I en opinion med overskriften ”Vi bliver marineret i løgn og had” (Berlingske, d. 11. oktober) minder tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller (K) os ufrivilligt om, hvor svært mange borgerlige politikere har det med et principielt forsvar for det frie ord. Mens de rejser verden rundt på 1. klasse og hylder rettigheden i skåltaler, taler de i virkeligheden for censur.
Det så vi under Muhammedkrisen, da daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen vendte tolerance- og ytringsfrihedsbegrebet på hovedet og mente, at man skulle udvise pli før man talte, at JPs karikatur-tegninger var en ”pubertetsagtig demonstration af sin ytringsfrihed" og som senere, i 2010 i Berlingske, om den svenske kunstner Lars Vilks udtalte, at (…) ”Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for”. Citatet skal med i sin helhed, da holdningen var så langt ude på overdrevet, og det var en særligt skærpende omstændighed, at ordene faldt efter, at den fredsommelige svensker, der var manden bag Rondellhunds-tegningen, var blevet angrebet af islamister, der tilmed satte ild til hans hjem i Landskrona og tvang ham under livslang politibeskyttelse.
Vores nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M) brillerede i 2018 (mens han var statsminister) med, egenhændigt - han kunne ikke få sine partifæller til det - at rejse til Nordafrika og underskrive FN-pagten, Global Compact for Safe and Orderly Migration – ”Marrakech-aftalen”, der pålægger regeringer at skride ind over for pressens måde at omtale migration på. Som det hedder i aftalen, er de enkelte lande forpligtet til at ”Promote independent, objective and quality reporting of media outlets, including internetbased information, including by sensitizing and educating media professionals on migration-related issues and terminology, investing in ethical reporting standards and advertising, and stopping allocation of public funding or material support to media outlets that systematically promote intolerance, xenophobia, racism and other forms of discrimination towards migrants, in full respect for the freedom of the media”.
OIC griner i skægget over vestlige, flagellantiske politikere, og FN udstiller endnu engang, at organisationen har mistet enhver relevans.
Nu er vores tidligere topdiplomat, Per Stig Møller ude med riven mod Big-Tech-milliardærerne for deres, i hans øjne, ansvarsfri og laissez-faire-agtige forhold til sandheden. Udover at han forveksler disse platforme med aviser, og deres ejere som chefredaktører, så er det sjovt nok kun Elon Musk, der får på puklen: Elon Musk har nemlig formastet sig til, på sin egen platform X, åbent at støtte alle pæne menneskers yndlingsaversion, Donald Trump.
Jeg vil medgive at foruroligende meget magt er samlet på få hænder og at den kan misbruges. Det har vi set. Og hvis Musk begynder at begrænse lovlige ytringer fra bl.a. Kamala Harris’ forbundsfæller på X, har han mistet al troværdighed.
Det er netop hvad konservative røster har oplevet på det tidligere Twitter, på Facebook, Google og YouTube, ikke mindst da Facebooks Mark Zuckerberg og daværende CEO for Twitter, Jack Dorsey på subtil vis - og som en hjælp til Joe Biden op til valget i 2019 - lukkede helt ned for, eller begrænsede offentlighedens kendskab til historien om Hunter Bidens laptop: en historie, som – forelagt mange amerikanere efter valget – kunne have flyttet deres kryds.
Laptop-historien blev af Demokrater, amerikanske centrum-venstre-medier 24/7 og FBI hårdnakket kategoriseret som ”russisk misinformation”. Det var imidlertid en ”løgn”, der var sand og stærkt kompromitterende for hovedpersonen selv og hans far, Joe Biden.
Omvendt var ”The Russian Collusion” (Demokraternes påstand om, at Trumps kampagnestab havde samarbejdet med Rusland for at bringe ham til magten) en løgn hele vejen igennem. Det, der med nogle få behagelige undtagelser (læs: bl.a. FOX News), lignede en bevidst koordineret indsats mellem Det Demokratiske Parti og deres loyale medier, Big Tech, FBI og DOJ kørte uafbrudt i 2.5 år, indtil den særlige undersøgelsesdommer, Robert Mueller (efter en undersøgelse til 32 mio. skattedollars) kunne konkludere, at der ikke var fugls føde på sagen.
Så det er oplagt at høre vores tidligere udenrigsminister om hvem, der kan og skal afgøre, hvad der er løgn - og hvad der er sandhed – og efter hvilke kriterier der skal censureres? Det korte svar er naturligvis, at der ikke skal censureres overhovedet (medmindre der er tale om ulovlige ytringer, trusler, voldsopfordringer, injurier osv.) og at der bør gælde samme rammer for det frie ord online som alle andre steder.
På de sociale medier er det brugerne, der bestemmer indholdet og de gør – ligesom tidligere ministre – klogt i at bruge deres kritiske sans og i enten at negligere eller imødegå andre brugeres tumpede påstande.
Og selvom det af mange regnes for usympatisk og taberagtigt at hade, står det enhver frit for. At hade.
Per Stig Møllers indlæg er udtryk for en ældre, konfliktsky mand, der fuldstændig har tabt orienteringen og glemt, at ytringsfrihed er forudsætningen for et frit, dynamisk, uenigt, kreativt og sandhedssøgende samfund.
På sine gamle dage ønsker han det erstattet med ”den bedste af alle verdener”. Den verden har vi imidlertid set realiseret mange steder på kloden. Og vi er helst fri for den her.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
