"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ytringsfriheden er under pres i Vesten

14. august 2024 - Artikel - af Michael Pihl, Næstformand i Trykkefrihedsselskabet

AI

Tidens mange angreb på ytringsfriheden viser, at der er brug for støtte til Trykkefrihedsselskabet.

Autoritære regeringer og magthavere i efterretningstjenester, retssystem og politiledelser og dominerende politiske partier arbejder i næsten alle vesteuropæiske lande for censur og nedlukning af politiske modstandere og af nyheder om samfundsproblemer, som den politiske elite ønsker unddraget folkelig debat. Af statsbetalte, etablerede medier får politiske magthavere desværre ofte ukritisk støtte til denne autoritære bestræbelse.  Statsbetalte medier og journalister støtter således ofte indgreb i ytringsfriheden, når de er rettet mod frie, sociale medier som f.eks. X og Telegram, mod små, uafhængige medier og mod borgerjournalistik, som udfordrer kriseramte, statsbetalte mediers gamle magtstilling som portvogter og chefredaktør over den demokratiske offentlighed.


- England: Starmer-regeringen forstærker nu autoritære indgreb i ytringsfriheden bl.a. på sociale medier og misbruger retsvæsen og politi til straf og forfølgelse af politiske dissidenter og meningsmodstandere. Og den siddende engelske regerings politik forstærker blot autoritære tiltag, som tidligere regeringer har iværksat. For tiden planlægger Starmer-regeringen politiske tiltag til kriminalisering af islamkritik – under dække af at bekæmpe såkaldt ”islamofobi”.


- Denne politik og retsorden håndhæves ulige, hvor nogle samfundsgrupper og synspunkter straffes uforholdsmæssigt hårdt, mens andre samfundsgrupper går fri for helt sammenlignelige forseelser: Two-tier


- Tyskland: I sommeren 2024 blev det regeringskritiske nyhedsblad; ”Compact” forbudt i Tyskland, selvom ingen i bladet nogensinde har opfordret til voldelig revolution eller udtrykt antidemokratiske synspunkter. Samtidig udfolder etablerede politiske partier og magthavere med støtte fra den statsbetalte medieverden bestræbelser på at misbruge den interne efterretningstjeneste og forfatningsdomstolen til at gennemføre et forbud mod det demokratiske oppositionsparti; Alternative für Deutschland


- Danmark: Koranloven i 2023 indskrænker ytringsfriheden og kan vise sig at være en glidebane mod deciderede forbuds-og straffeforanstaltninger mod islamkritik. Ikke mod religionskritik af andre religioner. Samtidig ønsker de fleste politiske partier i Folketinget mere censur på sociale medier, i hvert fald så længe censuren kun rammer deres politiske modstandere: Venstre, Socialdemokratiet, Moderaterne, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Konservative stemmer alle for mere censur på sociale medier og imod forslag til forsvar for ytringsfriheden på sociale medier. Kun SF og DF forsvarer i Folketinget– indtil videre – ytringsfriheden på sociale medier


- EU-systemet har i årevis arbejdet for indskrænkning af ytringsfriheden på sociale medier. DSA’en og Thierry Bretons nylige trusselsbrev mod Elon Musk og X er blot de seneste eksempler. Her vægter EU altid kampen mod uklart defineret ”misinformation” og ”hadefuld tale” over forsvaret for borgernes mulighed for at ytre sig frit. På baggrund af Rusland-Ukraine krigen har EU desuden forbudt russiske medier, igen med begrundelsen at beskytte mod ”misinformation” og ”skadeligt indhold”


- Irland: I takt med voksende kritik af regeringens liberale udlændingepolitik har den irske regering gennemført drakoniske love, der kriminaliserer og straffer borgernes ytringer. Disse love er bevidst formuleret i brede og uklare vendinger, uden definitioner af ”hadtale”, således at magthavere og myndigheder står med så vide fortolkningsmuligheder og så autoritære magtbeføjelser som muligt. Dermed spiller irske myndigheder en ny autoritær rolle som Tankepoliti overfor irske borgere


- I USA har vi set censurpolitik særlig på sociale medier, hvor det særlig er den am. venstrefløj, men også dele af højrefløjen, som arbejder for censur og kriminalisering af politiske modstandere. En syg og polariseret demokratisk kultur førte i juli 2024 til et mislykket mordattentat på den ene præsidentkandidat; Donald Trump.


- Samtlige sociale medier undtagen X og Telegram håndhæver politisk censur. Særlig Facebook spiller her rollen som et autoritært Sandhedsministerium og har været styret af åbenlyst politiske kræfter: Nick Clegg fra det liberaldemokratiske parti i England overtog ledende roller i Facebook og i Danmark har vi set tidligere pressemedarbejder for Det Radikale Venstre, Peter Münster, arbejde for politisk censur, bl.a. mod Trykkefrihedsselskabet og Tommy Robinson. Under valgkampen i 2022 blev Pernille Vermund (dengang NB) lukket ned og censureret af Facebook: Et groft indgreb i den demokratiske proces, som gik stort set upåagtet og ustraffet.

Ovenstående liste er på ingen måde udtømmende, men blot en illustration af samfundsudviklingen i USA og Europa i disse år.

Kampen for ytringsfriheden bliver afgørende i kommende år og det er derfor nødvendigt at støtte op om Trykkefrihedsselskabet og vore arrangementer i den kommende tid.