I det athenske demokrati var sykofanterne en type korrupte borgere, købt og betalt af politikere og embedsmænd til med urimelige sagsanlæg og falske retssager at begrave besværlige politiske modstandere og drukne deres ytringsfrihed. Sykofanternes destruktive indflydelse på kultur og styreform blev en overgang så farlig i Athen, at folkestyret udviklede sig til et autoritært og halvoligarkisk pøbelvælde. Politiske modstandere og fritænkere som Sokrates blev landsforvist (ostrakiseret) eller henrettet af et politiseret og magtkorrumperet retssystem.
Men er det politiske misbrug af ordensmagt og retssystem så en oldtidssaga blot? Nej. Det undergraver også friheden i moderne stater, som ellers kalder sig demokratiske.
I det forgangne år fortsatte således den engelske statsmagts urimelige behandling af ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson i en grad så politi og retsvæsen mere og mere fremstår som politiske magtinstrumenter til hans ostrakisering fra demokratiet og retssamfundets domæne.
For et år siden uddelte Trykkefrihedsselskabet Sappho-prisen til den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson. Trods vilde protester og statsbetalte mediers møgstorm af falske nyheder om manden smidt i hovedet på os konkluderede Trykkefrihedsselskabet via grundig research, at Tommy Robinson i årevis og af politiske grunde havde været udsat for brutal og urimelig forskelsbehandling af engelske magthavere i retssystem, politik, fængselsvæsen, sociale medier og mainstreammedier. Alt sammen med det politiske formål at lukke munden på ham og fratage den engelske offentlighed hans stemme. En stemme, som ofte formulerer en selvstændig og velbegavet samfundskritik af brutale konsekvenser af islams indmarch som teologisk og samfundsmæssigt system i engelske arbejderkvarterer og lokalsamfund. Som uafhængig journalist dækker Robinsons reportager ofte sociale problemer, som mainstreammedier vælger at fortie. F.eks. sociale problemer med muslimske voldtægtsbanders kyniske og brutale ødelæggelse af engelske underklassepiger. Derfor søger magthavere at lukke munden på ham.
Robinsons uforholdsmæssigt hårde fængselsstraf i 2014 for en upræcis formueopgørelse i forbindelse med et huslån og den kendsgerning, at han dengang kun blev prøveløsladt på den betingelse, at han ikke måtte fortsætte sin politiske aktivisme i EDL (som han på det tidspunkt i øvrigt havde forladt), afslører fra starten af politiske motiver bag forfølgelsen af ham.
Hvordan er det så sidenhen gået Tommy Robinson?
Hvis Trykkefrihedsselskabets vurdering af Robinson som samfundsmæssigt fænomen havde været helt i skoven, måtte man forvente, at retsstatslige principper om lighed for loven også var gældende for ham. Man måtte forvente, at retssystem og ordensmagt ikke fortsat blev misbrugt som politisk instrument for at begrave ham i urimelige retssager, bøder og advokatsalærer for at lukke munden på ham som politisk modstander og man måtte forvente, at ordensmagten gav ham frihed til at lave journalistiske reportager om f.eks. muslimske voldtægtsbander i England. Man måtte forvente en fair behandling af ham i retssystemet, f.eks. når hans 8-årige datter i et vandland bliver udsat for en pædofil sexkrænkers klamme overgreb, og man måtte forvente, at statsbetalte medier ville dække hans sager fair og rimeligt og ophøre med uretfærdige kategoriseringer af ham som ”racist”, ”højreradikal” etc. Ligesom man måtte forvente, at Robinson fik sin fulde ytringsfrihed tilbage på sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube. Og endelig måtte man forvente lighed får loven, når det engelske politi med magt fjerner ham fra offentlige steder, hvor han lovligt opholder sig, mens muslimske og venstreradikale politiske grupper få dage forinden uhindret af politiet kunne demonstrere i store forsamlinger.
Hvordan gik det så lige med det? Her må læseren bære over med denne artikels længde, for djævelen og forståelsen af engelske myndigheders magtmisbrug ligger ofte i detaljen.
Speaker’s Corner
Det var ufrivillig symbolsk, da Robinson i november 2020 med rå politimagt blev lagt i håndjern og slæbt væk fra Speaker’s Corner i London. Arresteret, selvom han intet ulovligt havde foretaget sig. Der forelå ingen forbrydelse. Robinson kunne derfor ikke straffes for noget, men fjernet med vold og magt, det blev han. Robinson havde ved Speaker’s Corner overrakt blomster til den kristne ytringsfrihedsaktivist Hatun Tash. Han deltog ikke i nogen demonstration eller offentlig forsamling, og han havde forinden orienteret politiet og fået tilladelse til at besøge Speaker’s Corner – alligevel blev han arresteret. ”Det overraskede også mig” – udtaler ligefrem på video Scotland Yards forbindelsesofficer i telefonsamtale med Robinson om politiets optræden ved Speaker’s Corner.
