Ingen ret
Ytringsfrihed findes ikke. Og dette udsagn er ikke bare et pessimistisk udsagn om verdens tilstand.
Nej, det er mere fundamentalt. På trods af diverse menneskerettighedserklæringer, Bill, Rights og Grundloven, så giver det ikke mening at tale om ytringsfrihed som en menneskeret.
Faktisk skulle det være ret indlysende:
Jeg har ikke ret til og kan ikke gøre krav på at komme til orde med læserbreve i Berlingske eller få mine synspunkter viderebragt af DR eller TV2, jeg har ikke ret til at gå på talerstolen i Folketinget, på scenen på Det Kongelige Teater og sige min uforbeholdne mening om kulturstøtte.
Jeg må ikke rejse mig op i Højesteret og holde politiske taler, jeg må ikke råbe ”brand” i et stopfyldt teater, jeg vil ikke slippe godt fra at svine mine venners kærester til i deres eget hjem, jeg må næppe stille mig uinviteret op i SF’s partikontor og holde taler om socialismens forbrydelser.
Jeg må ikke offentliggøre nøgenbilleder af mine eks-kærester på internettet, jeg må ikke engang offentliggøre et nøgenbillede af mig selv på Facebook, jeg må ikke udleve mit kunstneriske kald til at graffiti-bemale byens husfacader.
Hvorfor ikke?
Vi har privat ejendomsret, ikke ytringsfrihed
Fordi ytringsfrihed ikke er en rettighed. Privat ejendomsret er derimod.
Alle frihedsrettigheder udspringer af den private ejendomsret, helt grundlæggende af selvejerskabet: Udgangspunktet er en moralsk påstand om, at ethvert menneske ejer sig selv og brugen af sine egne evner, fysiske såvel som mentale.
Selvejerskabet er forudsætningen for at være et frit menneske, for ejes man af andre, er man slave, ejes man af ingen, vil det føre til det absurde, at man ikke kan bestemme over brugen af sin eget legeme (det mener visse feminister, at kvinder ikke må, hvis de vælger at bruge deres krop til formål (sex for penge), som de ikke selv bifalder).
Retten til at bruge sin fysik, til at arbejde, til resultatet af sit eget arbejde, til at handle med andre og til at købe og sælge retmæssigt erhvervet ejendom, til at give sin ejendom væk og til at destruere den, til at rejse, til at dyrke sin religion, skrive, tegne og sige hvad man vil, så længe man ikke krænker andres tilsvarende rettigheder, udspringer altsammen af selvejerskabet og privat ejendomsret.
Men for alle disse afledte rettigheder kan man stille spørgsmålet: Hvor har man ret til at skrive, sige eller tegne hvad man vil? Hvor har man ret til at arbejde? Til at handle med andre? Til at dyrke sin religion?
Og svaret er: Det har man på sin private ejendom, eller hvor en retmæssig ejer giver én tilladelse til at gøre det på sin ejendom.
Ytringsfrihed som ejendomsret løser alle problemer med at definere ytringsfrihed
Når man taler om ytringsfrihed som en rettighed i sig selv, så løber man netop ind i alle mulige problemer med at forklare, hvorfor man ikke må ytre sig frit i alle de ovenfor nævnte sammenhænge.
Enhver ejer har ret til at stille sin ejendom til rådighed for andres ytringer, men de har også ret til at stille hvilke som helst betingelser eller opkræve en hvilken som helst pris. Det står en avis frit for at trykke indsendte læserbreve, men også at afvise dem af en hvilken som helst grund og uden grund.
Det samme gælder Facebook, der har en ubegrænset ejendomsret til at fjerne uønsket materiale eller profiler. Det har intet med censur at gøre, men med håndhævelse af den private ejendomsret, præcis på samme måde som at enhver har ret til at smide en gæst ud, hvis vedkommende chikanerer én i ens eget hjem.
Når jeg ikke må råbe ”brand” i et fyldt teater, så har det heller ikke noget at gøre med, at det kan skabe panik, for det skaber (mindst) lige så meget panik, hvis der rent faktisk er brand, men i dén situation er det ikke forbudt.
