Villighed til vold

Den næste 11. september kan sagtens ramme Danmark, siger efterretningstjenesternes analyser. Derfor må det undersøges kvalitativt hvorfor unge mænd i Danmark på eget initiativ opsøger jihad.

Hvorfor har de ikke en psykisk barriere mod at udføre dødsvold, men påtager sig outsourcede terroropgaver, som terrorforsker Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier har påpeget?

De anklagede og dømte fra de danske terrorsager Glostrupsagen, Vollsmosesagen og Glasvejssagen har deres islamiske ideologi til fælles. Hvordan bliver børn af muslimske forældre, der er flyttet ind hos verdens mest tilfredse folk, og allerede er en del af samfundet, til dets angribere med had til folkestyre og intellektuel frihed?

Er vores hjemmeavlede terrorister måske sindslidende? Terrorister fortæller selv om ydmygelse, ensomhed, misundelse, raseri og forurettethed.

Det man kalder ondskab har imidlertid altid rod i en række individualpsykologiske og sociale processer. De kendte terroristers personlighed er afvigende, ja, men de kan generelt ikke fortjene en psykiatrisk diagnose.

Fundamentalistisk tænkning og parathed til dødsvold mod uskyldige ukendte er dog forbundet med en pervertering af normale psykologiske processer.

Borderline personligheder og narcissistiske personligheder har det til fælles, at de ser sort/hvidt på mennesker og begivenheder, deres vrede er umoden og egocentrisk, og de har en kapacitet for fanatisk hengivelse fremhævede den danske psykologiprofessor Gretty Mirdal i en artikel om terrorister.

Generelt kan de hellige krigere heller ikke siges at være dårligt begavede, men der er sandsynligvis tankeprocesser de ikke magter. Det vender vi tilbage til.

Den amerikanske terrorforsker Marc Sageman undersøgte 172 islamistiske terrorister, og de var faktisk bedre uddannede, end gennemsnittet i den subkultur vedkommende kom fra!

Der var en overrepræsentation af de ”eksakte” naturvidenskabelige fag, og kun ganske få med en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse. Før terroren underpræsterede disse personer imidlertid i form af arbejdsløshed i forhold til deres uddannelse og formodede evner.

Islam er holdninger

Dogmer i islamismen er bl.a. at muslimer udgør en nation (umma), altså ét folk. Jøder og kristne skal anerkende muslimerne som deres herrer. Islam er den ægte og naturlige religion, hvor enhver handling har religiøs værdi.

Der er ingen verdslig stat, der kan forpligte muslimen til at handle på en bestemt måde. Loven (sharia) skal holdes.

Er en sådan menighedsstat de hellige krigeres mål, eller vil de blot befri ”muslimske territorier” udenfor Europa for vestlig indflydelse? I hvilket lys skal vi forstå at Vesten bombes af muslimer født iblandt os?

Det svenske sikkerhedspoliti har kortlagt 200 voldsparate islamistiske ekstremister. En tredjedel af disse villige jihadister er født og opvokset i Sverige.

Det er et faktum at politisk dødsvold i Norden med en enkelt undtagelse udelukkende har været planlagt af muslimer. Religion er forpligtende og derfor giver for megen og for stærk religion gode forudsætninger for fanatisme og krig.

Religion former selvet

Det er vigtigt at forstå hvad religion gør ved psyken. Et individs erkendelse, tænkning og læring er medieret gennem andres erfaringer f.eks. gennem kulturelle koder og videnssystemer.

På den måde fungerer religioner og kulturer som informationsbehandlings-programmer, der ”styrer” forestillinger og adfærd. Når styrer står i anførselstegn, er det naturligvis fordi psyken også besidder evnen til selvorganisering og dermed organiserer sig individspecifikt, så vi er altså ikke ovre i determinisme.

Religionens rolle er også at skabe fortællinger, og disse narrativer medvirker til at forme de neurale netværk. Religionshistoriker Michael Rothstein forklarer at religionens prægning først og fremmest er et spørgsmål om holdninger til livet og forholdet til andre mennesker. Man lærer hvad man skal tro.

Man lærer, hvad man skal gøre. Og man lærer, hvordan – og hvad  - man skal opleve. Barnet søges ganske naturligt inddraget i den virkelighedsforståelse som opdrageren har.

