Først Klaus Wivels ugebrev:
"Fra: Weekendavisen [mailto:[email protected]]
Sendt: 15. februar 2019 06:32
Emne: Brev fra redaktionschefen: Om sorte og hvide huller
Fordelen ved at leve i et diktatur er, at man aldrig offentligt behøver at komme op at skændes om lederens store fortælling om sig selv. Den er givet, man kan repetere den højlydt ved taktiske lejligheder, rette ind og tænke sit i det skjulte.
I den forstand er det symptomatisk her på fireårsdagen for terrorangrebet på Krudttønden, at den Lars Vilks Komite, som arrangerede mødet den forfærdelige dag, tilsyneladende efterfølgende er kollapset. Her har ingen villet rette ind. Enkelte af medlemmerne hævder, at selskabet var endnu et offer for skuddene, men man kunne også give en mere højstemt forklaring.
Det ligger i ytringsfrihedsselskabers natur, at deres medlemmer ofte kun har det tilfælles, at ingen af dem nøjes med at tænke deres i det skjulte. De er højlydte, lidenskabelige meningsmennesker – kværulanter, hvis man vil bruge et mindre pænt ord, samfundets salt, hvis man vil bruge et par pænere. Derfor går selskaberne ofte til i medlemmernes uforenelige holdninger til, hvem man kæmper for og imod. Sådan er det gået i PEN, ligesom også Trykkefrihedsselskabet har lidt den skæbne.
Nu er det samme sket for Lars Vilks Komiteen. Den bestod i udgangspunktet af folk, der med rette var forfærdede over truslerne mod og angrebene på den svenske kunstner. Men sammenbruddet er paradoksalt nok en konsekvens af det frie ord, de kæmpede for. I sidste ende kan vi bruge det mod hinanden.
Om Lars Vilks Komiteens vanskæbne har Mads Staghøj og Nikolaj Arve skrevet i 1. Sektion. I Bøger roser Frederik Stjernfelt Helle Merete Brix' og Lars Vilks' nye bog. Og i en leder skriver jeg om retten til at forme sin egen fortælling, som ayatollah Khomeinis iranske fatwa mod den britiske forfatter Salman Rushdie, der i går blev indledt for 30 år siden, dybest set var vendt imod.
Bladrer De om til Ideer, finder De Gunver Lystbæks beretning om universets hvide huller, det modsatte af sorte huller. Hvor tyngdekraften i sorte huller er så stærk, at ikke engang lys kan slippe væk, stråler det ud med energi fra de hvide huller. Det står enhver frit for i disse himmelfænomener at aflæse ayatollah Khomeini og hans fatwa på den ene side og Salman Rushdie og hans romaner på den anden.
Og nu vi taler om lys på lærredet: Bo Green Jensen har været til Berlinalen, hvorfra han kan berette, at det personlige stof i årets film ligesom i 1970erne er blevet politisk. Filmfestivalen er en hyldest til kvinder foran og bag kameraet, og man gør alt det rigtige, både hvad angår inklusion og diversitet, fortæller Bo Green Jensen. Problemet er bare, at kun få gider at se de film.
Læs om det hele og meget mere i denne uges Weekendavisen.
De venligste hilsner
Klaus Wivel, redaktionschef"
---
Her Aia Fogs svar til Weekendavisen og Klaus Wivel:
Kære Klaus Wivel,
Det er som altovervejende udgangspunkt en fornøjelse at læse Weekendavisens artikler, der ikke alene går i dybden, men som også plejer at være både meget sobre og velunderbyggede.
Artiklen ”Skarpe Skud” af Nikolaj Arve og Mads Staghøj, om Vilks Komitéens skæbne er ingen undtagelse: den er særdeles sober og flugter indholdsmæssigt fint med, hvad der har været Trykkefrihedsselskabets oplevelse – vi, der har fulgt komitéen på sidelinjen og også ind imellem samarbejdet med den.
På baggrund af WA´s høje informationsniveau og ditto krav til validiteten af avisens kilder, er det så meget desto mere overraskende for mig som formand for Trykkefrihedsselskabet at læse i dit ugebrev til WA´s abonnenter, at selskabet er gået til i ”medlemmernes uforenelige holdninger til, hvem man kæmper for og imod.”
Det vidste jeg ikke.
Jeg er naturligvis dybt rystet, for din oplysning vidner om, at jeg har været fuldstændig ude af trit med virkeligheden i den organisation, jeg står i spidsen for. I det lille års tid, jeg har været formand for Trykkefrihedsselskabet har jeg åbenbart svævet i den vildfarelse, at jeg stod i spidsen for en yderst velfungerende forening i stærk medlemsfremgang og med en konsensuspræget og hårdtarbejdende bestyrelse, der har produceret en lang række debatarrangementer og kampagner for det frie ord.
Men det har været blændværk, kan jeg nu forstå.
Senest og mest aktuelt troede jeg fejlagtigt, at Trykkefrihedsselskabet havde kastet sig ind i kampen for at forhindre Folketinget i at vedtage L95, den såkaldte påvirkningslov, som selskabet mener, er det største anslag mod ytringsfriheden siden censuren under besættelsen. Jeg troede også, at Michael Pihl fra selskabets bestyrelse og jeg selv havde skrevet en kronik om det i JP.
Eller gjorde vi? Jeg tror det ikke længere efter din oplysning om Trykkefrihedsselskabets endeligt i ugebrevet til WA´s abonnenter.
Som jeg ser det, er der to muligheder: enten har jeg levet i en parallelverden – eller også er jeg offer for et komplot fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse og medlemmer, der har opstillet en art potemkin-kulisse for at holde mig for nar.
Jeg vil med det samme iværksætte en kulegravning af de faktiske forhold i Trykkefrihedsselskabet for at komme til bunds i denne sag, og jeg takker dig meget for at gøre mig opmærksom på den.
Bedste hilsener
Aia Fog
formand for Trykkefrihedsselskabet?
