Hvorfor fører fri indvandring og uansvarlig udlændingepolitik til indskrænkning af frihedsrettigheder? Hvad får journalister til aktivt at søge ytringsfrihedens indskrænkning? Hvad får retssystemet til at indføre mere og mere autoritære metoder overfor bl.a. religionskritik i Europa?
Det skyldes bl.a. en uhellig alliance. En faustisk djævlepagt mellem retssystem, muslimsk radikalisme og Journalistisk Venstreparti arbejder nu på at undergrave europæernes frihedsrettigheder. Den uhellige alliance bringer islamkritik til tavshed og knægter folk, som fremsætter faktuelle, men politisk ukorrekte kommentarer om islam.
Paradoksalt var det i sidste uge at iagttage, hvordan den europæiske menneskerettighedsdomstol knæsatte kriminalisering af en østrigsk kvindes islamkritik og dermed hævdede de samme blasfemilove, som en kristen pige af en højesteret i Pakistan ellers samtidig var blevet frikendt fra dødsstraf for, fordi hun angiveligt som vantro og ”uren” havde tilladt sig at drikke vand fra samme brønd, som nogle muslimske kvinder i hendes lokalsamfund.
Den europæiske menneskerettighedsdomstol giver dermed sin uforbeholdne støtte til samme autoritære principper, som i Pakistan fører til kristenforfølgelse og overgreb mod enhver, der forsvarer Jesus overfor Muhammed. ”Det er et erklæret politisk mål for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at fremme multikulturalisme i Europa. Derfor er ytringsfriheden forskellig, afhængig af om man er på venstre- eller højrefløjen eller om man er kritisk overfor islam eller ej” – udtaler cand.jur. og medlem af DF Rasmus Søndergaard.
Men truslen mod ytringsfriheden udgår ikke kun fra retssystemet. Den udgår i ligeså høj grad fra en stor gruppe politisk korrekte journalister i medierne, som aktivt eller passivt tilslutter sig de nye blasfemilove.
For hvem var det mon i Østrig, som tog initiativ til denne kriminalisering af islamkritik? I 2009 havde en østrigsk kvinde afholdt et islam-seminar, hvor hun ytrede sig kritisk om den muslimske hadith-tradition, ifølge hvilken den muslimske profet fuldbyrdede et ægteskab med en mindreårig pige på 9-år og angiveligt skulle den østrigske kvinde have sammenlignet det med, hvad man i dag ville kalde for pædofili.
Nu er det jo faktuelt korrekt, at den muslimske profet ifølge hadith-traditionen vitterligt ”giftede sig” med den 6-årige Aisha og vitterligt fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni år. Og der var som sådan intet nyt eller overraskende i den østrigske kvindes problematisering af dette forhold. Det mest overraskende er vel snarere, hvem som kunne finde på at anmelde kvinden til politiet i Østrig for at konstatere kendsgerninger om den muslimske tradition?
Hvem var det så, der forarget anmeldte den østrigske kvindes tankeforbrydelse til myndighederne? Var det en religiøs fanatiker, en kalifat tilhænger eller en gakket, fortaler for ældre mænds ret til sex med mindreårige børn?
Nej – det var en journalist. Selvfølgelig var det en journalist! En autoritær repræsentant for Journalistisk Venstreparti og nyhedsmagasinet News.at, som vil have retssystemet til at straffe den østrigske kvinde for hendes religionskritik. Menneskerettighedsdomstolen støtter nu op om det østrigske retssystems kriminalisering af kvindens religionskritik, fordi domstolen mener, at den kan såre religiøse følelser og kan ”opildne til fordomme og true den religiøse fred”. Menneskerettighedsdommerne hævder også, at kvinden overskred ”de tilladte grænser for objektiv debat” og at hun ikke havde ”noget faktuelt grundlag for den værdidom” hun fældede over den muslimske profet. Det sidste er jo forkert, fordi hadith-traditionen udgør det faktuelle grundlag for hendes kritik.
Dermed indskrænker menneskerettighedsdomstolen ytringsfriheden for religionskritik i Europa og yder aktiv politisk støtte til alverdens muslimske radikalister, som vil håndhæve tilsvarende blasfemilovgivning til at straffe alle, der kritiserer islam. Enhver lovreligiøs islamist kan nu bruge menneskerettighedsdomstolens afgørelse til at få enhver religionskritik af islam kriminaliseret. Og vil det ikke være forventeligt, at islamister og den europæiske menneskerettighedsdomstol kan finde en vis opbakning blandt danske jurister til implementeringen af dommens autoritære principper i danske retssale?
I den uendelige historie om engelske myndigheders uretfærdige og udemokratiske forfølgelse af islamkritikeren Tommy Robinson fremgik også af sidste uges retssag ved Old Bailey den 23.10. 2018, at anklagemyndigheden i England har villet kriminalisere Robinson for det samme. I Robinsons reportage fra en voldtægtssag i Leeds fremgik kendsgerninger om muslimske mænds statistiske overrepræsentation i de såkaldte grooming sager, ligesom han forklarede den kulturelle baggrund for dette fænomen med helt korrekte iagttagelser om den muslimske profets eksempel og den ortodokse muslimske tradition.
Med forsøget på at kriminalisere Robinsons udtalelser udfolder den engelske anklagemyndighed altså store bestræbelser på at indføre en tilsvarende de-facto blasfemilovgivning til effektiv forhindring af islamkritik, som hvad den europæiske menneskerettighedsdomstol nu knæsætter. Og ingen medier i England eller Danmark protesterer over det. De synes skam, at det er helt fint. Bare det ikke går ud over deres venner i Journalistisk Venstreparti – og det gør det jo ikke, fordi de aldrig skriver noget kritisk om islam. For store dele af medieeliten i Journalistisk Venstreparti og blandt organisationer, der ellers skulle have ytringsfrihed og retssikkerhed som deres formål, gælder devisen: Ytringsfrihed – Men … kun for vennerne.
I Journalistisk Venstreparti og i de snakkende klasser omtales for tiden Visegrad-staterne i Østeuropa som - ”illiberale demokratier” - men det er nominelt demokratiske stater som England, der optræder autoritært og illiberalt i sager som den mod Tommy Robinson. Og det er en uhellig alliance mellem den europæiske menneskerettighedsdomstol, muslimsk radikalisme og Journalistisk Venstreparti, der nu arbejder på at indskrænke frihedsrettigheder i Europa. Tiden fordrer kritisk opmærksomhed mod autoritære magthavere i ikke-folkevalgte magtsystemer som retsvæsen og medier. Vi har aldrig stemt på dem. Nu vil de fratage os ytringsfriheden.
