Det kan forekomme som en noget luftig affære at være i ytringsfrihedsbranchen: abstrakte begreber som demokratiets arvesølv og grundlæggende frihedsrettighed giver ikke mange konkrete pejlemærker for ytringsfrihedens betydning i vores daglige liv: de fleste har nok at gøre med at skrabe sammen til dagen & vejen, og har derfor ofte lettere ved at forholde sig til personen Rasmus Paludan som et problem – fremfor de principielle problemer i at amputere Det Frie Ord for at få ham til at holde mund.
Men ytringsfriheden og dens betydning er ofte meget nærværende og konkret og lige nu vælter det ind med eksempler efter at Hamas har overfaldet Israel. Det har fået alskens mærkelige personager til tasterne, med ytringer, som de måske ikke ellers ville have haft anledning til at spy ud. Som f.eks. en nu tidligere facebookven, Brian Jensen fra Hvidovre, der fandt det betimeligt at udtrykke sin position således: ”Jøden der står bag indvandringen har kostet tusindvis af europæere livet indtil videre. Så dejligt jøden får sin egen medicin”.
Der skulle angiveligt være adskillige danskere derude på de sociale medier, der reagerer a la Brian fra Hvidovre, hvilket kommer noget bag på mig al den stund, at jeg selv ikke kan huske at have mødt en dansker med antisemitiske tilbøjeligheder – men de sidder derude bag skærmene og kan trygt benytte deres ytringsfrihed til at ytre sig om ”Jøden”, hvilket er et absolut gode, for det giver os andre de bedste muligheder for at vurdere både deres antal og skadens omfang – og ikke mindst: at give dem svar på tiltale.
Mindre overraskende er reaktionen fra de arabere, vi det seneste halve sekel har tilladt indvandre til Danmark: da Ekstra Bladet breakede, at over 250 israelere var blevet dræbt af Hamas´ missilangreb var reaktionerne i kommentarfeltet fra herboende arabere massiv og entydig: ”Fryd”, ”Jeres dag nærmer sig, Inshallah”, ”Det er ikk nok. Fyr et pr. hundrede tusinde ekstra”, ”Bedste nyhed at vågne op til” og ”Ja taak!” er blot et lille udpluk af de meningstilkendegivelser – alle fra afsendere med arabiske navne – som kommentarsporet flød over med.
Også her er ytringsfriheden et absolut gode, for hvordan skulle vi ellers kunne lodde dybden af indvandrergruppers had og dermed også truslen mod os selv? Om de selv kan lodde samme dybde er uvist. Sikkert er det imidlertid, at den frihed de nyder hos os i Danmark ikke findes de steder, de selv kommer fra – og heller ikke tåles blandt dem selv, hvilket man kan se et dugfrisk eksempel på ved at besøge FC Palestinas Facebookside: FC Palestina er efter egne oplysninger producent af fodboldtrøjer i ”de traditionelle farver” fra det palestinensiske flag og (naturligvis) åbenlyse Hamas-tilhængere, og de har siden lørdag lagt flere videoer op, hvor tusindvis af Raja Club Athletics tilhængere synger Hamas´ pris til en fodboldkamp. Det kunne man jo godt have lyst til at kommentere lidt på, men det er ikke muligt, for ”FC Palestina har begrænset, hvem der må kommentere dette opslag”, som der står. Dermed er de selvfølgelig sikret helt entydig opbakning, men tænk, hvis Hummel gjorde det samme – det ville være økonomisk selvmord.
Ytringsfriheden er mere end retten til frit at kunne udtrykke vores tanker og holdninger. Ytringsfriheden lærer os også at lytte til andre og tro dem på deres ord. Så når Hamas i præamblen til deres charter skriver, at: ”Israel vil eksistere og vedblive at eksistere til islam udsletter det, præcise som det har udslettet andre” – så mener de det. Og når herboende muslimer hylder Hamas og kræver død og lemlæstelse over israelerne, så mener de det også, og på denne måde bliver ytringsfriheden den klareste fremkaldervæske for, hvem og hvad vi har lukket ind i vores land.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
