For snart 15 år siden landede jeg i en lufthavn i Toulouse. I lufthavnen var en mand i hvid frakke, med metalbriller og vildtvoksende hår og øjenbryn mødt op for at tage imod.
Manden var Ibn Warraq, der siden blev verdensberømt for sine kritiske bøger om islam, sit frontalangreb på religionens dogmer. Ibn Warraq blev også den første, der modtog Trykkefrihedsselskabets pris, da den blev uddelt i 2005.
Født ind i islam valgte han at skrive sine bøger og artikler under pseudonym. I dag bor og forsker han i New York.
Jeg havde læst Ibn Warraqs bog Why I am not a muslim (Dansk udgave, Derfor er jeg ikke muslim, 2004, oversat af Lars Hedegaard, red.) og derefter inviteret mig selv på besøg.
Ibn Warraq var gæstfri og tilbød, at jeg kunne blive flere dage hos ham og familien. Jeg interviewede ham, vi kørte rundt og så på slotte og landsbyer i området og snakkede om løst og fast og islam. Og holdt kontakt.
Nogen tid senere fik Ibn Warraq således venligt dirigeret mig afsted til en minikonference med ham selv og fem-seks af hans bekendte i et hus i et overmåde stilfuldt kvarter i Gloucester i Storbritannien.
Her boede en af Ibn Warraqs venner, der havde tjent gode penge på computerindustrien i 1980'erne og nu brugte en del af pengene på at oprette familieplanlægningsklinikker i Indien og støtte sine sekulære, muslimskfødte venner i Vesten.
Det var et stærkt ateistisk selskab, og under diskussionerne om ytringsfrihed og fundamentalisme føg det med bemærkninger om, hvor tåbelig religion af enhver art var.
I en ret tiltrængt pause spadserede jeg rundt i haven i græsk stil sammen med en arabisk psykolog med et noget dystopisk syn på verden. Han livede dog op, da snakken faldt på Ibn Warraqs første bog:
”Den bog var så vigtig for mig. At vide at jeg ikke var den eneste, der så sådan på den religion, vi begge er født ind i, på denne måde”. Det var til gengæld til at forstå. Det er svært at være frafalden muslim.
Inddrag de religiøse
I årenes løb har jeg i Danmark og Europa mødt mange mennesker, der er født ind i islam, men ikke tager Koranen bogstaveligt. Nogle af dem har valgt islam fra. Andre opfatter sig som kulturmuslimer. Andre igen som liberale muslimer, der har koncentreret religionen til et personligt gudsbegreb. Og som ingen planer har om at få sharia indført i Vesten.
Skulle jeg generalisere ville jeg sige, at det, der ofte kendetegner denne fløj er følgende: Den har karismatiske individer, men sjældent slagkraftige organisationer.
Dens medlemmer gennemskuer islamisterne, længe før de fleste andre. De frafaldne i gruppen er oftest de højestråbende, og de er lige så ofte stærkt imod ikke bare islam, men religion i al almindelighed. Det gør det vanskeligt for dem at skabe brede alliancer.
Senest var jeg i London i oktober, hvor omkring 250 mennesker, herunder en lang række mennesker født ind i islam og med rod i lande som Iran, Libyen, Tunesien, Bangladesh og Algeriet, var mødtes til konference. Sponsorer af konferencen var blandt andre Richard Dawkins fond og One Law for All, ledet af den iranskfødte kommunist Maryam Namazi
Overskriften på konferencen var: ”The Religious-Right, Secularism and Civil Rights” – en sekulær konference. Det var en vigtig konference med mange tankevækkende og væsentlige bidrag. Men det flød også – som det så ofte gør på sådanne konferencer - med rasende betragtninger om religion som sådan.
Som tilhører døjede man med at høre på, at det ikke specielt er islam, der er problematisk men religion i al almindelighed. Noget træt i hovedet mindedes jeg undervejs debattøren og direktøren for Henry Jackson Society, Douglas Murray, der engang i en debat mellem smil og hovedrysten har sagt: ”Skal vi virkelig rundt om kvækerne hver gang vi diskuterer problemet med islamismen?”.
