”OICs langsigtede mål er at kriminalisere religionskritik … Jeg synes også, at det er uhyggeligt at se ekstremistiske kræfter brænde bøger, men jeg synes, at det er en meget farlig vej at gå, at begynde at ændre dansk lovgivning, fordi der er nogle lande, som truer Danmark og Sverige. Lande, som praktiserer dødsdom for blasfemi og som har utrolig store menneskerettighedskrænkelser på hjemmefronten. Så jeg tror ikke, at verden bliver et fredeligere sted, hvis de lande skal bestemme menneskerettighederne i fremtiden”, udtalte Heini i Skorini på Deadline (14.08).
Tidens vigtigste bog hedder: ”Kampen om Ytringsfriheden – Religion, Politik og Global Værdikamp” og er skrevet af Heini i Skorini fra Færøernes Universitet. Bogen udkom i april, men dens anliggende er kun blevet endnu mere aktuel over sommeren 2023, hvor den danske regering besluttede at give efter for OICs pres for indskrænkninger i ytringsfriheden i første omgang i forbindelse med koranafbrændinger.
Skorini vil nok være Trykkefrihedsselskabets medlemmer bekendt, fordi han tilbage i 2018 deltog i en TFS-debat om det engelske retssystems behandling af Tommy Robinson. Her mødte han op til en debat, som ingen andre mainstream journalister eller forskere på det tidspunkt ville eller turde deltage i, og på trods af sin baggrund fra det politisk korrekte universitetsmiljø gjorde han her et overraskende ærligt indtryk.
Bogen bygger på et omfattende researcharbejde og beskriver, hvordan den muslimske organisation OIC gennem international ret og FN i årtier – faktisk allerede siden 1948 - har arbejdet målrettet for indskrænkninger af ytringsfriheden i Vestens suveræne og demokratiske stater ved gennem international blasfemilovgivning at få knæsat effektive forbud mod islamkritik. OICs klare målsætning – internationale forbud mod islamkritik – er altså ingen nyhed, men Skorini dokumenterer i bogen, hvordan den muslimske samarbejdsorganisations retorik for denne målsætning har ændret sig strategisk fra tale om ”blasfemi” og ”beskyttelse af Profetens Ære” til effektiv brug af menneskerettighedsfraser om ”diskrimination”, ”hadtale”, ”racisme”, ”religionsfrihed” og begrebet ”islamofobi” anvendt også mod enhver saglig religionskritik; ”…de muslimske OIC-diplomater (er) begyndt at iklæde deres politik et helt andet sprog, når de retfærdiggør lovgivning mod blasfemiske ytringer… De refererer ikke længere til Koranen, profeten, sharia-lovgivning eller islam, (men) … lægger tværtimod vægt på, at kampen mod religionskrænkende ytringer er enkamp mod hate speech, racisme, islamofobi og intolarance… OICs diplomater i FN-systemet har gradvist tilegnet sig klassisk menneskerettighedssprog og en sekulær, liberal diskurs” – skriver Skorini (side 13-14).
OICs erklærede og langsigtede mål er altså forbud mod islamkritik knæsat ved blasfemiparagraffer i international ret. Også i Danmark har flere imamer allerede talt for et reelt forbud mod islamkritik og for endnu mere vidtgående begrænsning af ytringsfrihed og religionskritik end et koranafbrændingsforbud indebærer. Det betyder også, at regeringens bebudede koran-lovgivning er dømt til at mislykkes, fordi den på langt sigt ikke tilfredsstiller reaktionære kræfter i det muslimske parallelsamfund. Løkke Rasmussens appeasement-politik vil kun fodre krokodillen, indtil den spiser hele manden. Firoozeh Bazrafkans demonstration forrige weekend til forsvar for ”Irans modige kvinder og deres mænd og deres kamp for et frit liv”, rejste også spørgsmålet om Løkke Rasmussens kommende censurlovgivning måske også skal ramme f.eks. iranske kvinder, der brænder tørklæder af?
OICs hovedsæde ligger i Jedda i Saudi Arabien og de ledende lande er bl.a. Pakistan, Ægypten, Tyrkiet og Saudi Arabien. Alt sammen lande, hvor religiøse mindretal og kristne ofte udsættes for brutal diskrimination. F.eks. blev den kristne kvinde Asia Bibi straffet og fængslet for ”blasfemi” i Pakistan i 2009-2018, fordi hun som dhimmi i en landsby havde tilladt sig den forbrydelse at drikke vand fra den samme brønd i hendes lokalsamfund som muslimerne. Man kunne også nævne den pakistanske borger Taimoor Raza, som i 2017 var den første borger i verden dødsdømt for blasfemi ytret i en debat på Facebook. Skorini nævner den saudiarabiske blogger Raif Badawi, der i 2014 blev kendt skyldig i frafald og blasfemi og idømt straffen: 1000 piskeslag, 10 års fængsel og en bøde på ca. 2. mio. kr, som eksempel på… ”hvilken praksis de toneangivende muslimske stater i OIC anvende rpå hjemmefronten og dermed hvilke værdier de forsøget at internationalisere i FN-systemet” (side 179).
Skorini analyserer og demonstrerer europæiske landes eftergivenhed overfor OICs pres mod ytringsfriheden i flere sammenhænge. Det gælder i EU, i FNs generalforsamling og i dets menneskerettighedsråd og han kritiserer den manglende vilje i Europa til at forsvare ytringsfriheden overfor OICs pres.
