Politifolk, der stormer et privatejet kunstgalleri, lægger kunstneren i håndjern, sætter ham i varetægtsfængsel, beslaglægger hans kunstværker og idømmer ham en astronomisk bøde og seks måneders fængsel.
Det lyder som noget, der kunne ske i DDR engang eller i Kina i dag.
Det foregår i vores naboland lige nu.
Vi er vant til absurde og skræmmende nyheder fra Sverige, men med Dan Park-dommen har broderlandet overskredet en rød streg.
Nu er det ikke længere bare et vestligt land, der er gået mere multikulti-amok end resten af Europa.
Nu springer Sverige ud som et vaskeægte ufrit land.
Som Uwe Max Jensen skriver i sit store og dybdeborende essay om hele sagen, kopierer den svenske stat næsten i detaljer den behandling, den tyske stat gav de entartete kunstnere i 1930'erne.
At Dan Park rent kunstnerisk ikke tåler sammenligning med Emil Nolde, Paul Klee og de andre, ændrer intet på det rigtige i denne sammenligning.
Park har en krøllet hjerne og en til tider syg humor, men først og fremmest en sikker sans for, hvordan man får den svenske elite til at gå amok i raseri og aggression.
Han gør det virtuost og med dødsforagt og har formuleret adskillige krænkende ting i den forbindelse - se selv her.
Og hvad så?
Som det fremgår af Uwe Max's gennemgang er manden ikke er nazist, men blot helt vild med at provokere. Han har gjort sig selv til en prøveklud på, hvor meget eller hvor lidt kunstnerisk frihed, der er i Sverige.
Nu ved vi, at der slet ingen er. Og at den svenske elite er ligeglad.
Hør bare, hvad en kulturredaktør på Aftonbladet, Martin Aagård, kan få sig selv til at skrive:
Under overskriften ”dommen har intet med ytringsfrihed at gøre”, udtaler han sin fulde tilslutning til fængselsdommen. Den er "rätt och riktigt”, hævder han, og tilføjer:
”Begrebet ”ytringsfrihed” er blevet kapret de senere år, ikke mindst af det muslimhadende Trykkefrihedsselskab, som hævder at dommene mod Park begrænser den kunstneriske frihed i Sverige”.
Ja, tænk, det gør vi. Og det gør alle, der har øjne i hovedet, herunder et voksende antal stemmer i de danske medier. Vi noterer med glæde, at Uwe Max Jensens lange og ihærdige forsøg på at rejse sagen har båret frugt.
Men som Jyllands-Postens kulturredaktør Palle Weis bemærker, nægter ”Amnesty International at mene noget om sagen, og den intellektuelle elite, som med glæde gik i forsvar for Ai Weiwei og Pussy Riot og ville have været der på en studs, hvis det var foregået i Nordkorea eller Zimbabwe, er travlt optaget af andet.”
Men sagen fortjener vores opmærksomhed.
Derfor tager Trykkefrihedsselskabet for første gang i vores snart tiårige historie initiativ til en demonstration.
Nu er det ikke foran Irans, Kinas eller Ruslands ambassade, at bannere skal blafre og protesterne gjalde.
Det er foran Sveriges noble ambassade i Amalienborgkvarteret.
Kære venner af ytringsfrihed: Kom og vis, at vi på denne side er Sundet ikke er ligeglade med de uhyrligheder, der overgår ytringsfriheden lige på den anden side af Sundet.
Læs mere om demonstrationen her
