I slutningen af 1930erne beslaglagde den tyske stat over 5000 kunstværker, som ikke faldt i nazi-regimets smag og understøttede dets holdninger til æstetik og samfundets opbygning.
Entartede Kunst
Den uglesete kunst blev betegnet Entartete Kunst – degenereret kunst.
De konfiskerede kunstværker blev udstillet på store velbesøgte udstillinger til hån, spot og latterliggørelse. Efter udstillingsperioden blev værkerne solgt for at skaffe penge til den tyske krigsmaskine eller destrueret.
Det nazistiske overgreb på den kunstneriske frihed i Tyskland fik selvsagt store konsekvenser for de berørte kunstnere. Ekspressionisten Ernst Ludwig Kirchner begik selvmord, mens andre som Max Ernst og Paul Klee blev drevet i eksil.
Maleren Otto Dix, der var kendt for sine ekspressive malerier, der tematiserede hans oplevelser fra deltagelsen i 1. verdenskrig, blev i Tyskland, flyttede ud på landet og begyndte at male mennesketomme landskaber, der ikke kom i konflikt med nazisternes kunstsyn.
Emil Nolde og surrealisten Edgar Ende opfattede nazisterne som så degenererede, at de blev udstyret med et maleforbud. Kunstnere, der var blevet udstyret med et forbud mod at praktisere som kunstnere af det tyske Reichskulturkammer, kunne forvente besøg af Gestapo, der kontrollede om, de vitterligt afholdt sig fra at skabe kunst.
Emil Nolde, der hidtil havde malet oliebilleder, omgik forbuddet ved at male små akvareller, der hurtigt kunne stuves af vejen, hvis han fik uventet besøg. Vandfarverne havde også den fordel, at Nolde ikke risikerede at blive afsløret af lugten af den terpentin, man anvender til oliemaleri.
Lighedspunkter mellem Sverige og Nazi-Tyskland
Sverige er ikke Nazi-Tyskland umiddelbart inden begyndelsen på 2. verdenskrig.
Men myndighedernes behandling af gadekunstneren Dan Park, der i sidste uge blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for hetz mod folkegruppe (svarer til den danske racismeparagraf) og en bøde på 60.000 svenske kroner ved retten i Malmø (ligesom det blev besluttet, at de beslaglagte værker skal destrueres), har mange lighedspunkter med nazisternes reaktion på Entartete Kunst.
Noget Dan Park i øvrigt er sig pinligt bevidst.
Inden åbningen af Dan Parks udstilling "Fængslende gadekunst" på Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø lørdag 5. juli havde en gruppe ytringsfrihedsforskrækkede kunstnere og venstreekstremister indkaldt til moddemonstration foran galleriet.
Parks reaktion var at stille sig op foran hoben, der blev holdt tilbage af et stålhegn og politi, med et skilt med teksten Entartete Kunst. Dermed påpegede Dan Park ligheden mellem det politisk korrekte Sverige og Nazi-Tyskland.
Få minutter senere blev ligheden skåret ud i pap og bøjet i neon, da talstærkt politi stormede ind på Galleri Rönnquist & Rönnquist, beslaglagde ni af de cirka 30 udstillede værker og tog Dan Park med på stationen, hvor han senere samme aften blev anholdt og siden overflyttet til fængslet i Ystad, hvor han har siddet siden bortset fra små udflugter til retten i Malmø.
I Sverige har man ikke øje for den historiske reference til det totalitære kunstsyn i Nazi-Tyskland. Her har medierne så godt som uden undtagelse accepteret eller ligefrem rost dommen ud fra den underliggende præmis, at Dan Parks kunst er racistisk.
Hvori det racistiske helt præcist består fremgår imidlertid hverken af byrettens dom eller af de svenske mediers analyser.
Sammenhængskraft trumfer ytringsfrihed
At Dan Parks kunst er politisk ukorrekt er hævet over enhver tvivl. Dan Park er en fåmælt – næsten genert mand – og han leverer sjældent nøgler til forståelsen af sit værk.
