Billedtekst: "Særsynet af en Commission i Aaret 1798" :Medlemmer af den i 1797 nedsatte Trykkefrihedskommission, her fremstillet som dyreskikkelser i færd med at slukke Pressefrihedens lys. Karikatur fra 1798.
Ytringsfrihedskommissionen sætter kikkerten for det blinde øje, når den vælger ikke at forholde sig seriøst til tidens største trussel mod ytringsfriheden: Tech-giganternes vilkårlige censurpolitik på sociale medier.
Ytringsfrihedskommissionen blev i 2017 nedsat for at undersøge - "ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår". Tre år efter er den nu kommet med sin betænkning, som Trykkefrihedsselskabet i et andet opslag bringer sine samlede kommentarer til. For ligesom der bestemt er meget at rose i kommissionens digre værk om ”Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark”, så er der desværre også en del skuffelser. Særlig betænkningens kapitel 13 om ”Internet og sociale medier” er en fæl fuser og giver anledning til kritiske bemærkninger. Dels fordi Ytringsfrihedskommissionen ikke rigtig vil forholde sig seriøst til tidens største trussel mod ytringsfriheden, nemlig tech-giganters vilkårlige og ofte politisk motiverede censurregime på platforme, som f.eks. Facebook, Twitter og YouTube. Dels fordi kommissionen dermed også forsømmer at fremsætte konkrete forslag til, hvordan stat og regering kunne arbejde mere aktivt for at sikre borgernes ytringsfrihed på sociale medier.
Kommissionen anerkender på den ene side, at der er et problem og den erkender den store betydning som sociale medier med oligopol- eller monopollignende markedsstatus i virkeligheden allerede har for ytringsfrihedens rammer og udfoldelse i den demokratiske offentlighed, men kommissionen afviser på den anden side ethvert tiltag, der kunne imødegå den voksende og politisk motiverede censur på netop sociale medier.
Kommissionens begrundelse er for det første den lidt kunstige skelnen mellem, hvad den opfatter som ”rigtig” censur udøvet at statslige myndigheder og private firmaer, der fjerner opslag fra deres platform. Censur, må man forstå, optræder kun når den udøves af staten. Dermed undgår kommissionen at forholde sig seriøst til tech-giganternes voksende censurregime, som i praksis indebærer vilkårlige og politisk motiverede censurindgreb i danskernes ytringsfrihed på sociale medier.
Kommissionen mener ikke, at staten har nogen juridisk forpligtelse til at beskytte borgerne mod sociale mediers indgreb i borgernes ytringsfrihed og den vil ikke foreslå lovindgreb til sikring af borgernes ytringsfrihed på sociale medier. Men kommissionen vil heller ikke overveje andre tiltag mod internetcensur – udover nogle vage anbefalinger om ”større åbenhed om indholdsmoderationens bevæggrunde”, noget løs snak om klageadgang etc.
Kommissionen kunne have valgt, at sætte fokus på tech-giganternes problematiske internetcensur med forslag om andre initiativer end direkte lovindgreb, tiltag som f.eks. offentlige og kritiske høringer med repræsentanter for magtfulde sociale medier eller lign. Men det er ikke sket.
Dermed accepterer den altså den voksende og ofte politisk motiverede censur, der rettes på sociale medier særlig mod indvandrings-islam og EU-kritiske synspunkter. Kommissionen anerkender for så vidt, at den slags censurindgreb finder sted, men den vil ikke seriøst drøfte tiltag, der kunne imødegå denne reelle trussel mod ytringsfriheden.
Hykleriet i Ytringsfrihedskommissionens holdning kommer på dette punkt klarest til udtryk i dens afsnit om Tommy Robinson på side 653-654 i betænkningen.
Her bemærker kommissionen ganske vist Facebooks hensynsløse censur af enhver, der blot nævner navnet på den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson, som kommissionsbetænkningen omtaler i en faktaboks. Men i stedet for at problematisere og forholde sig sagligt og kritisk til Facebooks censurregimente i denne konkrete sag, går Ytringsfrihedskommissionen ind og forsvarer Facebooks handlemåde med den søgte begrundelse, at der i sagen om Facebooks censur af Tommy Robinson derimod skulle være ”… tale om en nødvendig afvejning mellem på den ene side hensynet til ytringsfrihed og det … i den konkrete situation tungtvejende – modstående hensyn til minoriteters sikkerhed”.
