Glem for en stund alt om Europol, som vores justitsminister gerne vil have, at vi tror, det hele handler om den 3. december – for der er nemlig også andet på spil.
Afskaffes restforbeholdet den 3. december, åbnes der mulighed for, at Danmark kan underlægges overstatslig EU-lovgivning på hele området for retlige og indre anliggender, som omfatter grænsekontrol (Schengen), indvandring, asyl, politi, anklagemyndighed, civilret og strafferet. Herunder sager om ytringsfrihed, som det i det følgende skal handle om.
Lad os begynde med §266b fra den danske straffelov, populært kaldet »racismeparagraffen«. Som det i dag kan det danske folketing ikke længere afskaffe §266b – i hvert fald ikke uden at lade den erstatte af en tilsvarende paragraf, der også implementerer indholdet af rammeafgørelsen i dansk lov.
Det skyldes en EU-rammafgørelse, vedtaget af Rådet i 2008 med henblik på at blive indarbejdet i medlemstaternes straffelovgivning.
EU’s bekæmpelse af »Racisme og fremmedhad«
Hvad står der da i denne rammeafgørelse? Jo, der står bl.a. følgende (i pkt. 1): »Racisme og fremmedhad er direkte krænkelser af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som Den Europæiske Union bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles.« Desuden følgende (i pkt. 12):
»Indbyrdes tilnærmelse af straffelovgivningen bør gøre bekæmpelsen af lovovertrædelser i form af racisme og fremmedhad mere effektiv ved at fremme et fuldt dækkende og effektivt retligt samarbejde mellem medlemsstaterne.«
EU er med andre ord gået aktivt ind i kampen mod »racisme og fremmedhad«, hvilket jo dybest set er holdningsbekæmpelse, da der jo ikke er tale om racistisk og fremmedhadende vold, men om ytringer og politisk overbevisning.
Og man behøver vel næppe at være professor for at gennemskue, at »racisme og fremmedhad« er elastiske begreber, der defineres på mange forskellige måder; ofte således, at man rammer netop dem, man ikke selv enig med. Det er lovgivningen i de forskellige EU-lande et godt udtryk for.
Der er f.eks. meget stor forskel på, hvad der i Danmark kan rammes af §266b, og hvad der i Sverige falder ind under »hets mot folkgrupp«. Også i fx Frankrig er racisme et meget vidtgående begreb.
Disse forskelle var man i Rådet godt klar over, hvilket fremgår af rammeafgørelsens pkt. 6: »Da medlemsstaternes kulturelle og retlige traditioner i et vist omfang er forskellige, især på dette område, er en fuldstændig harmonisering af straffelovgivningerne ikke mulig på nuværende tidspunkt.« De sidste tre ord er værd at hæfte sig ved – og meget afslørende.
Hvad der også er vigtigt at bemærke er, at der ikke alene lægges op til en bekæmpelse af »racisme og fremmedhad« gennem straffelovgivning, men i det hele taget, hvilket fremgår af rammeafgørelsens pkt. 6: »Medlemsstaterne erkender, at bekæmpelse af racisme og fremmedhad kræver forskellige former for foranstaltninger inden for en samlet ramme og ikke må begrænses til straffesager.«
Allerede nu er Danmark altså pga. deltagelsen i Unionens lovgivning om retlige og indre anliggender forpligtet til konkret lovgivning på området.
Prisgivet andre medlemsstaters lovgivning
En anden følge af EU’s ønske om harmonisering af det retlige område er bestemmelsen om medlemsstaternes gensidige anerkendelse af hverandres civilretlige afgørelser. Danmark skal f.eks. anerkende civilretlige afgørelser i de andre medlemsstater, også selvom disse ikke svarer til vores ret, og selvom man således kan blive dømt for noget, der slet ikke er strafbart i Danmark.
Et eksempel er en sag, som Ekstra Bladet blev inddraget i, da avisen i 2006 havde skrevet om den islandske bank Kaupthing, at denne blev brugt som skattely og havde forbindelser til russiske forretningsmænd af tvivlsom karakter.