I en samtale jeg havde med ham, da han besøgte Danmark for et år siden, fortalte han, at han i sin kunstneriske praksis ønsker at arbejde med tabuer, og i modsætning til mange billedkunstnere, der arbejder med det i Vesten udvandede tabu kristendommen, har Dan Park også fokus på islam, jødedom og race.
Det er, som dommen over ham også viser, sprængfarlige emner i et multikulturelt samfund, hvor sammenhængskraft i stigende grad vægtes højere end den personlige frihed til at udtrykke sig.
Dan Parks værker er uden tvivl satiriske, men ikke som en let aflæselig satiretegning i en avis. De er dobbeltbundede og peger ofte i flere retninger på en gang. Værkerne kommenterer ofte emner, der er oppe i tiden, og hvis man ikke har blik for referencerne, bliver læsningen af værket stærkt hæmmet.
Dan Parks kunst er ikke bare samtidskunst, men samtidig kunst, der forholder sig til det omgivende samfund fra dag til dag. Endda ude i samfundet – befriet for kunstinstitutionens åg – hvor han klistrer sine collager op på elskabe i primært hjembyen Malmø. Dan Parks kunst fungerer som satiriske og hårdtslående modbilleder til det billede af virkeligheden, som det officielle Sverige ønsker at tegne.
Not only niggers have dreams
Jeg vil i det følgende lave en læsning af tre af Dan Parks værker. Jeg kunne have valgt mange andre værker, da Dan Parks produktion efterhånden er omfangsrig, selvom der har været sat en stopper for den siden 5. juli, men de tre værker berører på forskellig vis nogle centrale temaer i Parks kunst.
28. august 2013 var det præcis 50 år siden, at den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King holdt sin berømte I have a dream tale på trapperne til Lincoln Memorial i Washington D.C. i forbindelse med den store borgerrettighedsmarch "March on Washington for Jobs and Freedom".
Facebook og medier svømmede over med hyldester til King og talens opbyggelige budskab. Helt anderledes var Dan Parks tilgang.
I stedet for at deltage i medløberiet og den bevidstløse hyldest af Martin Luther Kings budskab, hvis opbyggelighed det intet koster at støtte op om 50 år efter kampen for sortes rettigheder, klistrede Dan Park collager op i byrummet i Malmø med en langt mere dyster historisk reference.
Parks collage bestod af et billede af Adolf Hitler, der som bekendt drømte om et tusindårsrige, tilføjet teksten Not only niggers have dreams.
Collagen fungerede dermed som et modbillede til hyldesten af Martin Luther King og pointerede, at ikke alle drømme nødvendigvis er positive og opbyggelige.
Collagen Not only niggers have dreams var med på udstillingen i Galleri Rönnquist & Rönnquist, og er et af de værker, der skal destrueres, når rettens beslutning føres ud i livet.
Nazistisk ikonografi
Park har ingen angst for at bruge nigger-ordet eller det nu også problematiserede neger, og han er heller ikke bange for nazistisk ikonografi. Men det synes snarere at være virkemidler i hans grænsesøgende kunst end udtryk for nogen ensidig politisk holdning fra kunstnerens side.
I hvert fald lykkedes det ikke retten i Malmø at koble Dan Park til nazisme bortset fra, at man fremhævede, at man i Parks hjem havde fundet en bog om Hitler, og at der på kunstnerens entrédør var opsat en perleplade med et hagekors.
Af andre er det blevet problematiseret, at Dan Park har deltaget i demonstrationer med højreorienterede, men i et land, hvor blandt andet Sverigedemokraterna systematisk chikaneres af deres politiske modstandere, er det et spørgsmål om, Dan Park overhovedet kunne indgå i nogle politiske sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.
Absurdismen
I februar 2014 deltog Dan Park i en demonstration arrangeret af venstreorienterede Syndikalistiska ungdomsförbundet Malmö (SUF), hvis formål var at bekæmpe svensk politis påståede registrering af sigøjnere. Parks deltagelse endte som et et absurdistisk mesterværk.
Kunstneren sluttede sig til demonstrationen bevæbnet med et skilt med teksten ”Sigøjnerkriminalitet er en god ting” ("Zigenarbrott är något gott”). Det brød de demonstrerende venstreradikale sig ikke om, og de reagerede med vold på Dan Parks tilstedeværelse.