Aggressiv modkultur

Hellige krigere, som er blevet interviewet i forbindelse med et ganske langvarigt forskningsprojekt beskrives som ydmygede, ensomme og rasende. Vrede er egentlig en sund normal reaktion. Derimod anser de fleste psykologer ikke had og voldelig aggression for psykisk sunde reaktioner hos folk over puberteten.

Men har vestlig psykologi medtænkt, hvad der er normalt i volds- og trusselskulturer, som også altid er kulturer hvor skam og ære betyder enormt meget?

Mænd, der lever i æresbaserede kulturer, er notorisk frygtsomme, mistænksomme, jaloux og vrede fremfører kønsforskere i Mellemøsten og Nordafrika.

Den amerikanske psykologiske forsker Donald S. Dutton har længe beskæftiget sig med mænd, der bruger vold for at nå deres mål. Kort fortalt fandt han tre gennemgående karakteristika: en usikker tilknytning til moderen, borderline træk og reaktioner på traume.

Når en mor (primær omsorgsperson) ikke opfylder det spæde barns behov, får barnet ikke mulighed for at knytte sig til moderen, og det bliver tidligt skadet. Et tidligt skadet barn føler ikke selvværd og kan ikke udvise tillid.

En sådan udviklingsforstyrrelse kan ikke repareres senere i livet, så det er et meget alvorligt psykisk handicap, der påføres, når mor ikke er til stede fysisk eller psykisk for at opfylde barnets reelle behov.

Udgangspunktet for udvikling af en personlig moral, som ikke blot er udvendig efterplapren, ligger nemlig også i spædbarnets tilknytning. Individets moraludvikling er afgørende for om man kan formås at tage ind på Jyllands-Postens redaktion for at binde folk med strips i den velovervejede hensigt at skære halsen over på så mange uskyldige som muligt i løbet af 20 minutter, eller om man truer danske politikere med vold.

Det er magtpåliggende at finde ud af hvorfor så mange drenge fra muslimske miljøer allerede i en tidlig alder udvikler en modkultur, som bl.a. skoleinspektører beskriver. Mænd, der anvender vold for at nå deres mål, har haft det svært, som deres vilkår har formet sig, med at opnå anerkendelse og dermed selvværd, siger vestlig psykologisk teori.

For indvandrere gælder det, at de to kulturer de vokser op i, ikke altid har værdier og menneskesyn som stemmer overens. Det ligger sådan med forståelsen af den personlige identitet -  ”hvem er jeg ”  -  at den er meget svær, nok umulig at nå frem til, hvis ikke individet har en afklaret forståelse af sin kollektive identitet, altså af sit tilhørsforhold.

Hvis det f.eks. i miljøet er udelukket at opfatte sig som både muslim og dansker, så bringer det individet, som ønsker at tilhøre begge entiteter, i et dilemma som selvet må løse.

Man må derfor antage at børn, der af hjemmet presses til et livssyn, der afviger meget fra dansk middel-klasse norm, er udsatte i deres personlighedsudvikling.

Islamisk moralteori antager, at barnet har det rette i sig fra fødslen. Det er dermed en viljesakt at gøre det som Allah ønsker, som loven (sharia) foreskriver. Det forhold, at der ikke er nogen egentlig etik i islam – blot en masse dogmer og en katalog af påbud, forskrifter og forbud– gør det meget sværere for herboende børn og unge.

De må forsøge at skabe sig det, som psykologer kalder en sejlrende mellem det danske humanistiske og det modstillede underkastende islamiske sæt forestillinger om ideal livsform liv og måde at forholde sig på. Børn i indvandrede muslimske familier socialiseres sjældent til at udvikle den autonome identitet, der skal til for at opnå anerkendelse og god funktion i senmoderne samfund.

Når man samtidig er opdraget i en kollektiv kultur, kan det føles som en personlig krænkelse, når den medbragte kulturs symboler og forestillinger ikke godtages. Opleves det tillige som at danskerne vurderer islam som tilbagestående og behandler ideologien foragteligt, kan ydmygelse og vrede lagre sig.