Noget, der næppe ville være strafbart i Danmark omstændighederne og offentlighedens interesse taget i betragtning.
Men i England var der skrappere krav til bevisbyrden i injuriesager end i Danmark, og hvad mere er, så betragtedes alt, der er tilgængeligt på internettet, som værende ytringer fremsat for den engelske offentlighed og dermed strafbart i England og Wales. Denne engelske lov førte dengang til en hel injuriesagsindustri i England og Wales.
Og Kaupthing anlagde altså også sag mod Ekstra Bladet ved den engelske domstol, og avisen måtte i 2008 indgå forlig og betale »et meget betragteligt beløb«.
En ukrainsk avis blev i en lignende sag idømt at betale 50.000 pund i erstatning. Udsigten til et nederlag ved en engelsk domstol var også baggrunden for, at Politiken i 2010 indgik forlig med en saudisk advokat, der hævdede at repræsentere mere end 90.000 af »profeten« Muhameds efterkommere.
Årsagen var, at de følte sig krænkede over, at en række danske dagblade, herunder Politiken, havde bragt Kurt Westergaards berømte tegning af Muhamed med en bombe i sin turban. Politiken slap økonomisk set billigt ved at undskylde den påståede krænkelse, avisen ved sin handling havde forvoldt.
Og baggrunden for begge de her nævnte sager var altså en EU-forordning, kaldet Bruxelles I (fra 2000), som indebærer at en medlemsstat skal anerkende civilretlige afgørelser i de andre medlemsstater.
De danske aviser vidste med andre ord, at de ikke bare kunne undlade at møde op i retten i England. Så vidt jeg ved, har man siden i England ændret loven (vist i 2013), men det er sådan set underordnet principielt set.
For det kan jo i fremtiden blive en anden lov i en anden medlemsstat, der er med til at indskrænke danske mediers og borgeres ytringsfrihed. Bestræbelsen på at gøre Unionen til ét retsområde er med andre ord særdeles problematisk, også for ytringsfriheden.
»Racisme og fremmedhad« på EU’s positivliste
Endelig har Danmark været med til at godkende, at »racisme og fremmedhad« er en forbrydelse på linje med terrorisme og distribution af børneporno; i hvert fald i den forstand at »racisme og fremmedhad« ligesom terrorisme og børneporno optræder på den såkaldte positivliste over 32 kategorier af forbrydelser.
Hvis en dansk borger af en anden medlemsstat anklages for i denne stat at have begået en forbrydelse, der falder under en af disse 32 kategorier, skal Danmark udlevere ham til retsforfølgelse, uanset om pågældende handling slet ikke er forbudt i Danmark, eller selvom den dømmes meget strengere i pågældende stat, end i Danmark.
Således blev en dansk borger i 2008 udleveret til Tyskland for at have distribueret materiale, der benægtede nazisternes massemord på jøder under krigen. Noget sådant er som bekendt ikke ulovligt i Danmark.
Selvom de fleste jo nok er enige om, at den slags påstande er både tåbelige og utiltalende, burde de fleste nok også undre sig over, at danske myndigheder udleverer en medborger til straf i en fremmed stat, når hans handling er udført i Danmark, og når den ikke er ulovlig her.
Og skal der virkelig så meget fantasi til at forestille sig, at også andre mindre yderligtgående udtalelser vil kunne føre til udlevering, at ingen har tænkt tanken og derfor heller ikke taget denne sag alvorligt? Den vakte i hvert fald ikke megen opmærksomhed, skønt den principilet set var skelsættende.
Som nævnt er det en kendt sag, at »racisme og fremmedhad« defineres endog meget forskelligt i de forskellige medlemsstater, og ingen ved jo, om der er lovgivere rundt omkring i de andre medlemsstater, der vil forsøge at imødegå f.eks den voksende islamkritik ved at hæve straffen for »racisme og fremmedhad« yderligere.