Når der er forbudt, så er det fordi det krænker den private ejendomsret: Tilskuernes ret til at nyde den forestilling, de har betalt for, og ejerens ret til at tjene penge på at opføre teater uden at få ødelagt sin forretning.
Problemer med at definere ytringsfrihed
Næsten alle problemer med at definere ytringsfrihed stammer fra en upræcis definition af ejendomsret. Det gælder især i det offentlige rum, hvor det er upræcist, hvilken (ejendoms-) ret borgerne har. På en række områder optræder staten som en privat ejendomsbesidder og udelukker ”uvedkommende” fra at ytre sig.
Det gælder i DR, i Folketingssalen, i Højesteret og i det hele taget i statsbygninger. På offentlige gader og stræder er det mere uklart, for borgerne har som udgangspunkt lov til at bevæge sig og tale frit på gaden, men da det offentlige rum er en knap ressource, er der behov for en rationeringsmekanisme.
Der er ikke ubegrænset plads til gademusikanter,trafikken og demonstrationer kan komme til at konkurrere om adgang til de samme vejbaner, gader og pladser, og i visse tilfælde begrænses trafikken til fordel for borgernes ret til at demonstrere, men hensynet til trafikken gør, at det typisk er en både tids- og pladsbegrænset ret.
Pointen er, at dette ikke handler om ytringsfrihed, men om at rationere knappe ressourcer.
Det skulle være indlysende, at hverken religioner eller ”racer” har privat ejendomsret. Kun individer har ejendomsret, så kun individers rettigheder skal nyde beskyttelse, og ingen kollektive enheder skal nyde anden beskyttelse end individer tilhørende samme gruppe gør, qua deres private ejendomsret.
Racisme- og blasfemiparagraffen strider således mod opfattelsen af ytringsfrihed som privat ejendomsret.
Hvad med injurier?
Den enkelte ejer sig selv, men ikke andres mening om én, så hvordan kan man begrunde injurielovgivning?
Der er liberalister, der ikke mener, at man kan begrunde injurielovgivning, netop fordi man ikke har ejendomsret til, hvad andre skal mene om én.
Jeg er uenig.
Injurier kan krænke ens ejendomsret i den forstand, at den kan ødelægge ens humane kapital. Hvis nogen spreder usande pædofilirygter om en pædagog, hvis nogen spreder usande rygter om, at en bankansat har begået underslæb i et tidligere job.
Hvis nogen spreder usande rygter om, at en akademiker har fusket med sit eksamensbevis, eller at en advokat har videregivet fortrolige oplysninger eller bedraget klientkontoen, så kan det ødelægge vedkommendes indtjening og karrieremuligheder og dermed destruere pågældendes humane kapital.
Og det er et overgreb på den private ejendomsret, og skal følgelig være forbudt.
Denne tanke kan udstrækkes til, hvis nogen spreder usande rygter om, at en navngiven person har banket sine ekskærester, så burde vedkommende på samme vis kunne kræve erstatning for at ødelægge hans humane kapital på ægteskabsmarkedet.
Det er selvsagt noget sværere at prisfastsætte værdien af dette tab, men der kan ikke være tvivl om, at usande rygter kan påføre en uskyldig pekuniære og ikke-pekuniære tab og dermed krænke personens private ejendomsret.
Virksomheder har det med at prisfastsætte deres goodwill og brandværdi i deres regnskaber, og skandaler kan føre til store nedskrivninger af værdien af goodwill i regnskabet, så den opfattelse, at en virksomheds kapital kan destrueres af usande rygter, er faktisk velkendt i det private erhvervsliv.
Denne opfattelse af ytringsfrihed som udøvelse af privat ejendomsret viser også, at vi ikke skal forsvare ytringsfriheden af hensyn til dens rolle i demokratiet eller med andre kollektivistiske argumenter, men simpelthen og mere fundamentalt, fordi det er en menneskeret, der er uløseligt forbundet med retten til at være et frit menneske.
