Retten i Malmø nåede torsdag formiddag frem til, at gadekunstneren Dan Park har gjort sig skyldig i hetz mod folkegruppe (svarer til den danske racismeparagraf) og bagvaskelse i forbindelse med en kunstudstilling på Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø. Også Parks gallerist Henrik Rönnquist blev dømt for hetz mod folkegruppe.
Dan Park fik en ubetinget straf på seks måneders fængsel, mens Henrik Rönnquist fik en betinget dom og 150 dagbøder.
Dan Parks udstilling "Fængslende gadekunst" havde fernisering lørdag 5. juli i år på Galleri Rönnquist & Rönnquist.
Få minutter efter åbningen af udstillingen troppede politiet talstærkt op, tog kunstneren med på politistationen - hvor han senere samme aften blev anholdt - og beslaglagde ni af udstillingens cirka 20 værker på en mistanke om, at værkerne muligvis var på kant med den svenske lovgivning vedrørende hetz mod folkegruppe.
Dan Park har siddet varetægtsfængslet siden, og han har nu været fængslet længere, end den regimekritiske kunstner og dissident Ai Weiwei blev tilbageholdt af de kinesiske myndigheder.
Retten i Malmø skriver i sin dom, at en person, der bruger sin ytringsfrihed også har en pligt til at undgå uberettigede udsagn, der er krænkende for andre og som ikke bidrager til den offentlige debat.
Ifølge byrettens dom var Dan Park og Henrik Rönnquists eneste formål med udstillingen at provokere.
Dan Park blev desuden dømt til at betale 60.000 svenske kroner i erstatning til fire personer, der optræder på de collager, han viste på galleriet. Herunder 20.000 svenske kroner til Jallow Momodou fra Afrosvenskernes forbund og 10.000 kroner til Monika Kaldaras.
Dan Park forbliver fængslet, indtil dommen er udstået. Gallerist Henrik Rönnquist vil appellere afgørelsen, fortæller han til Trykkefrihed.