Og her bliver det tydeligt, at Ytringsfrihedskommissionen overhovedet ikke interesserer sig for den kendsgerning, at Tommy Robinson skam ALDRIG har truet ”minoriteters sikkerhed”. Robinson har aldrig og ingenlunde sagt eller skrevet noget, der på nogen som helst måde kan hævdes at udgøre en trussel mod ”minoriteters sikkerhed”.
Medmindre Ytringsfrihedskommissionen er indstillet på ligefrem at ligestille Tommy Robinsons islamkritik og afslørende reportager om muslimske banders systematiske voldtægtskriminalitet i England med en indbildt og svagt defineret trussel mod ”minoriteters sikkerhed”. I så fald accepterer kommissionen en glidebane for ytringsfriheden på sociale medier, hvor religionskritik og social-og samfundskritisk reportage automatisk fremover ligestilles med trusler mod ”minoriteters sikkerhed”, som bør kunne censureres..
Her kunne Ytringsfrihedskommissionen og dets prominente medlem Jacob Mchangama måske svare på spørgsmålet: Hvornår har Tommy Robinson nogensinde gjort eller sagt noget, der udgør en trussel mod ”minoriteters sikkerhed”?
Hvad mener Ytringsfrihedskommissionen og Jakob Machangama om YouTubes nylige censur af Tommy Robinsons saglige og kildeunderbyggede foredrag, ”The Rape of Britain”?
Ytringsfrihedskommissionens Betænkning skriver sådan side 653-654 om Facebooks censur modTommy Robinson:
”Den engelske højrefløjsaktivist Tommy Robinson blev i efteråret 2019 centrum for en ophedet debat om Facebooks indholdsmoderation, da det kom frem, at platformen slettede opslag, der indeholdt navnet ”Tommy Robinson”, selv hvor konteksten for det pågældende opslag ikke vedrørte aktivisten eller støtteerklæringer til ham. Hvis brugere gentagne gange skrev navnet, blev deres profl blokeret af Facebook. Vrede brugere kaldte dette for ”stikords-censur”, mens platformen selv fastholdt, at der var tale om en nødvendig afvejning mellem på den ene side hensynet til ytringsfrihed og på den anden side det – i den konkrete situation mere tungtvejende – modstående hensyn til minoriteters sikkerhed.”
I 1797 blev der nedsat en ytringsfrihedskommission, som egentlig var ret liberalt indstillet overfor ytringsfriheden, men for at imødekomme konservative magthavere endte med at acceptere væsentlige stramninger og indgreb i ytringsfriheden med forordningen om trykkefrihed af 27.september 1799, som bl.a. førte til landsforvisningen af Heiberg. Trykkefrihedsforordningen af 27.09. 1799 indleder med at fastslå, at kongen ønsker borgernes frihed, ”…saa ynder Han og især Trykkefriheden, fordi Han anser denne som det virksomste Middel til at udbrede Oplysning og almennyttige Kundskaber …”, men forordningen slår så over i, hvad Jacob Mchangama selv har kaldt et ””MEN”, med en række bestemmelser om, hvordan ytringsfriheden heller ikke måtte misbruges til kritik af kongemagten etc.
Det kan virke som om Ytringsfrihedskommissionen i 2020 har gjort lidt det samme som i 1797.
Kommissionen vil egentlig helst forvare ytringsfriheden. MEN – presset fra magthavere har været for stort. Og man ender med at tilslutte sig parolen: Ytringsfriheden på sociale medier er vigtig, MEN man accepterer alligevel censur på grundlag af et udefineret og i den konkret sag om Tommy Robinson ganske ubegrundet hensyn til ”minoriteters sikkerhed”
Således gentager historien sig. Desværre. For Ytringsfrihedskommissionen har afsløret sin uvilje mod at forholde sig seriøst til tidens største trussel mod ytringsfriheden: Nemlig techgiganternes voksende, vilkårlige og politisk motiverede censur mod anderledes tænkende.
