Hvis man vil have bevis for, at Storbritannien bliver stadigt mere islamiseret, behøver man ikke opsøge indvandrertunge områder som Luton. Man kan blive i det centrale London og tage tuben (undergrundsbanen) eller en dobbeltdækker-bus mod Eastend til Whitechapel. Området er en del af Tower Hamlets, et af det centrale Londons 12 distrikter (boroughs), som nogle måske husker var arnestedet for en stor, politisk skandale, da områdets muslimske borgmester, Lutfur Rahman, i 2015 blev fjernet fra sit embede og anklaget for både valgsvindel, bedrageri og misbrug af offentlige midler.
Ifølge statistikkerne har hovedparten af indbyggerne i Whitechapel muslimsk baggrund - ca. 43% ifølge de tilgængelige data, men for den almindelige turist virker det mere som 90%, for der er endog meget langt mellem indfødte briter her.
Står man af bussen på Whitechapel Road, kan man på den ene side af gaden se The East London Mosque, der er en af Europas absolut største moskeer, med plads til at betjene 7000 muslimer dagligt. Den er bygget for overvejende offentlige midler og med en 25 meter høj minaret. Her flyder en stadig strøm af mellemøstlige/pakistanske/afrikanske mænd ind og ud af portene.
På den anden side af gaden er der så langt øjet rækker række skudt boder op langs fortovet – en basar - hvor områdets (muslimske) kvinder kan købe alt fra en ny niqab til guldure i det pureste plastic. Og apropos niqab: Det vrimler med dem i alle afskygninger, for i Storbritannien er der så godt som ingen i det politiske establishment, der for alvor stiller spørgsmål til den grasserende islamisering, så islams kvindefjendske menneskesyn og foragt for grundlæggende vestlige frihedsrettigheder har frit spil.
Det er et deprimerende syn: Ud fra en umiddelbar betragtning kan det se ud som om en ny muslimsk underklasse har fortrængt den gamle britiske, der oprindelig dominerede Whitechapel og gjort området til en ghetto for indvandrere uden mulighed for at bryde den sociale arv.
Men skinnet bedrager. Den demonstrative selvsikkerhed og intimiderende provomering af islam, der præger gadebilledet og det mylder af skæggede mænd i kjortler og kvinder i niqab, sender et klart signal om, at her er der ingen, der betragter sig selv som underklasse. Det er faktisk lige modsat. Her er man bedøvende ligeglade med alle vestlige parametre for fattigdom og aktiv deltagelse i samfundslivet, og socio-økonomiske faktorer er noget, man kun har hån til overs for. Islam, og dermed også den rettroende muslim, er på alle måder hævet over vores vestlige måde at betragte samfundslivet på. I den forstand er briterne bare dumme, når de (i lighed med så mange danske politikere og venligboere) tror, at vejen til muslimernes hjerter og efterfølgende integration går gennem højnelse af deres økonomiske niveau.
Det gør det overhovedet ikke.
Her i Whitechapel spores ingen trang til på nogen måde at lade sig integrere og opsluge af det omgivende samfund for fast arbejde og ussel mammon. Tværtimod er det tydeligt, at man som europæer, og især europæisk, utildækket kvinde, overhovedet ikke hører til i Whitechapel og faktisk ikke har noget at gøre. Lige så lidt som ytringsfrihed, kønnenes ligestilling og homosexuelles rettigheder.
At gå en tur på Whitechapel Road er at bevidne en massiv, selvsikker, muslimsk magtdemonstration midt i det London, som for blot 70 år siden var epicentret for ukuelig fightervilje og et bolværk i kampen for frihed og mod totalitarisme. Det London er i dag kuet af hensynsbetændelse og politisk korrekthed, og det varsler som kanariefuglen i miniskakten, hvad der så nemt kan ske hos os i Danmark, hvis vi ikke passer på. Derfor bør et besøg i Whitechapel også være en obligatorisk del af de seværdigheder, man skal se, for alle, der tager på storbyferie i London.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
