Iben Thranholm er min gamle studiekammerat og en skribent, jeg sætter pris på. Hun ejer nemlig noget, som mange andre velskrivende meningsdannere mangler: Mod til at stå ene med et synspunkt.
Iben deltog i TFS' konference i anledning af 10året for mordet på Theo van Gogh.
Det førte til en artikel på kristendom.dk, hvor hun gav udtryk for, at forsvaret for det frie ord var ved at degenerere til en ustoppelig insisteren på retten til at fornærme og skabe vrede, en insisteren, der dybest set dækkede over en indre, vestlig tomhed.
Det, der skulle til i kampen mod radikal islam, var noget helt andet end kamp for ytringsfrihed, nemlig teologisk kritik af islam:
”Kan ytringsfriheden erstatte Vestens tabte værdier?” spurgte hun retorisk og svarede selv nej. ”Hvis vestlig kultur skal bestå, er det først og fremmest på de indre fronter, der skal oprustet i forhold til værdier og debat”.
Nu deltog jeg af gode grunde selv i konferencen og er derfor dybt skeptisk over for Ibens konklusioner.
Det er rent ud sagt skuffende så lidt hun fik ud af de vise ord, der søndag d. 2. november lød i Landstingssalen på Christiansborg. Og endnu mere skuffende er det, at hun – en egensindig og modig teolog – har så ringe sans for det, der er forudsætningen for hendes egen frimodige tale.
Kamp for den vestlige civilisation
For det første: Ingen ved deres fulde fem hævder, at ytringsfriheden skal erstatte Vestens tabte værdier. Kampen for det frie ord kan og skal ikke andet end rydde grunden, så meninger kan brydes, og ordet, også ordets forkyndelse, kan lyde frit.
Som en af konferencens talere, Daniel Pipes, udtrykte det:
”Kamppladsen er ytringsfrihed, men sagen selv er den vestlige civilisation; ytringsfrihed er blot bagtæppet, problemet er, om den vestlige civilisation vil overleve eller ej.”
Hver gang vi i Vesten bøjer af for islamiske trusler og undskylder, at der findes frie, provokerende ånder, der absolut ingen respekt har for Muhammed, svigter vi ikke kun friheden, men også den civilisation, vi er rundet af.
Derfor var det både tragisk og skandaløst, at så mange præster og teologer under og efter Muhammedkrisen forskrev sig til pænhedsdogmet og dannede hellighedsalliance med krænkelsesparate muslimer mod det frie ord. Iben var selv en af dem og jeg gætter og håber på, at hun i dag har revideret sin opfattelse af, at ”ytringsfriheden ikke skal bruges som et våben til at angribe det hellige."
Hvis hun stadig mener det, har hun nemlig frataget enhver kristen missionær muligheden for at omvende muslimer. For den ortodokse imam er Kristus som korsfæstet nemlig et direkte angreb på det, der er helligt for dem. Spørg bare Massoud Fouroozandeh eller Ulrich Vogel.
Den nye intolerance
For det andet: Det er et helt forkert tidspunkt for folk som Iben Thranholm at rynke på næsen af forsvaret for ytrings- og åndsfrihed.
De næste i rækken til at blive ramt på deres ytringsfrihed kan nemlig meget vel blive gammeldagstroende kristne som hun selv. Den udvikling er allerede i fuld gang i Storbritannien, hvad vi her på siden tidligere har beskrevet.
De erklærede tolerante benytter sig af ”antidiskrimineringslove” til at kriminalisere de ”intolerante” holdninger, som de traditionelt tænkende står for. Lovindgreb og bødestraffe bliver et middel til at skabe det fremtidige, tolerante samfund.
Intolerance bliver altså en forudsætning for tolerance. Denne selvmodsigelse stopper ikke de missionerende tolerante.
Netop nu er der flere sager i USA, hvor folk, der har en traditionel, bibelsk opfattelse af, hvad et ægteskab er, og som giver udtryk for det, risikerer at blive kriminaliseret og ruineret.
Rystende og absurde sager, der viser hvilke grove midler de erklærede tolerante er villige til at bruge for at påtvinge andre ”tolerance”. Med Mark Steyns formulering: "Jo mere officielt tolerante vi bliver, jo mere intolerante er vi nødt til at opføre os for at håndhæve tolerancen".
Så det er ikke tiden til opgivende at spørge, hvad forsvaret for ytringsfriheden skal nytte, bare fordi man ikke bryder sig om provokunstnere.
Tværtimod skulle Iben ihukomme Martin Niemöllers berømte ord og glæde sig over, at der faktisk er nogen, der gider påtage sig opgaven med at råbe op, når Muhammedtegneres, islamkritikeres og provokunstneres ytringsfrihed knægtes.
For så der også er nogen tilbage til at protestere den dag, man går efter deres ytringsfrihed.
PS. For dem, der ikke har Martin Niemøllers berømte formulering præsent, følger her hans korte digt, der er skrevet i Tyskland under Det Tredje Rige:
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
