Da vi i Danmark for et år siden måtte lide den tort at se en frygtsom regering bøje sig for islam og indføre det forhadte forbud mod koranafbrændinger, stod den svenske regering overraskende fast på ytringsfriheden og nægtede at foretage et tilsvarende indhug i svenskernes ytringsfrihed. Den svenske vicestatsminister og leder af Kristdemokraterna, Ebba Busch, opfordrede endda krænkelsesparate muslimer til at ”…vende den anden kind til” og sagde endvidere, at hvis ”…de anser en sådan demokratisk ytringsfrihed for at være uforenelig med deres tolkning af islam – så har den type islam ingen plads i Sverige”
I Trykkefrihedsselskabet vejrede vi morgenluft for det svenske broderfolk og inviterede i april til en dansk-svensk paneldebat under overskriften ”Er Sverige blevet hardlinere i forhold til islam – og har Danmark givet op”. Den ene svenske paneldeltagere, Richard Jomshof fra Sverigesdemokraterne og formand for Riksdagens magtfulde Retsudvalg, lagde i Trykkefrihedsselskabet vægt på, at Sverigesdemokraterne som støtteparti til regeringen har fået magt til at lægge pres på den svenske regering.
Det pres har Jomshof de seneste uger ene mand været en slags lakmusprøve på, for det har vist sig, at ytringsfriheden i Sverige måske alligevel ikke er helt så formstabil som antaget. I hvert fald blev Jomshof i begyndelsen af september ”mistænkt” af Riksdagens Justitsudvalg for overtrædelse af den svenske lov ”Hets mot folkgrupp”, der er den svenske pendant til straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf. ”Hets mot folkgrupp” kriminaliserer ”offentlig udbredelse af udtalelser, som håner eller taler nedsættende om en gruppe af personer med henvisning til race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.” Overtrædelse af bestemmelsen kan give fængselsstraf i mellem 6 måneder og 4 år.
”Mistanken” og den efterfølgende ”udredning” blev iværksat, fordi Jomshof delte to satiretegninger på det sociale medie X, der begge har islam, befolkningsudskiftningen og vesteuropæernes naive inklusionstrang som omdrejningspunkt. I den første inviteres en muslimsk familie indenfor i det europæiske hus under overskriften ”Humanity First”, hvorefter de på den næste tegning sætter ild til huset under overskriften ”Islam first”.
På en anden tegning bliver en pakistaner reddet op i en lille båd med engelsk flag, hvorefter han slår de andre i båden med en åre, hvorpå der står: ”Rape – jihad” – en henvisning til de tusindvis af pakistanske grooming gangs, der har hærget den engelske underklasse i årtier.
Jomshof nedlagde som konsekvens af mistanken og udredningen sine ordførerskaber midlertidigt og satte sin post som formand for Retsudvalget på stand by, men han var ikke til sinds hverken at bøje sig eller undskylde: han har i medierne klart givet udtryk for, at han ikke fortryder at have delt tegningerne og fastholder, at han både som privatperson og politiker har ret til at kritisere islam. Og hans nøgterne standhaftighed og erklærede vilje til at gøre en eventuel straffesag mod ham til en politisk spørgsmål om ytringsfrihed, har muligvis hjulpet: i hvert fald har Justitsudvalget i Riksdagen og den særlige anklagemyndighed nu besluttet at lægge sagen ned. Dermed er Jomshof fri til at genoptage sine poster, men det er spørgsmålet, om ikke Jomshofs korte holmgang med det svenske justitsudvalg og politiske modstandere er udtryk for, at magtbalancen er ved at forskydes: indtil for få år siden var det utænkeligt, at en svensk politiker overhovedet turde give så direkte udtryk for islamkritik, og Sverigesdemokraterne har på lange stræk virket noget bovlamme i sammenligning med både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Nu er de dele af det tidligere så magtfulde politiske segment, der har agiteret for Sverige som humanitær stormagt, på retræte og nye vinde synes at blæse over broderlandet – og også over Sverigesdemokraterne, der med Jomshof i spidsen går anderledes til stålet i kampen for det frie ord. Men det er også i 11. time – og spørgsmålet er stadig, om Sverige kan nå at redde sig selv.
