Øresund en Berlinmur
Hvad skyldes forskellen på Danmark og Sverige? Hvorfor var Danmark det første land til at tage diskussionen om masseindvandringens konsekvenser, mens Sverige er det sidste?
Mikael Jalvings rejsebog ridser forskellene op:
I Sverige kan dissidenterne stadig, trods det seneste valg, se frem til diskrete, men effektive udelukkelses-midler – Jalving har selv fået en smagsprøve på det – i en sådan grad, at kompetente kommentatorer og pressefolk, der sagtens kan se, hvor galt det står til, foretrækker tavshed fremfor tale.
”Du må forstå, at der er en vældig stærk medial stigmatisering i Sverige”, som en svensk pressemand skrev til mig som begrundelse for ikke at deltage i Trykkefrihedsselskabet debataften om den manglende svenske debat. Og bekræftede dermed problemet.
Tendenserne kender vi herhjemmefra, men forskellen er alligevel markant. Derfor er det også i stigende grad irriterende, når udlændinge ikke skelner mellem de skandinaviske lande.
I angelsaksiske øjne er vi ikke danskere og svenskere. Vi er bare skandinaver. Selv vores gode ven, Mark Steyn, kaldte sin artikel om sit københavnerbesøg for Steyn in Scandinavia.
Må vi bede om lidt præcision: Var han kommet til Sverige, havde han ikke fået en pris, men en pose rådne tomater i synet for sin gennemført politisk ukorrekte frihedskærlighed.
Skandinavien er ikke bare Skandinavien. Øresund deler Skandinavien midt over som Muren i sin tid delte Berlin.
Civilcourage til forskel
Spørgsmålet er, hvad denne forskel skyldes.
Er forklaringen, at Sverige er et industriland, mens Danmark er et landbrugsland? Skyldes den svenske ensretning Olof Palme og Sveriges fortid som militærstat?
Er grunden, at borgerskabet aldrig fik den stærke rolle i Sverige som det fik i Danmark? Når menigmand i Sverige lader sig kue af den svenske medieklasse, er det så udtryk for en klassisk almue-reaktion?
Der er mange tankevækkende forklaringsforsøg. Jalving og også Meier Carlsen er inde på flere. Men måske skal man søge en mere jordnær forklaring på de seneste årtiers udvikling.
Måske er der ganske enkelt civilcourage til forskel: I Danmark findes der simpelthen flere modige mennesker i det offentlige liv end i det svenske.
Fri tale om godhedens pris
Holder vi os til den nære fortid og udlændingedebatten, er der en bestemt, ofte overset, presseaktør, der i den forbindelse fortjener fremhævelse: Ekstra Bladet under Sven Ove Gade.
Man skal nemlig huske, at udlændingedebatten i begyndelsen af 1990erne heller ikke var stueren i de borgerlige aviser. Det var kun hos pressens uvorne unge, Ekstra Bladet, at emnet for alvor blev taget op og dissidenterne fik spalteplads.
Mellem massageannoncer, side 9-piger og sladder og sludder kunne man læse den banebrydende artikel-serie Godhedens pris og finde artikler af Ulla Dahlerup, Ole Hyltoft, Søren Krarup og en efterhånden voksende skare.
Claes Kastholm Hansen kom til, og i 1997 lancerede Ekstra Bladet så den kampagne, der for alvor fik sat udlændingepolitikken på dagsorden: ”De fremmede”.
Reaktionen var helt svensk. Der blev demonstreret mod avisen på Rådhuspladsen og alle, heriblandt Anne Knudsen, Morten Bødskov og KU, rasede over Ekstra Bladets ”fremmedhad”.
Højsalig Tøger Seidenfaden fordømte den ”fordummende og polariserende” kampagne og nægtede at bringe en annonce for den i Politiken, hvad der fik Sven Ove Gade til at riste Politikens ”frisind” over en sagte ild:
”Frisind er noget pænt og uforpligtende, der ikke må komme i strid med Politikens pænhedsidealer”. (Citeret efter Morten Uhrskov Jensens: Et delt folk)
Med andre ord: Tæskene haglene, vist nok også internt i Politikens Hus, ned over Sven Ove Gade, der sjovt nok også nogle år efter pludselig ikke var chefredaktør på Ekstra Bladet mere.
Men tabuet var for alvor brudt. Ånden var ude af flasken. Og så begyndte Venstres nye formand, taktikeren over dem alle, Anders Fogh Rasmussen, pludselig også at tale for en stram udlændingepolitik.
Hvad nu hvis
Hvad nu hvis Sven Ove Gade havde været som de andre? Hvad nu, hvis Ekstra Bladet havde holdt emnet ude af sine spalter, sådan som Ekstra Bladets svenske søsteraviser gør den dag i dag?
Selvfølgelig havde debatten eksisteret. Allerede i 1986 blev der taget hul på den, og i 1995 fik den parlamentarisk konsekvens med Dansk Folkepartis dannelse. Men med en helt ensrettet presse ville DF være forblevet isoleret som ”racister”, og debatten ville i høj grad være forblevet underjordisk og uformel.
Mere afgørende: Vi havde næppe fået en VKO-regering. Når Fogh Rasmussen vovede at bryde Uffe Ellemanns svenske linje, skyldtes det, at debatten rasede i offentligheden, ikke kun hos DF.
Følger man denne tankerække til ende, afhænger udviklingen i sidste ende af det enkelte menneskes integritet og personlige mod. Det enkelte menneske, ikke mindst den enkelte redaktør.
Ole Hyltoft sagde, da han fyldte 75: ”Jeg har aldrig været velhavende, men jeg har tilladt mig én luksus: Jeg har altid sagt min mening” Og, tilføjede han direkte henvendt til Sven Ove Gade: ”Den luksus har jeg kun kunnet tillade mig, fordi der var nogen, der holdt hånden over mig”.
Den enkelte, fritænkende skribent og journalist bliver kvalt, hvis der ikke er nogle redaktører, der beskytter, inspirerer dem, og give dem udfoldelsesmuligheder.
Så når vi ikke har svenske tilstande i Danmark, selv om mange lige fra Politiken, til De Radikale og DRC arbejder ihærdigt på at få det, skyldes det ganske få mennesker og endnu færre pressefolk.
I 1990´erne havde Danmark en enkelt modig chefredaktør, der med Kierkegaard, Ny Testamente og Hørup i bagagen gav pokker i, hvad fløjlsmaverne og den kompakte majoritet mente. Sverige havde ikke.
Det er en af de helt afgørende forskelle mellem os og broderlandet.