Flere unge vil dog være i et dilemma mellem vestlige og islamiske normer. Men da det er uoverskueligt og angstprovokerende at gøre oprør mod omsorgspersonerne (familien), forekommer det også, at vreden mod den skruestik af traditioner som forældrene holder de unge i, dirigeres over mod frihedens og valgets budbringer, altså danskheden og danskerne. Indre utilpassethed og umodenhed (narcissisme) projiceres ud af kroppen og væk fra individet over på en sag (chosen trauma).

I stedet for skam og ydmygelse kan individet nu føle magt og handlekraft. Fortællingen er bekendt : Palæstinensere  undertrykkes - alle muslimer lider  - jøder og amerikanere skal bekæmpes så lykke og tryghed kan opleves osv.

Islam befordrer vold

Den tysk- tyrkiske muslim sociologen Necla Kelek, har fremsat den teori i sin bog Die Verlorenen Söhne (De fortabte sønner) at islamisk religiøsitet skaber voldstilbøjelighed. Det gør hun bl.a. på baggrund af en stor tysk undersøgelse der viser, at unge muslimer, som er religiøse, er dårligere integrerede i samfundet end ikke-religiøse muslimer.

De er mere tilbøjelige til at udøve vold, og de har færre tyske venner. Undersøgelsen omfatter 44.000 unge i 15-års-alderen i Niedersachsen. 70 pct. af de unge muslimer er meget religiøse eller religiøse, og 40 pct. har en dogmatisk holdning til islam. 40 pct. af de unge synes, at islam er vigtigere end demokrati, og 37 pct. mener, at sharialove bør gælde for muslimer i Europa.

Den tyske undersøgelse viste også at  ikke-muslimske indvandrere er bedre integrerede end muslimer, hvilket jo er en gennemgående  erfaring i de berørte lande.

En anden tysk forsker sociolog, professor Ulrike Ackermann peger på, at man statistisk har kunnet fastslå en sammenhæng mellem et stærkt religiøst arabisk-patriarkalsk miljø på den ene side og voldsberedskab på den anden.

Modkultur

I traditionel kultur er loven lig med moralen. Man skal gøre hvad loven siger, og bliver derved moralist. Men de skrevne love og de uskrevne diskurser er jo altid menneskeskabte.

Når mennesker anser love for gudens vilje er både motivationen og den mentale kapacitet til forandring alvorligt hæmmet. Der er ikke tradition for samtidig eksistens af afvigende meninger i islamistiske miljøer.

Interessemodsætning og dissens anerkendes ikke som legitimt, det ene må være gyldigt og udelukke det andet. Dialog, forstået som at justere sin indstilling efter en sokratisk samtale, der går ud på at begge bliver klogere, findes ikke. Ej heller det politiske begreb kompromis, for sandheden må og skal have ret hver gang.

Overalt i europæiske byer med koncentrationer af muslimer findes anti-demokratiske og anti-individualistiske parallelsamfund, hvor trusler og vold anvendes som konfliktløsning.

Det er en modkultur med ringe livsglæde og megen mismod, hvor offerfølelsen trives. Det har sammenhæng med førmoderne kultur, hvor loven altid er udformet, så visse menneskers interesser varetages mere end andres, nogle har lov at udnytte andre.

”Kroppens egne lidenskabelige interesser forvaltes ikke hensynsfuldt ” som psykolog Erik Schultz udtrykker det. Et miljø, der er uforeneligt med de grundlæggende menneskelige behov som fx tryghed og tillid, udgør en ”underskudslogik ” og det belaster barnet og den unges almene udvikling.

Fire unge mænd havde sidste år færdige planer om angreb på amerikanere i Tyskland. Netop som de var ved at ælte sprængstof sammen, blev jihadisterne taget på fersk gerning. Ikke desto mindre betegner de fire sig som religiøse, men ikke voldelige!

I Tyskland er dommerne forundrede og har ”ikke kunnet finde de menneskelige grunde til, at unge mennesker fra veletablerede familier lader sig forføre af religiøse fanatikere og begiver sig ind i terrorismens vanvid ”.

Hvem siger, at de unge er blevet forført? Dommerne søger efter svar det forkerte sted. Forsker Manni Crone fra Dansk Institut for Internationale Studier har netop påpeget, at de unge mænd selv opsøger rekrutteringen til hellig krig! De unge har surfet rundt mellem muslimske miljøer til de fandt det ekstreme. Og der mødte de andre, som også er villige til vold og nedbrydning.

