Min første interviewaftale med English Defence League (EDL) går i vasken.
Organisationens leder, Tommy Robinson, skulle ringe tilbage, men gør det ikke.
Kort tid efter tikker en mail ind:
”Tommy har haft problemer på det sidste. Se vedhæftede”.
Billederne viser Tommy Robinsons ansigt, som det så ud ved juletid. Blåt, hævet og forslået.
Kort forinden var han holdt ind til siden, da en modkørende bil blinkede med lygterne. Robinson troede, det var hans kone.
Det var det ikke.
I stedet sprang en gruppe pakistanske mænd ud af bilen. Bevæbnede med knojern og køller gik de løs på den 29-årige EDL-leder, der blev efterladt bevidstløs i vejsiden.
En segregeret by
Men i dag, hvor der er gået nogle måneder siden overfaldet, ser mit interview ud til at lykkes. Og denne gang bliver det ikke over telefonen men ansigt til ansigt.
Jeg er på vej i toget fra London mod Luton, hvor EDL opstod for tre år siden, og hvor det stadig har sin base.
Med sine 200.000 indbyggere, heraf 40.000 af mellemøstlig herkomst, har byen flere gange tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. Og ikke for det gode.
Luton er et sted, hvor radikal islam ser ud til at trives.
Således havde de fire selvmordsbombere, der i 2005 dræbte 52 mennesker i London, adresse i Luton. Og da Stockholm i 2010 blev ramt af en lignende selvmordsbombe, trak det igen tråde til den engelske by.
Desuden har der gennem årene været store spændinger mellem byens oprindelige arbejderbefolkning og de nytilkomne.
Chikanerier og vold hører til dagens orden, hvilket har resulteret i, at Luton i dag er en stærkt segregeret by. Der er områder for de gamle englændere og områder for de nye. EDL er et produkt af disse spændinger.
”Brænd i Helvede”
Det, der for alvor satte gang i organiseringen, var modstanden mod den radikale islamiske gruppe Al-Muhajiroun. Gruppen havde tidligere optrådt aggressivt, men i 2009 mente mange, den gik for vidt.
I forbindelse med en gruppe engelske soldaters hjemkomst fra Afghanistan, var der arrangeret en velkomstceremoni i Luton. Mange var glade for at se soldaterne igen – men ikke Al-Muhajiroun.
Gruppens medlemmer spyttede på soldaterne, mens de fremviste bannere med teksten ”Brænd i Helvede”.
Det var for meget for mange af de lokale, der efterfølgende dannede gruppen United People of Luton – forløberen for EDL.
Siden da har English Defence League spredt sig over hele England og har nu også afdelinger i andre lande.
Tommy Robinson
Jeg møder Tommy Robinson på Icon Hotel i centrum af Luton.
Han er mindre end forventet, en smule bleg og med begyndende ølmave. Ansigtet ser ud til at være sluppet fra julens overfald uden varige men.
På bordet foran ham står en cafe latte og ikke en øl, som jeg måske have forventet.
”Velkommen til Luton,” siger han på det, der bedst kan betegnes som et farverigt arbejderengelsk. Han taler og opfatter hurtigt og er tydeligvis ikke typen, der spilder tiden med smalltalk.
”Skal vi komme i gang?” spørger han og lader sig igen synke ned i den storblomstrede sofa.
Jeg beder ham beskrive sig selv.
”Jeg er passioneret,” siger han.
”Tidligere havde jeg en blikkenslagerforretning med seks mand ansat. Jeg brugte al min tid på at tjene penge, så jeg kunne give mine børn en bedre fremtid. Men da jeg begyndte at studere islam, gik det op for mig, at det ikke er penge, der afgør om fremtiden bliver god eller dårlig. Det afgørende er, hvordan vi forholder os til islam.”
Hvad er det, der er sket i Luton?
”Vi har en stor gruppe muslimer, der bliver mere og mere aggressive. Ikke dem alle sammen, men mange af dem. Folk bliver overfaldet og truet. Småpiger bliver voldtaget. Det er det samme mønster som andre steder,” siger Tommy Robinson og forklarer, at byrådet efter hans mening også er infiltreret af islamister.
”De præsenterer sig som moderate muslimer, men så snart du kradser lidt i overfladen kommer der en islamist til syne. Vi har set det masser af gange. Desuden udgør muslimerne en stor politisk magtfaktor i byen, fordi imamerne kan få alle til at lægge deres stemmer på én kandidat.”
”Det betyder blandt andet, at de kontrollerer, hvad skattepengene bruges til, og at de får særbehandling. For eksempel patruljerer politiet ikke i de muslimske kvarterer, og de undgår helst at efterforske forbrydelser, som de ved, muslimer står bag.”
Tommy Robinson henviser til en aktuel sag, hvor en gruppe pakistanske mænd er blevet dømt for at have udnyttet mindreårige engelske piger til sex. Gruppen nøjedes ikke med selv at misbrug pigerne, de lejede dem også ud til andre.