Det så vi også i 2022, hvor OIC med stemmer fra EU-lande fik FN til at vedtage en årlig international dag til bekæmpelse af ”Islamofobi”. Altså ikke en dag til bekæmpelse af religionsundertrykkelse af alle religioner, som f.eks. jøder og kristne også i Mellemøsten, men en dag afsat til særlig beskyttelse af islam.
Det gælder også i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som f.eks. i 2020 stadfæstede en østrigsk dom over en kvinde, der på grundlag af hadith-historien om Aisha, havde kaldt den muslimske profet for pædofil. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol argumenterede for dommen med behov for at beskytte ”sædeligheden” og ”den offentlige orden” og at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke beskytter ytringsfriheden til at kritisere religion. Skorini konkluderer (s. 160): ”Denne argumentation harmonerer med de synspunkter, som IOC-staterne har fremført i FN-systemet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blåstemplede altså anvendelsen af blasfemiparagraffer på europæisk jord (og) ... hvis man kan kriminalisere blasfemi i Europa, hvorfor så ikke i den muslimske verden og i international lov”?
I øvrigt er det interessant, at den person, som anmeldte den østrigske kvinde for blasfemi i Østrig i sin tid ikke var en eller anden langskægget, religiøs fanatiker, men en venstreorienteret journalist. Skorini nævner flere andre eksempler på tilsvarende domme fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, som medvirker til at undergrave ytringsfriheden for islamkritik i Europa (S. 161-162)
Bogens afsnit om censur og techgiganterne er også særdeles interessant. Skorini bemærker, hvordan Google og de sociale medier Facebook og Twitter har været udsat for pres fra OIC-landene for at forbyde islamkritiske ytringer på deres platforme. I 2018 lancerede Indonesien f.eks. en ny app indrettet til borgernes angiveri af andre medborgere for ”religiøs vranglære”. Alle andre religioner end sunni-islam skulle ifølge appen Smart Pakem kunne anmeldes som ”vranglære” og denne autoritære foranstaltning var indrettet til også at ramme muslimske kættere som f.eks. ahmadiyya-muslimerne. Men appen Smart Pakem blev godkendt af Google og kunne derefter downloades fra Google Play. Skorini dokumenterer også, hvordan særlig Facebook og dets leder Mark Zuckerberg har udfoldet store bestræbelser på at tilpasse Facebooks censurpraksis og algoritmer til at imødekomme national blasfemilovgivning i bl.a. Pakistan og Tyrkiet, der i flere omgange har truet med at blokere for Facebook, fordi islamkritiske ytringer ikke var forbudt på disse sociale medier.
Det fik Mark Zuckerberg til i 2015, at skrive en offentligt redegørelse, hvor han argumenterede for Facebooks behov for at tilpasse sig national lovgivning også i autoritære stater: ”Vi må også anerkende de forskellige juridiske og kulturelle sammenhænge, som vi opererer i. Hvert eneste land har love, som begrænser visse ytringer, og disse er ofte formede af kultur og historie… I mange muslimske lande er indhold, som opfattes som blasfemisk også ulovligt” (side 229-230) – skrev altså Zuckerberg.
Og denne Facebooks autoritære argumentation for tilpasning til national lovgivning i Mellemøsten er jo et tveægget sværd, som danske politikere kunne vende om, hvis de ville og hvis de havde oprigtige ønsker om at forsvare borgernes ytringsfrihed. For hvis Facebook selv siger, at de vil overholde national lovgivning og sædvane ét sted, så kunne danske politikere og Folketinget dermed også lovgive om danske borgeres ytringsfrihed på sociale medier og forlange at Facebook respekterede den danske ytringsfrihed? Det kunne danske politikere gøre, med saglig henvisning til techgiganternes praksis overfor OIC-landene, men det kommer næppe til at ske med de politiske magthavere vi har nu?
Skorini viser også, hvordan EU og demokratiske lande i Europa selv frivilligt lovgiver i overensstemmelse med OICs autoritære blasfemibestræbelser. I 2016 vedtog EU et såkaldt ”code of conduct”, der skulle få techgiganterne til at censurere mere imod racistiske, antisemitiske og det uklart definerede begreb ”hadefulde ytringer”. Det fik Tyskland til at skærpe disse censurbestræbelser ved hjælp af den såkaldte ”Netzdurchsetzungsgesetz”. En lov, der i indre by ikke blot burde anvendes som spiritusprøve ved festglade folks tvangsdemonstration af den korrekte udtale af lovens navn, men, som Skorini - nærmest bestyrtet - selv bemærker (side 138):
”… loven indeholder minsandten også forbud mod fornærmelse af religioner, religiøse organisationer eller ideologiske overbevisninger … Denne bestemmelse i loven går længere end gængs international menneskerettighedslov og er en de facto blasfemiparagraf gældende for online ytringer, og denne form for lovgivning er fuldstændig i tråd med OICs internationale dagsorden”.
Skorinis bog ender med en advarsel mod at give efter for OIC-landenes pres mod ytringsfriheden i Danmark, men han ender også med at konkludere, at det er:
”et åbent spørgsmål … hvorvidt EU magter at løfte opgaven og forsvare basale frihedsrettigheder på en effektiv måde”.
Det samme spørgsmål må man desværre nu stille den danske regering og flertallet af danskerne, som for tiden ikke forstår langsigtede konsekvenser af ytringsfrihedsindskrænkninger og kortsigtede indrømmelser til reaktionære muslimske kræfter her og i Mellemøsten.
Heini i Skorini: ”Kampen om Ytringsfriheden – Religion, politik og global værdikamp”, Gads Forlag 2023
Artiklen har været bragt i 24Nyt