Robinsons arrestation og en robust politistyrkes magtanvendelse mod ham ved Speaker’s Corner står imidlertid i skærende kontrast til billederne af knælende politifolk ved BLM-demonstrationer midt under coronanedlukningen og til det engelske politis fidele passivitet ved radikale muslimers offentlige demonstration mod vestlige frihedsrettigheder i London få dage forinden.
Her må man også forestille sig mediereaktionen, hvis en venstreorienteret aktivist var udsat for noget lignende. Når Robinsons ytrings-og forsamlingsfrihed krænkes af urimelige politiindgreb, finder man i statsbetalte medier imidlertid kun to reaktioner: Tavshed eller bifald.
Flere har dog kritiseret engelsk politis dobbeltmoral i håndhævelsen af forsamlingsforbud under coronarestriktioner. Forrige års Sapphopris-modtager, Douglas Murray, påpeger f.eks. det demokratiske problem, der ligger i politiseringen af en engelsk politistyrke, som imødekommer og knæler for nogle demonstrationer, men med overdreven magtanvendelse griber ind mod andre: Griber engelsk politi brutalt ind i forsamlingsfriheden eller knæler de og respekterer den? Det kommer helt an på, hvem man er, og hvilke politiske synspunkter, man repræsenterer. Frihed for Loke – men ikke for Thor.
Centre Parcs-sagen
I marts 2020 blev Tommy Robinsons 8-årige datter udsat for et klamt sexovergreb af en voksen mand, da familien besøgte et vandland. Manden forsøgte at stikke af, men Robinson holdt ham tilbage og gav ham et blåt øje.
Under overskriften ”Vandt trykkefrihedsprisen – nu er han anholdt for overfald” undlod Berlingske-journalisten Mads Klitgaard helt at nævne baggrundshistorien – indtil Lars Andersen lavede denne kritiske video om artiklen, hvorefter krænkelsen af det 8-årige barn nævnes i én sætning og fremstilles som en usandsynlig påstand fra Robinson:
Overgrebsmanden er nu faktisk sigtet, men Robinson skal alligevel betale omkring 65.000 kr. i sagsomkostninger og bliver nu også straffet for med magt at have tilbageholdt sexkrænkeren.
Kun det politiske mål; at få Robinson begravet i retssager og få lukket ned for hans journalistik og politiske aktivisme, kan forklare engelske retsmyndigheders urimelige og ikke-proportionale straf af en fader, der med magt tilbageholder datterens sexkrænker.
Frihed for Loke – men ikke for Thor.
Jamal-sagen
I 2019 kom en ung englænder i mediernes gabestok og blev fremstillet som en racistisk bølle, der skulle have overfaldet en uskyldig syrisk flygtningedreng i en skolegård. Historien var tilpasset alle mainstreamjournalisternes fordomme og blev ukritisk planket f.eks. i Berlingske Tidende af journalisten Mikkel Danielsen (01.02.2020). Historien kørte i selvsving i engelske medier, indtil Robinson v.h.a. vidneudsagn kunne afsløre, at den pågældende Jamal ikke var den forfulgte uskyldighed, som engelsk mainstreampresse fremstillede ham som. Se f.eks. dette vidneudsagn
Robinsons sagsomkostninger i Jamal-sagen beløber sig nu til 1.5 mio, kr. og en af de mange advokater, som på vegne af Jamal Hijazi sagsøger Robinson og kræver 100.000 pund som erstatning for påståede falske anklager, er åbenlyst politisk motiveret og har i andre sammenhænge bl.a. forsvaret ISIS-bruden Shamina Begum og har på sociale medier moret sig over ofrene for Charlie Hebdo-terrorangrebet i Frankrig.
I Jamal-sagen har det været paradoksalt at iagttage, hvordan en dommer på den ene side bekræftede, at Robinson i Jamal-sagen arbejdede som journalist i færd med at indsamle ”journalistisk materiale”, mens på den anden side en anden dommer har truffet den retsafgørelse, at Robinsons Jamal-reportage ikke var omfattet af den normale retsbeskyttelse for journalister, fordi sagen angiveligt ikke havde ”offentlighedens interesse”
Frihed for Loke – men ikke for Thor.