Myndighederne erkendte, at man i årevis havde kendt til denne og andre gruppers misbrug over hele landet, men at man havde undladt at gribe ind. Det kunne blive opfattet som racistisk, lød begrundelsen.
Hvad er EDL’s mål?
”Vores helt overordnede mål er at hjælpe med til at reformere islam, som vi ser som fascistisk og antidemokratisk. Hvis muslimerne ikke selv anerkender, at de har et problem, vil det gå galt i løbet af de næste 25 år.”
Det lyder meget ambitiøst?
”Ja, og der er nok heller ikke ret stor sandsynlighed for, at det lykkes. Derfor arbejder vi på at presse politikerne til lovstramninger. De skal holde op med at samarbejde med islamisterne, og de skal gøre det så svært som muligt at være islamist i dette land.”
Hvad er jeres strategi?
”Vi vil frem for alt være synlige og vise, at der er stor modstand mod fortsat islamisering,” siger Tommy Robinson og forklarer, at EDL i gennemsnit afholder en demonstration hver 6. uge i England.
Mange af demonstrationerne er vendt mod nye moskebyggerier og mod supermarkeder, der sælger halalkød. Men det handler også om underskriftsindsamlinger og om at oplyse folk om, hvad islam er for noget, forklarer han.
”I England bliver man fra barns ben fyldt med politisk korrekte løgne om, at islam er fredens religion. Der er alt for få, der ved, hvad det i virkeligheden drejer sig om – for eksempel jihad eller at Muhammed giftede sig med et barn, da han selv var 56 år.”
”Den slags information har vi trykt i vores pamfletter. Samtidig har vi stor succes med at indsamle underskrifter mod moskebyggerier og saudisk sponsorering af vores universiteter. Målet er at indsamle 3 millioner underskrifter og så forlange en folkeafstemning om emnet.”
Hvem er jeres medlemmer?
”Det er folk fra underklassen og arbejderklassen – dem, der lever sammen med muslimerne fordi, de af den ene eller anden grund ikke kan flytte. Det er folk, der skriger på hjælp. Folk der på egen krop har oplevet, hvad det vil sige at vokse op som en minoritet i et muslimsk område,” siger Tommy Robinson og læner sig frem.
”Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor stor en vrede der findes under overfladen. Jeg kender brødrene til en del af de piger, der gennem årene er blevet seksuelt misbrugt af pakistanske mænd. De er pissed off angry, og de bliver endnu mere vrede, når politikerne ignorerer dem eller stempler dem som racister.”
”Den vrede kan være farlig. Vi forsøger at kanalisere den ind i noget konstruktivt. Hver gang vi holder en demonstration, beder jeg dem om at få lov til at udtrykke deres vrede i min tale. Det gør deres lyst til at kaste en sten eller sparke til en politibil mindre.”
I medierne ser man billeder af folk, der heiler til jeres demonstrationer?
”Det er rigtigt, at der findes billeder med idioter, der heiler. Men det er ikke EDL-folk.”
”I starten voksede vi så eksplosivt, og vi mistede kontrollen over, hvem der deltog i demonstrationerne. Der kom nazister og tilsluttede sig. Men i de sidste to år har vi haft tingene under kontrol. Vi har vores eget vagtværn, der fjerner den type mennesker, hvis de dukker op,” forklarer han og henviser til en video på Youtube.
På videoen, der er optaget ved en demonstration i Blackburn, står Tommy Robinson på scenen sammen med en sikh. Robinson løfter sikhens arm op og siger henvendt til tilhørerne:
”Han er ligeså engelsk, som jeg er. Hvis der er nogle af jer, der ikke kan lide, hvad I ser, så er I i den forkerte bevægelse!”
Derefter læser han navnene op på en række kendte personer med nazi-sympatier – og beder dem forsvinde.
”Jeg hader nazisme ligeså meget, som jeg hader islamisme. For mig at se er det to sider af samme sag,” siger han og fortsætter:
”Dem der kalder os nazister, burde spørge de rigtige nazister, hvad de mener om os. De hader os, fordi vi går ind for multikultur. De har flere gange truet med at slå mig ihjel.”
”Alligevel fortsætter medierne med at vise de gamle billeder og med at kalde os racister. De er kun ude på at skræmme folk.”
Så EDL er ikke en racistisk organisation?
”Nej. Vi går som sagt ind for multikultur. Vi har sikher, hinduer, jøder og sorte i vores organisation, de er mere end velkomne. Det er folk, der har integreret sig godt i det engelske samfund, og som opfører sig ordentligt,” siger Tommy Robinson og stiller et retorisk spørgsmål:
”Betyder det så, at der ikke findes racister i EDL?”
