På søndag taler han ved Trykkefrihedsselskabets konference på Christiansborg.
En af oplægsholderne vedTrykkefrihedsselskabets konference på søndaghar jeg selv været ven med, siden jeg oversatte hans bog, ”Man skal prøve at leve” (Il faut tenter de vivre) i 2009. Han hedder Robert Redeker og han var tidligere lærer i filosofi og ret kendt. Men efter en bramfri artikel i den borgerlige avis Le Figaro den 19. september 2006 gik det galt.
Artiklens overskrift var ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes forsøg på at skræmme den”, og her lagde Redeker ikke fingrene imellem. Hør blot, hvad han siger om forbrydelser begået i religionens navn:
”Ingen af kirkens fejl kan føres tilbage til evangeliet. Jesus er ikke voldelig og tilbyder en sikker havn for en kirke, der - når den er på afveje – blot har at vende tilbage til ham. Men hvis nogen vender tilbage til Muhammed, bliver de kun bestyrket i deres tro på had og vold. Jesus er kærlighedens mester, Muhammed er hadets mester.”
Det var rene ord for pengene, og reaktionen lod ikke vente på sig.
Drejebog for mord
Redekers artikel blev opfattet som en krænkelse og hurtigt oversat og sendt videre til den arabiske verden. Dagen efter udtalte den meget indflydelsesrige prædikant Al-Qaradawi på Jazeera-tv, at her var der sket en skændselsdåd, og verden ville være et bedre sted uden Robert Redeker.
Straks blev Redeker truet personligt via et hav af injurierende e-mails, men han blev også truet - uden at han vidste det - af terrorister, der planlagde at likvidere ham. Det franske efterretningsvæsen havde nemlig opsnappet et kodet budskab der tydeligvistvar en drejebog for mord, og det ændrede Robert Redekers liv totalt. Fra nu af skulle alle elementer i hans dagligdag laves om.
Ikke alene forlangte politiet, at han flyttede, de krævede også, at han holdt op med at tale med sine venner, og at han aflyste sin undervisning og foredrag. Hans bil skulle også skiftes ud, sagde de. Og udseendet med. Han skulle kort fortalt holde op med at være Robert Redeker. Ja, så enkelt var det. Og det var ikke kun for en kortere periode, betonede politiet, for dødsdommen ville med stor sandsynlighed aldrig blive forældet, og truslen ville hænge på ham resten af hans dage. Og det er stadig situationen i dag otte år efter.
Som man kan tænke sig, brød Redekers verden totalt sammen. Folk ville nødig mødes med ham, og han mistede sin undervisning. En af hans få venner blandt kollegerne på gymnasiet prøvede at sætte en støtteerklæring i gang på lærerværelset. Men ingen ville skrive under.
Støtte fra Sarcozy
Jamen havde kritikerne måske solide argumenter for det? Absolut ikke, siger Redeker. De brugte de samme argumenter som voldtægtsforbrydere, der siger, at pigerne selv var ude om det, fordi de havde været alt for friei deres måde at være på. Ligesom Robert Redeker. Han havde tydeligvis også været alt for fri i sin væremåde, og det kom han til at betale dyrt for i de følgende år. Heldigvis var der også nogen, der støttede ham. En af dem var Frankrigs præsident Nicholas Sarkozy, der tog Redekers parti uden forbehold.
“Sagen er så vigtig, at jeg har beordret beskyttelse for adjunkt Robert Redeker, fordi jeg finder denne slags fatwa fuldstændig uholdbar (…) Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om vores holdning. I det franske demokrati har man lov til at tale om hvad som helst. Dengang vi havde den danske karikaturkrise, så tror jeg, at jeg var en af de få højrepolitikere, der mente og også sagde, at det var bedre med en overflod af vittighedstegninger end en mangel på dem. Det betyder ikke, at jeg syntes, at profettegninger var i den bedste smag. Tværtimod. Men jeg foretrækker for mange vittighedstegninger end for få”. Ja, det er vi sikkert mange, der gør, og Sarkozy sluttede med at skære det principielle ud i pap
”Og så vil jeg sige, at det er i alle franske muslimers interesse, at islam bliver en religion som alle andre. Hverken mere eller mindre end katolicismen, protestantismen eller jødedommen. Og det er noget, vi skal stå urokkelig fast på uden at vige en tomme. Det, der er sket med denne lærer, er simpelthen en skandale.”
