Illumineret fremtid
Godt middag lægger regnen sig over Malmø som en tung dyne. Alligevel gør kommunen sit bedste for at forklare byens borgere, at de går en strålende fremtid i møde. Det er ganske vist:
I en hel uge fejres det med forelæsninger, rundvisninger, balloner og økologisk fair trade-kaffe, at byen nu rummer 300.000 indbyggere, og på Gustav Adolfs torg i den gamle bykerne er fremtiden hængt op på farvestrålende plancher.
Jeg står og betragter den illuminerede fremtid med lige dele beundring, latter og skræk, mens mine noter fortyndes af regnvand og løber ned over papiret i notesblokken.
Beundring, fordi man må beundre det socialdemokratiske bystyres tro på fremtidens harmoni og alsang. Latter, fordi optimismen virker så forblændet. Og skræk, fordi bystyrets evne til at forskønne virkeligheden lader til at have erstattet dets politiske program.
Nuvel, efter regn kommer sol, og fremtiden ser umanerlig solrig ud på kommunens plancher, som måler fremskridtet i antal indbyggere, som var kvantitet identisk med kvalitet.
I forgårs var der kun 100.000 mennesker i Malmø, i går var der 200.000, men i dag er her 300.000 indbyggere. Og lige om lidt, helt præcist i år 2032, vil der ifølge kommunens beregninger være 400.000 mennesker i Malmø.
Sådan tæller og begriber man fremskriftet. I antal hoveder. 2032-planen byder desuden på ”social balance”, ”grøn teknologi” og muligvis noget tredje, som jeg ikke kan læse i min notesbog, fordi regnen viskede ordet ud. ”Respekt”, måske var det ”respekt”; jeg husker det ærligt talt ikke.
Det stigende befolkningstal og de politiske plusord er suppleret af en række stiliserede og futuristiske billeder af by- og vandmiljøer, arkitekttegnede; lidt strand, en luksusyacht, Turning Torso, glade unge mennesker.
Et billede på ”social balance”, vil jeg tro.
Utopisk tradition
Hvad de idealiserede plancher fortæller mig, er, at fremtiden er bedre end nutiden, som igen er bedre end fortiden. Det er ren Hegel og optur, mens Schopenhauer, Marx, Spengler og alle de andre pessimister fra de tidligere århundreder er som støvsuget væk fra torvet.
Hvis der er to mentaliteter, som karakteriserer det seneste Sverige, så er fremtidsoptimismen den ene og solidariteten den anden.
Mens fremtiden udelukkende er positivt ladet i Sverige, kan solidaritet på svensk antage mange former: med de fattige, de svage, de udsatte, de marginaliserede, kvinder, børn, husdyr og minoriteter.
De to begreber gennemtrænger så godt som al politisk samtale og diskussion i landet. Fremtiden og solidariteten er blevet det moderne Sveriges hjerne og hjerte. Uden dem ville det knap nok give mening at tale om Sverige i dag.
Alt dette har jeg skrevet mere om i min bogs kapitel om landets utopiske tradition med rødder i mellemkrigstiden, skønt det ærgrer mig lidt, at anmelderne generelt ikke har lagt vægt på det historiske materiale – med undtagelse af Erik Meier Carlsens oplysende anmeldelse.
Ellers har omtale, interviews og anmeldelser mestendels været vinklet på den aktuelle indvandrerdebat – eller manglen herpå – i vores naboland, og det er da også et væsentligt emne.
Men tingene hænger sammen. Som den lidt enlige svale, Per Gudmundson, lederskribent ved Svenska Dagbladet, har observeret i det liberale magasin NEO, er den stærke svenske solidaritetsbevægelse en af flere grunde til, at internationale jihadister trives så godt og så skjult i Sverige.
Blandt de andre grunde nævner han den langvarige svenske neutralitet i udenrigspolitiske spørgsmål, landets digitale infrastruktur og den nedarvede mistro mod sikkerhedsorganer som f.eks. Säpo.
Solidariteten med allehånde minoriteter rækker ifølge Per Gudmundson langt ind i de etablerede politiske partier, som da ledende socialdemokrater som Mona Sahlin, Wanja Lundby Wedin og Jan Elisasson i januar 2009 demonstrerede under Hamas og Hizbollahs bannere – imod staten Israel.
Sådan noget er endnu mere udbredt i Sverige end i Danmark, hvor medfølelsen med palæstinenserne også er et effektivt propagandavåben.
Venstrefløjens nye projekt
Medfølelsen går naturligvis helt tilbage til 70’ernes marxistiske og maoistiske solidaritets- og fredbevægelser. Det var her, den politiske og ideologiske solidaritet fødtes. Men da Østblokken braste sammen, stod venstrefløjen og det organiserede foreningsliv uden forbillede, uden helte og ofre.
Og det var samtidig derfor, at palæstinenserne – og mere generelt muslimer og immigranter – blev venstrefløjens nye projekt. En erstatningsreligion. Eller som den kritiske svenske kommentator Dilsa Demirbag-Sten udtaler i min bog:
”Det nye projekt blev immigranterne, som venstrefløjen koblede sig på, og den multikulturelle ideologi, som venstrefløjen omfavnede. Fra dette øjeblik begyndte det politiske Sverige at navigere identitetspolitisk. Etnicitet og religion blev politiseret.”
Jeg sætter mig ind på Expresso House og bestiller en tunfiskbagel, sort kaffe og en chokoladbulla og åbner den lokale avis, Sydsvenskan. Det var den avis, der lod Politikens redaktør Lars Trier Mogensen anmelde min bog – med det forventelige resultat . En uge senere fulgte dog en noget mere seriøs omtale af avisens politiske chefredaktør, Heidi Avellan.
I dagens Sydsvenskan læser jeg en kronik af Erik Ullenhag, den liberale svenske integrationsminister for hvem pladen er gået i hak . Han advarer traditionen tro mod danske tilstande:
”Det, som er så bekymrende i den danske debat er den hårde attitude over for islam (…) Skrækpropaganda kan ikke være en del af en seriøs politisk debat.”
Jeg spiser min mad, drikker min kaffe, finder paraplyen frem og går ned til Trianglen og tager toget hjem. Det lader ikke til, at vi kommer videre i dag.
Den absolut solidariske fremtid lukker og slukker.
Mikael Jalving holder oplæg om Sverige og sin bog til et debatarrangement med Erik Meier Carlsen og Ingrid Carlqvist på onsdag. Tilmeld dig her