Barrow-sagen
I sommeren 2020 arbejdede Tommy Robinson på en dokumentarfilm om muslimske voldtægtsbander i byen Barrow. Byrådspolitikere og lokalt politi havde påstået, at der bestemt ikke var noget problem med voldtægtsbander i Barrow , men Robinsons journalistiske undersøgelser syntes at afdække en anden og mere brutal virkelighed; en historie som Robinson hævdede var kompliceret og sammensat, men en ganske anden end myndighedernes version - indtil politiet arresterede Robinson og beslaglagde alt hans journalistiske materiale. Politiets begrundelse for at arrestere Robinson i Barrow var, at han havde slået en ung mand, som angreb ham. Ser man Robinsons videomateriale fra hændelsen, er der ingen tvivl om at det var den unge mand, der først angreb Robinson ved at spytte ham i ansigtet og kalde ham racist, hvorefter Robinson giver ham en på hovedet.
Den unge overfaldsmand blev ikke anholdt og straffet, men det gjorde naturligvis Robinson. Den unge mands mystiske optræden under forløbet, hvor han trods videomaterialets vidnesbyrd om det modsatte hævder, at Robinson skulle have kørt ham over med en bil og kaldt ham seksuelt krænkende navne, giver anledning til spekulationer om hændelsen var iscenesat? Under alle omstændigheder er det påfaldende, at politiet beslaglægger Robinsons dokumentarmateriale, som intet har med slagsmålet med den unge agent provocateur at gøre og det er sigende, at betingelsen for Robinsons løsladelse i sagen er, at han ikke må rejse til Barrow for at fortsætte sit journalistiske arbejde med dokumentarfilmen om de voldtægtsbander, som politi og politikere hævder ikke findes.
Frihed for Loke – men ikke for Thor.
Magtmisbruget mod Robinson
Robinsonaffærernes implikationer af en rets-og ordensmagts autoritære magtmisbrug i, hvad man gik og troede var et demokratisk retssamfund, er så foruroligende, at mange indstiller sig på fornægtelsen. Og ser bort fra sagernes detaljer. Robinsonaffærernes alvor rejser spørgsmålet om, hvorfor magtmisbruget mod Robinson kan lade sig gøre? Det kan det kun, fordi der blandt magthavere og indflydelsesrige folk i politik og statsbetalte medier er bred opbakning til at se bort fra selve substansen i Robinsonaffærerne.
Som juristen Jacob Mchangama, der fejlagtigt påstår, at Robinsons dækning af en voldtægtssag i Leeds i maj 2018 ”… medførte en reel risiko for, at retssagen mod en række pakistanske mænd… måtte gå om” (Berlingske 21.01. 2020). Hvor kendsgerningen er, at retsprocessen i den pågældende sag var afsluttet, nævningenes arbejde færdigt på det tidspunkt, hvor Robinson lavede sin reportage, der ikke kompromitterende retsforløbet.
Et andet eksempel er Danmarks Radios forvridning af udtalelser foran retten i Leeds i maj 2018, hvor Robinson opfordrer medier til at dække muslimske voldtægtssager i England. Disse udtalelser blev af DR-journalist Steen Nørskov fordrejet til at Robinson skulle ”opfordre til vold” – hvilket Robinson vitterlig aldrig har gjort.
Løgnen om Robinson har gode vilkår, fordi den tjener et politisk formål og fordi man kun kan imødegå den ved at sætte sig ind i detaljerne. Og det gider de fleste ikke. Hverken journalister, ytringsfrihedsstjernejurister eller politikere og embedsmænd.
Robinsonaffærerne bliver dermed både nedslående og opmuntrende: nedslående at være vidne til et sådant demokratisk bedrag, opmuntrende og inspirerende fordi manden, trods alt, hvad han og hans familie har været udsat for, aldrig underkaster sig.
I hvert fald vil Tommy Robinson tusinde gange hellere være en fritænker i fængsel – end en sykofant og en kujon på gadeplan.
Derfor gav vi ham Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet. Og det er noget af det bedste, som vi nogensinde har gjort. Ikke fordi det nyttede, og slet ikke fordi det højnede Trykkefrihedsselskabets status blandt politisk korrekte magthavere i medier og politik. Men fordi det var sandt.
Judas var også en sykofant. Han var nemlig – ifølge pave Benedikt d. 16. - hverken en ondskabens mester eller kun repræsentant for en mørk, dæmonisk magt. Snarere var Judas den typiske sykofant: opportunisten, som underkaster sig magthavere og herskende luners anonyme magt. Og ifølge Benedikt var det netop en sådan anonym magt og sådanne anonyme stemmer, som fordømte Jesus og råbte: ’Korsfæst ham!’
Tommy Robinson er hverken Jesus eller nogen søndagsskolelærer. Men hans forfølgere i medier, retsvæsen og politik er sykofanter. Og de er falske som Judas.
