Den lange række af sager, hvor kristne i Storbritannien er blevet enten offentligt ydmyget, retsforfulgt eller fyret, fortolkes forskelligt alt efter, hvem man spørger.
Ligesom sharia
Den ene part i denne kulturkamp, lederen af ligheds- og menneskeretskommissionen Trevor Philips, ser dem som tegn på, at kristne er blevet militante og ikke accepterer den verdslige lov.
Religionen hører ifølge ham hjemme i privaten og kristne, der ikke accepterer de nye ligestillingslove, er ikke anderledes end muslimer, der prøver at indføre sharia.
Den anden part i kampen, den tidligere ærkesbiskop af Canterbury, Lord Carey, ser det som udtryk for, at kristne bagvaskes af staten og behandles som fanatikere, når de udtrykker deres tro. En udvikling, han mener bør stoppes:
”Vi er et demokrati med statsstøttet kirke og en nation, der er dybt præget af denne tro i dens katolske og anglikanske arv. Vi har brug for lovgivere, der respekter denne arv.”
Antidiskriminationslovene
Det vil ikke kun kræve andre lovgivere, men også lovændringer. Storbritannien har nemlig siden tilslutningen til ”Human Right Act” i 1998 fået en række antidiskriminationslove, der er det juridiske instrument i de mange sager mod kristne.
Og ifølge kritikerne har vi kun set begyndelsen.
Lederen af organisationen Christian Concern, Andrea Williams udtaler: ”Den lange række af sager viser fremkomsten af en aggressiv og totalitær sekularisme, hvis mål er at fjerne alle spor af kristendom fra det offentlige rum.”
Advokaten Paul Diamond, der med succes har ført en række af sagerne, udtalte for nylig, at almindelige mennesker i Storbritannien simpelthen er skræmt:
”Mange af disse sager ville være blevet opfattet som helt absurde for få år siden. Men sagen er, at folk er bange. Der er et kulturradikalt tyranni i dette land. Folk er bange for at sige, hvad de mener og bange for at udøve deres religion.”
Den nye sekularistiske ideologi, der presser kristendommen ud af det offentlige rum og samtidig er venligt indstillet over for islamiske krav, har solid støtte i establishment: Medierne, dommerne, universiteterne og lærerne.
De hylder et offensivt ligestillingsbegreb, men sagerne har også afsløret, at nogen ifølge denne ideologi er mere lige end andre.
Kristne rammes således langt hyppigere end tilhængere af andre religioner. Kritikere kalder denne nye tensens for ABC: Anything but Christian. Alt toleres, så længe det ikke er kristent. Iagttagere viger ikke tilbage fra at udtale, at kristne er forfulgt i Storbritannien i dag.
Offentligheden er en allieret
Retssagerne har opnået stor medieinteresse, hvad der afslører en dyb kløft mellem elite og folk.
En centralt placeret iagttager af denne kulturkamp understreger, at den vigtigste allierede for f.eks. Eweida er offentligheden. British Airways tabte simpelthen mediekrigen til hende.
På samme måde skal de mange retssager om kristendommens plads i det offentlige rum ses som udtryk for, at nogle tager kampen op mod sekularismen og nægter at bøje nakken. Men det er op ad bakke, for det er stærke politiske og økonomiske kræfter, man er oppe imod.
Det er f.eks. en økonomisk meget ulige kamp, når en check-in pige med lav indkomst som Nadia Eweida lægger sag an mod en stor virksomhed som British Airways, der har råd til de bedste advokater. Mange frygter simpelthen at blive ruinerede og afstår derfor fra at gøre noget tilsvarende.
Kristne, der føler sig chikaneret på arbejdspladsen, har hidtil ikke modtaget nogen offentlig støtte til deres retssager i modsætning til f.eks. de islamiske piger, der gik rettens vej for at få lov at gå i skole i nikab.
Til gengæld er der opstået to private organisationer, der tager kampen op mod det, som den konservative kommentator Peter Hitchens kalder The Equality and Diversity Inquisition.
Den fire år gamle organisation Christian Concern støtter aktivt kristne, der føler sig chikaneret, og søsterorganisationen Christian Legal Center yder dem juridisk hjælp bl.a. via advokaten Paul Diamond.
Gamle traditioner op med rode
Kampen om kristendommens plads i England bliver lang og sej, for ifølge en centralt placeret kilde er de aggressive sekularister rede til at gå hele vejen og rykke alle offentlige tegn på kristendom op med rode.
Og der er nok at tage fat på.
I modsætning til f.eks. Frankrig er det offentlige liv i England tæt sammenvævet med kristendommen.
Anglikansk kristendom sætter sit præg på kongehuset, hvor regenten bærer titlen ”troens forsvarer” og er overhoved for kirken.
På underhuset, hvor mange møder stadig ofte indledes med bønner, på byrådene, hvor bønner ved møder indtil for nylig ikke var unormalt.
På retssystemet, hvor vidner stadig kan sværge på Bibelen, på nationalsangen (God save the Queen) og endelig på Union Jack, hvis kors såmænd også delvis gengives på British Airways' fly.
Det er alle disse ældgamle traditioner, symboler og ritualer, den nye sekularistiske kulturradikalisme vil have væk. Ligesom de også arbejder på at få borgerne til at overtage det nye kønsneutrale syn på køn og ægteskab.
Af den grund har f. eks. katolske adoptionsbureauer, der står fast på, at et ægteskab består af en mand og en kvinde, måttet lukke på stribe. De overholder ikke de nye ligestillingslove
Ny utopisme
En iagttager, der har fulgt udviklingen tæt, udtaler til Sappho:
”Det er udtryk for en totalitær sekularisme, som er en ny utopisme, der går ud fra at hvis bare denne ”diskrimination” bliver stoppet, vil alle leve i frihed og fred.”
Disse utopiske mål nås dog ikke frivilligt: ”For at opnå dette mål, må man undertrykke ytringsfriheden og presse folk til at tilegne sig disse mangfoldigheds-ideer.
Vi var engang et meget frit land. Friere end USA. Det er vi ikke mere”.