Kunstneren blev væltet omkuld og slået og sparket. Inden politiet greb ind og anholdt overfaldsmændene, havde de gjort sig skyldig i røveri af et kamera fra en kvinde, der var taget med til demonstrationen for at fotografere Dan Parks happening.
Men kunstnerens kvaler sluttede ikke her.
Politiet lagde efterfølgende den forslåede Dan Park i håndjern, inden han (på grund af skiltet) blev ført bort sigtet for overtrædelse af den svenske paragraf om hets mot folkgrupp (hetz mod folkegruppe). Sigende for politiets prioriteringer blev Dan Park sluppet fri fra politiets varetægt senere end sine overfaldsmænd.
Hvordan et skilt med teksten ”Sigøjnerkriminalitet er en god ting” kan være racistisk, skal man nok være svensker for helt at forstå.
Svaret fra de svenske myndigheder er, som det blev formuleret i domspapirerne fra retten i Malmø, at værket ikke bidrager til den offentlige samtale på en opbyggelig måde.
Når staten og dens domstole samtidig bestemmer, hvad der er opbyggeligt, er der åbnet op for store begrænsninger af ytringsfriheden, hvad angår emner, som den svenske stat ikke ønsker diskuteret endsige problematiseret.
Permanent krænket afrosvensker
Det tredje og sidste værk jeg vil give et bud på en analyse af er collagen Hang-On Afrofobians. Plakaten viser tre sorte mænd med løkker om halsen heriblandt Jallow Momodou, formand for Afrosvenskarnas riksförbund (Afrosvenskernes rigsforbund, red.), der flere gange har meldt Dan Park og andre for hetz mod folkegruppe.
Parks plakat er udstyret med teksten "Hang-On Afrofobians" og henviser til overfaldet på somalieren Yusupha Sallah, der var tæt på at blive tævet ihjel af tre racister i Kroksbäck i Malmø. Sagen blev slået meget stort op i de svenske medier, da man så overfaldet som et tegn på voksende racisme og racehad i det svenske samfund. Og sagen blev lagt fuldstændig død i pressen, da en blog afslørede, at racisterne, der nær tog livet af Yusupha Sallah foran øjnene på hans lille søn, var en gruppe arabere.
Med denne plakat sætter Dan Park - på vanlig politisk ukorrekt og subtil vis - igen fingeren på et af det svenske samfunds smertepunkter, når han stiller spørgsmålet: Kan en minoritet være racistisk?
Den kan den tydeligvis ikke i Sverige, og også denne plakat er blandt de værker, der skal destrueres.
Kræves mentalundersøgt
Dan Park har fået seks måneders fængsel. Gentager han sin ”kriminalitet” - altså fortsætter sit kunstneriske virke – skærpes straffen.
I praksis betyder det, at det kan blive svært for Dan Park at arbejde som kunstner i Sverige med mindre, han er villig til at tilbringe rigtig meget tid i fængslet. Samtidig lurer en endnu mere uhyggelig måde at lukke munden på kunstneren på i horisonten.
Ved en af retssagerne imod ham krævede anklageren Dan Park mentalundersøgt.
Så vidt kom det ikke i denne ombæring, men Sverige har vist, at landet i lighed med andre regimer, som vi i Vesten opfatter som totalitære, er villig til at gå langt for at lukke munden på dets systemkritikere og dissidenter.
Måske ender Dan Park som den tyske kunstner Helmut Herzfeld, der måtte flygte fra nazisterne til London i 1938. Ankommet til England skiftede Helmut Herzfeld navn til John Heartfield og indledte med collagen som våben et kunstnerisk frontalangreb på nazistyret i sit hjemland.
Selv siger Dan Park i en kommentar til Trykkefrihed:
”Så længe der ikke er dødsstraf for at benytte sin ytringsfrihed i Sverige, fortsætter jeg med at lave kunst.”
Du kan se Dan Parks værker fra udstillingen på Galleri Rönnquist & Rönnquist her. Mens ni af værker skal efter rettens beslutning destrueres.
Uwe Max Jensen taler ved Trykkefrihedsselskabets demonstration for Dan Parks ytringsfrihed onsdag 3. september