De mange udfald mod religion i al almindelighed fik på konferencens anden dag den amerikanske jurist Karima Bennoune til i sit oplæg at advare mod den ”ateistiske alliance”, hun fornemmede på konferencen.
Bennoune voksede op under borgerkrigen i Algeriet og er forfatter til den fremragende bog Your fatwa does not apply here – en interviewbog med blandt andre sekulære mennesker i en række muslimske lande.
Hun understregede, at en kamp mod den religiøse fundamentalisme nødvendigvis må inddrage de troende. Og hun ville ikke godtage, at der ikke findes ”moderat religion”.
Med Gud i forfatningen
Hvad angår de muslimske lande er man også nødt til at være realistisk, hvad angår det sekulære aspekt, det verdslige aspekt. Tidligere i år var jeg i Paris og tale med en gammel bekendt, den tunesisk-fødte forfatter Samia Labidi, der har sat en ny organisation op, der arbejder for mangfoldighed i de muslimske lande. Labidi mente:
”Du kan ikke med magt indføre Voltaire. Der findes dybe, sekulære rødder i denne region. Men samtidig opfattes ordet ”ateisme” ofte som fjendtlighed over for religion. Der må være en Gud i toppen, men dermed mener jeg ikke en reference til islam. En neutral Gud. Forfatningen skal beskytte alle, både troende, agnostikere og ateister”.
Personlig tror jeg, hun har ret. Utvivlsomt er det meget vanskeligt at være ateist i et muslimsk land:
”Jeg trådte frem i Tunesien og sagde offentligt, at jeg er ateist, men det kan du ikke sige”, forklarede den tunesisk-franske filminstruktør Nadia el Fani mig i en pause på London-konferencen.
Hendes film ”Nie Allah, nie Maitre” (Hverken Gud/Allah eller Herre, red.)” - om sekularismens vilkår før og efter den styrtede diktator Zine Ben Ali. Filmen skabte en vældig ballade i Tunesien og el Fani påkaldte sig islamisternes vrede. Fani bor i Paris men kan ikke vende tilbage til Tunesien i disse år af frygt for at blive arresteret.
Religionsfrihed i Europa
”Vi har ikke Qatars penge”, lød det flere gange lidt modløst på konferencen i London. Det er sandt. Men hvis man vil gøre sig håb om at være et robust alternativ til den voksende islamisme i Vesten - uden at have oliestater i ryggen, og det får man næppe - må man lægge en strategi. Her kan det ikke nytte at skære alle os, der anskuer verden ud fra en spirituel eller religiøs vinkel fra.
Forstå mig ret:
Enhver religion skal kunne kritiseres sønder og sammen og man har lov at mene, hvad man vil om islam, kristendom, buddhisme og alt andet. Man har lov at være så ateistisk man være vil.
Men det er formålsløst at bruge konference efter konference på at erklære, hvor ubegavet det er at have tillid til en spirituel eller religiøs lære, at have ”behov” for en tro, som det så ofte lyder fra den ateistiske fløj. At katolicisme og islam er et fedt hvad angår intolerance. At enhver religion er kvindeundertrykkende. Og så videre.
Tænk også på de bastante krav om adskillelse af religion og stat i ethvert europæisk land, a la den franske model.
Men hvad skal vi i Europa med religionslighed, når vi har religionsfrihed? Hvorfor ikke anerkende at den model, vi for eksempel har i Danmark, giver beskyttelse ikke blot til kristne men også til alle religiøse minoriteter og ateister?
Det næste man så kunne tage fat på, var selvsamme fløjs besættelse af at tale ondt om ”højrefløjen”. Og automatisk sætte det at være indvandringskritisk lig med at være fremmedfjendsk. Men det er en kommentar for sig.
