Tonemester Zenia Stampe
Der findes mennesker, som er villige til at gribe til afstumpede metoder som vold og dødstrusler med den hensigt at lukke munden på meningsmodstandere og få trynet de ytringer, som de ikke bryder sig om. I de allermest ekstreme tilfælde har ytringsfrihedens fjender begået mord på deres modstandere, som vi i Vesten har været vidne til det seneste årti med mordet på den hollandske politiker, Pim Fortuyn og filminstruktøren, Theo van Gogh.
De seneste par uger er der pågået en debat mellem Zenia Stampe og undertegnede i Dagbladet Politiken, foranlediget af Stampes påstand om at "Højrefløjen vil have fri hetz". Trykkefrihedsselskabet er ikke overraskende blevet tillagt alverdens vederstyggeligheder, alt fra psykiatriske diagnoser i denne svada "...skamrider ytringsfriheden til at promovere deres islamofobiske paranoia under falsk varebetegnelse", Hedegaard brændemærkes som værende en "hadefuld propagandist" til at lægge ryg til følgende bandbulle "Trykkefrihedsselskabet bryder sig ikke om muslimer og de ønsker ingen begrænsning af deres mulighed for at udsprede løgne, hetz, had og propaganda mod muslimer".
Jo, Stampe er så sandelig et velfunderet menneske og en mageløs tonemester.
"Islamofobisk sekt"
Zenia Stampe fortsætter senest i et indlæg i Politiken d. 24/8 sit utrættelige forehavende med at forsøge at klistre lidet flatterende mærkater på Danmarks største ytringsfrihedsorganisation. Denne gang er Trykkefrihedsselskabet blevet til en "islamofobisk sekt" i Stampes optik. Det ville svare til, at jeg kaldte Det Radikale Venstre for en selvfed, farisæisk sekt, men jeg ønsker ikke at synke til et lavt debatniveau som Stampe.
Til almindelig oplysning så har den franske journalist og forfatter, Caroline Fourest sporet det patologiserende fupbegreb "islamofobi" til dets oprindelse, som er ganske afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Som det fremgår af Robert Redekers gennemgang, så er islamofobi-begrebet blev først brugt af radikale islamister imod feminister. I første tilfælde mod den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, Kate Millet, der blev udskældt som "islamofob" efter at have opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør.
Truede islamkritikere
Jeg kan konstatere, at Stampe ikke ønskede at svare på mit spørgsmål om, hvem der er mest truet på det frie ord i Vesten i vor samtid. Det kan naturligvis ej heller være rart for Stampe at skulle erkende og indrømme, at det er islamkritikere som Ayaan Hirsi Ali, Naser Khader, Kurt Westergaard, Lars Vilks, Robert Redeker, Geert Wilders, mv., som må leve under den islamiske trusselskulturs åg med dødstrusler hængende over hovedet. Stampe skylder en forklaring på, om hun er ligeglad med intimideringer af islamkritikere, rammeafgørelser og FN-resolutioner, som truer det frie ord. Og hvor er Stampes medfølelse med de tusindvis af muslimske piger, som på globalt plan må leve med seksuelle overgreb, underkuelse og svær kønsdiskrimination, der sanktioneres i islams miserable og tilbagestående kvindesyn?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes Hedegaards udtalelser var en kende ramsaltede og upræcise, men det væsentligste må være at forholde sig til substansen, og om der er en kerne af sandhed i debatten om misbrug af piger/kvinder i slams navn i stedet for at strangulere diskussionen, fordi personer som Stampe opfatter den som en hetz og kommer farende med den såkaldte racismeparagraf.
Sexovergreb på muslimske piger underbelyst
Politiken bragte en artikel d. 17/1 under overskriften "Sexovergreb kommer aldrig frem i lyset", hvor en række fagfolk udtalte sig om problematikken. En muslimsk pige der var blevet voldtaget af sin onkel udtalte til Politiken: "Lige så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det er altid kvinden, det går ud over i vores kultur". Stampe vil måske også anklage denne muslimske pige for at tale "generaliserende", "propaganderende" og "hetze" muslimske mænd og den islamiske kultur? Den syrisk-amerikanske forfatter og psykolog, Wafa Sultan er inde på det samme i sin bog "A God Who Hates". Sultan arbejdede på en gynækologisk klinik i Syrien, hvor hun diagonosticerede graviditeter og bekræftede unge pigers status som jomfruer. Historien var altid den samme. Når lægen havde konstateret at de unge piger ikke bare havde mistet mødommen men også var gravide, tilstod de unge kvinder i de fleste tilfælde, at de i årevis siden barndommen var blevet seksuelt misbrugt af fædre, brødre, onkler eller andre mandlige slægtninge.
Nødvendig sondring
Der må sondres skarpt mellem benhård kritik og på den anden side trusler og opfordringer til vold. Det første bør naturligvis tillades af hensyn til afgørende samfundsdebatter og vor ypperste frihedsrettighed, ytringsfriheden, hvorfor det kun kan gå for langsomt med at få afskaffet straffelovens krænkelsesparagraf 266b.
Tillad mig at citere informationsleder for Human Rights Service i Norge, forfatter og journalist Hege Storhaug fra hendes kommentar om seksuel kulturkollision på internetsiden Rights.no:
"Danmark (og Europa) vil beriges af at tage Lars Hedegaards udspil så alvorligt, som det er. Det handler om menneskeværdet hos det værgeløse barn, unge og marginaliserede kvinder. En produktiv reaktion på Hedegaards udspil er en åben og bred debat, og at den danske regering initierer forskning og kortlægning af udbredelsen af seksuelle overgreb inden for det muslimske miljø. Sådan kan vi bevæge samfundet i rigtig retning, i humanismens navn ".
Hedegaards mandsmod
Dersom domstolene dømmer Lars Hedegaard for ytringerne om familievoldtægter inden for den islamiske kulturkreds, så svigter det danske retssystem ikke alene vor møjsommeligt tilkæmpede ytringsfrihed, men også de muslimske piger, som misbruges af mandlige familiemedlemmer. Lad dog disse prisgivne piger få en stemme via mennesker som Lars Hedegaard, der har viljen og mandsmodet til at hamre en kile ind i et svært tabubelagt område, som finder legitimering i islams misogyne, kanoniske skrifter.
Rachel Adelberg Johansen sidder i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