Der er næppe nogen, der kan garantere, at Danmark ikke en dag kan være forpligtet til at udlevere danske borgere, der fra Danmark har forsøgt at udbrede fx Dan Parks værker i Sverige, for bare at nævne ét tænkt, men ikke usandsynligt, eksempel. Det, der i Danmark opfattes som indvandrings- og islamkritik, kaldes mange andre steder for »racisme og fremmedhad«.
Efter et »ja«
Så langt er man kommet med hensyn til ytringsfrihed i EU, og det er vel at mærke sket, mens Danmark blot har deltaget i »samarbejdet« på mellemstatsligt plan. Hvordan vil det så blive efter et evt. »ja« den 3. december?
Bliver det et »ja« den 3. december, afgiver Danmark al sin suverænitet på området for retlige og indre anliggender, dog med den bremse, at regeringen vælger, hvornår hvilke nye overstatslige retsakter skal »vælges til«; og der må ikke i Europa-udvalget må være flertal imod et sådant tilvalg. Men en egentlig folketingsbeslutning vil der dog ikke blive tale om.
Umiddelbart efter et evt. »ja«, vil 22 forskellige retsakter blive »tilvalgt« af regering og folketingsflertal, og en af disse er »efterforskningsdirektivet«, der vil forpligte danske myndigheder til at overvåge, aflytte, skygge og afhøre danske borgere i Danmark efter begæring fra en myndighed i en anden medlemsstat, sådan som bl.a. Jyllands-posten kunne berette (9/11).
I udgangspunktet skal den handling, borgeren er mistænkt for at have begået, også være ulovlig i Danmark, medmindre der er tale om en handling, der er nævnt på »positivlisten«, hvor altså også meningsforbrydelsen »racisme og fremmedhad« befinder sig.
Og efter et »ja« vil det pågældende direktiv gælde overstatsligt i Danmark, hvilket for det første betyder, at tolkningen i sidste ende ikke ligger hos den danske højesteret, men derimod hos den aktivistiske EU-domstol i Strassburg, og for det andet betyder, at bestemmelserne senere kan ændres imod Danmarks vilje, idet Danmarks repræsentanter kan nedstemmes i Rådet (hvor der jo netop ikke er veto-ret i de overstatslige beslutninger).
Man må huske på, at et af formålene med EU’s lovgivning på området for retlige og indre anliggender er at bekæmpe »racisme og fremmedhad«. Det har det været, siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, for med den blev det fastslået (i art. K1), at Unionen har »som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«, hvilket bl.a. skal nås »gennem forebyggelse og bekæmpelse af racisme og fremmedhad.«
Det stemte et flertal af de danske vælgere ja til; men det var måske i en misforstået tro på, at vi ikke deltog i EU’s retspolitik?
Nu skal vælgerne i hvert fald tage stilling til, om Danmark skal underlægges EU’s politik for retlige og indre anliggender på overstatsligt plan.
Udfaldet er ikke uden betydning for vores ytringsfrihed.
Adam Wagner er historiker og forfatter til bl.a. Danskhed i middelalderen
Litteratur:
Bonde, Jens-Peter: Hvad stemmer vi om.
Hvidberg, Lars: ’Politiken fanget i injurieturisme’ (kronik Politiken 2/3 2010).
Mchangama, Jacob: ’EUs snigangreb på ytringsfriheden’ (»blog«-indlæg 20/3 2009).
NOTAT om lov og orden i Europa (årg. 34, nr. 1196, dec. 2007).
NOTAT om den politiske domstol (årg. 35, nr. 1205, okt. 2008).
NOTAT. Tema: EU & ytringsfriheden (årg. 37, nr. 1221, marts 2010).
NOTAT. Hvordan går det med retssikkerheden i EU? (årg. 37, nr. 1222, april 2010).
NOTAT. Tema: Bag om retsforbeholdet (årg. 42, nr. 1289, nov. 2015).