Hvor kommer raseriet fra?

Det afgørende i personlighedsudviklingen er således indtruffet længe før terroristen leder efter ligesindede til en kvartet, der vil plante selvmordsbomber i britiske og spanske tog.

Vil man forstå en terrorists psyke, må man begynde med det lille barn, for at se hvordan fanatisme og parathed til vold bliver en del af selvet.

Hvordan er hans kognitive udvikling, altså status og forløb for erkendelse, tænkning og læring? Hvordan er hans følelsesmæssige udvikling? Hvordan er hans relationer til andre udviklet? Osv.

For at nå frem til en personlig moral, der ikke er ukritisk påtaget ideologi, kræves en vis kognitiv udvikling. At erkende, analysere og lære forudsætter social interaktion med voksne, der svarer på spørgsmål og diskuterer.

Sammen med egne hjerneprocesser danner den konkrete erfaring med voksnes væremåde et niveau for erkendelse, analyse og læring, som er forudsætningen for at udvikle en personlig moral. Det sker i Vesten i 11-års alderen.

Spørgsmålet for den unge er altså, hvem kan han vælge at imitere for senere måske at identificere sig med vedkommende?  Børn og unge vokser op og internaliserer den kultur de lever i. Her er familien af primær betydning og det omgivende samfund kun sekundært. Der er megen vold, undertrykkelse og hævden af autoritet og hierarki uden tilsvarende indsigt eller duelighed hos  især mandlige medlemmer i muslimske familier.

Det kan naturligvis skabe frustration, dårligt selvværd og vrede hos dem, der må underlægge sig især de unge mænd. De lokale muslimske kulturer hvad enten det gælder Danmark, Holland, Sverige eller Storbritannien er præget af en kombination af islamiske værdier og respektive stammekulturer: religionen har en central plads, socialisationen er repressiv, patriarkatet råder og traditionalismen dominerer over kreativitet.

Dannelse forstås som en mentalitet, der holder det traditionelle i hævd. Kultur er jo dynamisk, og mennesker former kultur, så det kan forældrene jo bare lave om på, hvis de har lyst, i hvert fald i deres egen familie, vil mange nok tænke. Men det er alt sammen forhold, som især 1.generations indvandrere har vanskeligt ved at ændre, fordi de færreste har udviklet de tankemæssige redskaber, der følger af et veludviklet skriftsprog.

Forældrene til modkulturens unge arabiske og pakistanske mænd er nemlig ofte forblevet analfabeter. Analfabeten med et traditionelt og autoritært livssyn har med sin konkrete tænkning svært ved abstrakt, logisk, hypotetisk og syllogistisk ræsonnement med mange bolde i luften samtidig.

Imidlertid har mange forældre til 2.generation ikke bare selv svært ved at strukturere og analysere helt så godt som andre, for analfabeter, der mentalt ikke er trådt ind i moderniteten, giver også den manglende refleksion og ufuldstændige personlige stillingtagen til eksistentielle spørgsmål videre som social arv til efterkommere.

Vi ved, at en del af de arabiske terrorister var uddannede som ingeniører i Tyskland, og at der var muslimske læger indblandet i terror i UK og USA.

Imidlertid sker det ikke så sjældent, at individer opnår niveauet for formel operationel tænkning på områder som f.eks ingeniørkunst og teknik, men eksempelvis har vanskeligheder med formel operationel tænkning på områder som religion og patriotisme. Danske studievejledere lægger mærke til netop den slags vanskeligheder hos efterkommere fra traditionsbundne familier.

Det er vanskeligt for disse unge at analysere, argumentere og problemløse i fag hvor der fortolkes og relativeres -  mens fag hvor paratviden, gentagelse og fastlagte procedurer fylder meget ikke volder studenten de samme kvaler. Fænomenet skyldes sandsynligvis ikke en oprindelig dårlig begavelse, men en kulturelt struktureret hjerne.