Ja, det er præcis, hvad det var. Og er. En skandale. Det religiøse Frankrig har frembragt et væld af antireligiøse drillepinde, og ingen af dem har måttet lide Redekers skæbne. Alle kender Voltaires berømte ”écrasez l’infame!”, (knus den odiøse kristne kirke), og der har været en perlerække af andre religionsrevsere med samme budskab. François George er ifølge Redeker et typisk eksempel. I hans ”Min personlige Frankrighistorie fra 1983, skrev han, at ”årsagen til Jomfru Marias svangerskab er den mest fantasifulde løgnehistorie, som nogensinde er blevet opdigtet til ære for en hanrej”.
Det slap han godt fra uden så meget som en politianmeldelse, og hvorfor skulle man også anmelde François George, når der er 1000 andre, der har sagt noget lige så slemt og endda værre? Ordet er frit, ikke sandt? Eller skulle man hellere sige ”var”.
For situationen har ændret sig i Frankrig lige som den har I Danmark.
Selv om François George sikkert har stødt en masse troende katolikker med den lidet kristelige udtalelse om Jesu tilbliven, har ingen af dem stræbt ham efter livet, og ingen religiøs organisation har dømt ham til døden. Men i Redekers tilfælde var det anderledes. Han havde ikke fornærmet kristendommen men islam. Hvilket foranledigede den kommunistiske borgmester i Saint-Orens-de-Gameville, hjemstedet for Redekers gymnasium, til at fremkomme med et salvelsesfuldt ”man skal respektere andre menneskers tro”. Hvad ingen havde sagt i forbindelse med de mange fornærmelser af kristendommen.
Men hvis man gør noget lignende med islam, er fanden løs, og det var ikke kun mørkemænd fra middelalderen, der hævede en fordømmende pegefinger, det var (næsten) hele det officielle Frankrig med undtagelse af den heldigvis kødfaste præsident Nicholas Sarkozy.
Frie, uansvarlige ånder
Alle andre ministre, embedsmænd og politikere faldt over den formastelige Redeker, og undlod i skyndingen at fordømme hans potentielle mordere. Nej, det var Redeker, der var skyld i al balladen, fordi – sagde de - han manglede ”ansvarlighed”. Og derfor måtte han tage skade for hjemgæld.
Men Frankrigs største ånder har netop været de ”uansvarlige”, påpeger Redeker, og han maler et herligt panoptikon af alle de begavede kættere, der fra deres sky oppe i parnasset ville sige ”velkommen i klubben” til den betrængte åndsfælle Robert Redeker.
En af dem var interessant nok Karl Marx, der hævdede, at al kritik begynder med religionskritik, og hans famøse ”religion er opium for folket” har været – eller rettere sagt var - venstrefløjens kampråb i halvandet hundrede år.
Og derfor er Karl Marx en central figur i vestens frigørelse fra religiøse dogmer, siger Redeker, og for ham udbringer det uansvarliges parnas – de skarpeste hjerner i tænkningens historie - en begejstret skål. ”Til den frie tanke!”
Ja, jeg er i ganske muntert selskab, siger Redeker.
Men – trods en vis lettelse af det enorme pres på ham i årenes løb – må han resten af livet kigge sig over skulderen. Og ikke nok med det, lader censuren til at have vundet på andre felter. Takket være de franske NGO'er - som Ligue des Droits de l'Homme, SOS Racisme, MRAP, Conseil Représentatif des Institutions Noires (CRAN) - drives der parforce jagt på islamkritikere, der udskriges som ”racister”.
NGO'erne vil gerne have et Frankrig, der ligner Sverige. Vil det lykkes dem?
Redeker er ikke optimist.
