En sørgelig samling danskere
Flere svenske medier har omtalt onsdagens Trykkefriheds-møde Hvorfor er der så stille i Sverige. Søndag var det Malin Waak, der i Helsingborgs Dagblad skrev om sin deltagelse i Trykkefrihedsselskabets arrangement.
Tonen slås an allerede i overskriften ”En sørgelig samling danskere” og i den redaktionelle bemærkning: ”Malin Waak går til trykkefrihedsmøde og mødes af en hengemt stank”
På besøg i helvede
Så tager Malin Waak selv over og konkluderer indledende:
”Trods de malede engle i loftet føltes det lidt som at være havnet i helvede.”
Og hun fortsætter:
”Selvfølgelig kom jeg for sent til ”Trykkefrihedsselskabets” møde, hvis emne denne aften var den svenske debatkultur – som ifølge Selskabet er truet og indskrænket - men blev oven i købet venligt tilbudt den sidste stol.
Aftenens gæst var Mikael Jalving, forfatter til bogen Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige (som Diana Holmberg anmeldte her på kultursiden 13. marts) og det tog ikke mange sekunder i den tætbesatte, lille sal før man forstod, at manden var blandt venner.
Stemningen bekræftedes af en nikkende og klukkende dansk forsamling på 50+.
Det var helvede. Eller snarere føltes det som at være fanget hos en flok rabiate hønisser
Skræmmende
Arrangementet indledtes af journalist Erik Meier Carlsen, forfatter til bogen ”Folkhemspopulismen”, som gav et nøgternt og nuanceret billede af forskellene på blandt andet de socialdemokratiske partiers udvikling i de to lande – så langt så godt.
Men da så Ingrid Carlqvist – specielt indbudt fordi hun afskyr den svenske debatkultur - fik ordet, så blev det for alvor skræmmende.
Hendes beskrivelse af svenskerne var ikke andet end en lang hånende jeremiade om, hvordan vi selv anser for os for at være moralsk overlegne og er fuldstændigt skrækslagne for at røbe noget om de lavere og mere primitive sider i vor natur.
Vist findes der fordele og ulemper ved svenskernes og danskernes forskellige tilgang til tingene. Men jeg kommer aldrig til at synes, at fordomme, angreb og grove generaliseringer er nogen passende måde at beskrive tingene på.
”Jeg tav indtil efter pausen, hvor jeg med hede kinder blev nødt til at tage afstand fra hendes fedtende salve om, at ”vi skåninger” rent faktisk hellere vil tilhøre Danmark og er dybt skeptiske over for det, der foregår i Stockholm.”
Ingen ret til at udtrykke sin mening
Malin Waak konkluderer: ”Det her skulle jo handle om Sverige, men det gjorde det ikke. Ikke egentligt. For den her lille klub er ikke andet end et påskud for sammen med ligesindede frådende at rase over anderledestænkende og at bagvaske muslimer.
Det er paranoidt. Det er ubehageligt. Det er uanstændigt. Glem alt om, at man her har ret til frit at udtrykke sin mening. Tro mig. Jeg forsøgte.”
Hedegaard: Waak fik rig lejlighed til at tale
Lars Hedegaard, der var mødeleder ved arrangementet, forstår ikke, hvordan Malin Waak kan komme med en sådan kommentar:
“En journalistisk reportage er der i hvert fald ikke tale om, snarere en række moraliserende opstød, der skal vise, hvor godt et menneske Waak er. Men det er åbenbart sådan, man gør i den svenske mainstream-presse, og det forklarer jo ikke så lidt om debatklimaet på den anden side af Øresund.
Jeg ved ikke, hvor hun vil hen med sin påstand om, at hun ikke kunne få ordet, selv om hun prøvede. Jeg gav hende ordet mindst tre gange – dvs. hver gang hun bad om det – og hun fik lejlighed til at sige meget mere end nogen af de andre tilhørere.
Hendes stærkt fordømmende betragtninger om indlederne, om den danske debat og Danmark i almindelighed blev tålmodigt påhørt af forsamlingen, uden at nogen på nogen måde antastede hendes ret til at udtale sig.
Det var i øvrigt interessant, at hun ikke gav sig til kende som journalist. Det kom først frem, efter at jeg spurgte, hvem hun var, og hvilket medie hun repræsenterede,” siger Lars Hedegaard.”
Se Erik Meier Carlsens og Ingrid Carlqvists oplæg her
Se Mikael Jalvings oplæg her
