, den respekterede konservative kommentator, der anså udvandring fra England for den eneste løsning, i hvert fald for sine børn. Landet stod nemlig ikke til at redde, havde han betroet os.
”Pretty pathetic, isn't it?”, udbrød Robinson med sin umiskendelige arbejder-accent. Den milde foragt i stemmen var dybtfølt: Hvor sølle af de velbjærgede bare at stikke af!
Selv havde han ikke tænkt sig at forlade England, heller ikke hvis han fik chancen. Han ville blive og kæmpe for sit land – imod islamiseringen.
Mens den lille mand med figtherviljen kørte os igennem Luton, voksede min respekt for ham.
Den er absolut ikke blevet mindre i den forløbne uge.
En god sag, der blev kompromitteret
Det er et faktum, at det løst organiserede EDL indeholdt elementer, der kompromitterede de andre, som havde en virkelig nobel sag.
For det havde EDL i sit udgangspunkt. Gadeprotestbevægelsen var det eneste sted, den englænder, der ser sin bydel drukne i islamisering, kunne gå hen med sin protest.
Hvor skulle de ellers få luft i et land, hvor der ikke findes en pendant til DF, Sverigesdemokraterne eller Wilders' Frihedsparti? UKIP er jo først og fremmest et anti-EU- parti.
Tommy Robinson mente da også selv, at EDL havde taget trykket af den vrede, der ulmer i den engelske befolkning. Som han sagde til Sappho sidste år:
”Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor stor en vrede der findes under overfladen. Jeg kender brødrene til en del af de piger, der gennem årene er blevet seksuelt misbrugt af pakistanske mænd. De er pissed off angry, og de bliver endnu mere vrede, når politikerne ignorerer dem eller stempler dem som racister. Den vrede kan være farlig. Vi forsøger at kanalisere den ind i noget konstruktivt. Hver gang vi holder en demonstration, beder jeg dem om at få lov til at udtrykke deres vrede i min tale. Det gør deres lyst til at kaste en sten eller sparke til en politibil mindre.”
Til vores overraskelse erklærede Robinson sig som tilhænger af multikulturalisme, tydeligvis i betydningen multietnicitet:
”Vi går som sagt ind for multikultur. Vi har sikher, hinduer, jøder og sorte i vores organisation, de er mere end velkomne. Det er folk, der har integreret sig godt i det engelske samfund, og som opfører sig ordentligt,”.
Ustyrlige EDL
Problemet var de erklærede racister – ægte racister - der mødte op og deltog i EDL's demonstrationer, for ikke at tale om de hooliganlignende typer, der døddrukne ravede rundt og en gang imellem smadrede butiksruder og skræmte folk.
Robinson erklærede overfor os, at han gjorde alt for at holde racister og voldelige elementer ude, men erkendte også, at det var meget svært. Enhver kan jo i princippet møde op til EDL-demonstrationer og give den fjendtlige presse de kompromitterende billeder, den leder efter.
Vi mødte selv et par EDL-sympatisører. Flinke fyre fra Luton, der var fortvivlede over det, der skete med deres land - og allerede plakatfulde kl. to om eftermiddagen.
Enhver kunne regne ud, hvilke ulykker den slags kunne lave, når de blev sluppet løs til en demonstration.
EDL er med andre ord bogstaveligt talt ustyrlig i sin konstruktion og dermed en løs kanon i den igangværende kulturkamp.
Tommy Robinson har åbenbart i lang tid indset dette, men besluttede sig først endelig for at forlade EDL, da hans kammerater under hans fravær havde lukket de uacceptable elementer ind i EDL, som han selv havde hældt ud. Det blev dråben, der fik ham til at opgive den umulige opgave at styre det ustyrlige EDL.
Jeg synes, Tommy Robinson har gjort det helt rigtige.
Han vælger nu at træde frem som debattør for egen regning og tager luften ud af mediernes dæmonisering af ham ved villigt at indgå et samarbejde med muslimer, nærmere bestemt the The Quilliam Foundation.
En organisation, der sikkert kan siges meget kritisk om, men ingen siger, at Tommy Robinson behøver at være enig med den for at samarbejde med den.
Det interessante er mediernes reaktion på Robinsons exit fra EDL. Nu kan de kan ikke længere ignorere ham, men giver ham plads i debatpanelerne, som det feks. skete på BBC One i søndags.
Denne udsendelse viste, at Robinson er i stand til at udfylde rolle som slagskraftig debattør.
Og den viste også, at medierne ikke kan affærdige indvandrings- og islamiserings-kritikere som et sammenrend af skinheads og racister.
Ja, offentligheden begynder sågar at respektere, at EDL også har ret til at blive hørt.
Det er nye tider.
Den engelske debat om indvandring og islam ser for alvor ud til at rykke sig. Ikke mindst takket være den lille modige mand fra Luton