Han svarer selv:
”Jeg ville være naiv, hvis jeg sagde det. Vi er en stor organisation med 100.000 medlemmer, så realistisk set er der racister iblandt os. Men det er der også i politiet og i Labour for den sags skyld. Pointen er, at vi kyler dem ud, når vi møder dem,” forklarer han og laver et spring til British National Party (BNP).
”I forhold til BNP er det derimod helt på sin plads at tale om racisme. Partiets ledelse er racistisk i ordets egentlige forstand. Alligevel er der to millioner englændere, der stemmer på det. Er det så to millioner racister? Nej, det er to millioner desperate mennesker, der ikke har haft andre steder at gå hen,” siger Robinson og tilføjer:
”Da jeg var 20 år, var jeg også desperat. Jeg var medlem af BNP i et år, indtil jeg fandt ud af, at partiets racisme ikke var noget, medierne havde fundet på - men at den var reel nok. På et offentligt møde stod de i døren og sorterede de sorte fra. Deriblandt mine venner. Så forlod jeg partiet.”
Hvad gør I for at kontrollere jeres afdelinger internationalt – fx Danish Defense League?
”Vi er nødt til at mødes med dem, for at finde ud af, hvem de er. Det var blandt andet det, vi gjorde i Århus forleden. Vi bad de forskellige ledere underskrive en erklæring, hvor de blandt andet støtter Israel og homoseksuelles rettigheder.”
”Ud over det, er der ikke så meget, vi kan gøre. Dog forsøger vi at sikre os, at de er klar over, hvad de går ind til. De skal vide, at de vil blive angrebet, at deres huse vil blive brændt ned, og at de vil miste deres job. Alt det er sket for mig, så det vil sikkert også ske for dem.”
Hvilke konsekvenser har EDL ellers haft for dig personligt?
”Politiet har tre gange advaret mig om, at nogen havde konkrete planer om at slå mig ihjel. De ved, hvem det er, men af en eller anden grund anholder de dem ikke. I stedet råder de mig til at flytte, men det vil jeg ikke. Det er for svagt, siger Tommy Robinson, der som konsekvens bærer skudsikker vest, når EDL demonstrerer.
Han fortæller, at han har fået en ny identitet - Tommy Robinson er også bare et pseudonym - og at hans adresse er hemmelig. Ikke engang hans venner ved, hvor han bor.
Konen og de tre børn forsøger han at holde helt ude af offentligheden, og på børnenes skole er der ingen, der ved, hvem deres far er.
”Det er sikrest på den måde,” siger han.
”Selvom min kone ikke er involveret på nogen måde, er hun også blevet truet på livet. Vi går ikke ud sammen i Luton. Det har vi ikke gjort i tre år.”
Tommy Robinson fortæller, at han ikke længere har noget arbejde. For to år siden blev han anholdt af politiet, mistænkt for skattesnyd og hvidvaskning af penge. Siden da har myndighederne lukket hans konto og indefrosset hans øvrige midler. Han er stadig løsladt mod kaution.
”Jeg betragter det som ren chikane fra myndighedernes side. De er gået seks år tilbage for at forsøge at finde noget på mig, og de har endnu ikke stillet mig for en dommer. Hvis jeg tjener noget, beslaglægger de det med det samme.”
Hvorfor flytter du ikke, hvis det er så risikabelt for dig at bo i Luton?
”Det er, hvad de fleste gør. Når de begynder at tjene penge, flytter de væk fra Luton. Vi er en generation af kujoner, der stikker halen mellem benene, når vi konfronteres med frygt og intimidering. Tænk hvis krigsgenerationen havde reageret på samme måde, så havde vi alle sammen talt tysk i dag!,” siger Tommy Robinson og tilføjer:
”Man kan ikke blive ved med at flygte i al evighed. På et tidspunkt må man stoppe op og sige, det her er Luton, England eller Europa, og vi vil have det tilbage. Det er det, vi gør i EDL. Vi skal ingen steder. Vi vil forsvare os selv.”
Du er blevet næstformand i et nyt parti, British Freedom Party. Stemmer det?
”Ja, England mangler et islamkritisk parti, der ikke er racistisk. Vi har kun de konservative, der er for de rige, og Labour, der totalt har svigtet arbejderklassen. Vores håb er, at Paul Weston (leder af British Freedom Party, red) kan appellere til mellemklassen, og at jeg kan appellere til arbejderklassen. Det kan blive en stærk alliance.”
Tommy Robinson har talt og talt. Han holder sjældent pauser, og når han gør, er det kun for at trække vejret eller for at lytte til nye spørgsmål. Han kunne utvivlsomt blive ved hele eftermiddagen. Men nu har han et forslag:
”Hvis du har lyst til at se byen, vil jeg gerne køre dig rundt.”
Et par tanker om mulige bilbomber og voldelige overfald når at flimre forbi, før jeg takker ja.
Vi begiver os ud til Tommys bil.