Hjernen og tænkning

Flere af de fangede terrorister er så unge, at deres hjerne ofte ikke er færdigudviklet. De vilkår deres tænkning har kunnet udvikle sig under har meget stor betydning for den logiske og moralske tænkning, de kan præstere. Et individ kan først forventes at have et voksent analyseberedskab og kunne tænke abstrakt og logisk fremadrettet i 25 års alderen.

Netop fordi terrorister selvrapporterer megen ydmygelse, misundelse og forurettethed, mens de modsat kaster skyld på og dehumaniserer ”de andre” må følelseslivet i opvæksten mere i fokus i terrorismeforskningen.

Ekstremt radikaliserede har tendens til en selektiv forholden sig til facts og at se alle årsagsforklaringer udenfor sig selv. Og eftersom de ser sig selv som ofre, kan de jo ikke selv være skyldige, når de ”retfærdigt” slår igen!

Evnen til håndtering af ambivalens er aldrig opdyrket. Der er ikke socialiseret til refleksivitet overfor egne handlinger ligesom erkendelsen af eget ansvar er svag. Fanatikerne lever i en paranoid-skizoid position uden normal erkendelse og tænkning på visse områder.

En del abonnerer på konspirationsteorier og fejlbedømmer egen indsats og betydning. Man dyrker en grandios fortid eller planlægger en magtfuld fremtid.

Socialantropologen Aje Carlbom har i Sverige studeret de unge ekstremister efter de er fundet sammen i grupper om at støtte jihad. Han har observeret, at de voldsomt radikaliserede har en selektiv måde at forholde sig til fakta, ligesom gråtonerne forsvinder for dem i deres bedømmelser. Det tyder på en umoden personlighed – altså efter vestlig målestok.

For der er tænkere med mellemøstlig baggrund, som filosoffen Daryush Shayegan (modtager af Global Dialogue Prize, 2010  Århus Universiet), der mener at umodenheden hældes ind med modermælken - ud fra den måde man i kulturen forholder sig til skuffelser, vrede og ubehagelige fænomener - og dermed bliver ”umodenheden” ( i vestlig psykologisk terminologi ) en del af den fremherskende socialkarakter.

Terror anerkendes

”Martyren løfter sig selv ” hævder den afhoppede islamiske terrorist Walid Shoebat. Han forklarer at en overset person, der savner meningsfuldhed og anerkendelse, langsomt kan blive transformeret til en helt ved at udføre terrorhandlinger.

Ved at hævde moralsk overlegenhed og udføre sine asociale destruktive handlinger i islams navn opnår terroristen agtværdig respekt i sine omgivelser. Det forudsætter kulturligvis et miljø, der anerkender terror som virkemiddel! Noget kunne tyde på et dobbeltliv: familierne angiver jo i hvert fald ofte  dyb overraskelse over, hvad sønnike havde gang i.

Men det kan også betyde, at sønnerne udlever stedfortrædende  ”berettiget had” på gruppens/familiens vegne. Ofte sker der imidlertid det, at ekstremisterne fjerner sig værdimæssigt fra dem de hævder at repræsentere, idet mange af ”deres egne” ikke deler deres mål og midler.

Fra forskningen i hellig krig er der forskellige bud på, hvad der kan skabe en terrorist født i fredelige Europa. Det er unge mænd der ønsker action og spænding, og vil være de bedste, forklarer den danske forsker Manni Crone, der har talt med personer i Danmark anklaget for terrorisme.

”De er muslimer og de støtter jihad ” observerer hun. Men Crone antager ikke at de er specielt religiøse, for de læser ikke de hellige tekster i udpræget grad, fortæller hun. Men måske lytter de så til islamistiske TV- prædikanter, eller  lytter til selvvalgte autoriteter på iPod og DVD? (Selvvalgte fordi sunni-islam, som bekendt ikke har noget præsteskab og ej heller noget officielt hierarki over fatwa-udstedere)

Ovenpå de fatale skuffelser i den tidlige barndom, så begynder opbygningen af mod-identiteten og vrangvilligheden mod det danske samfund med at individet endnu engang ikke føler sig set, hørt eller respekteret. Muhammedtegningerne, blondinen på diskoteket eller skolens optagelseskriterier provokerer ham.

Hans oplevede berettigede krav er ikke blevet imødekommet. Han bliver vred. Psykisk set er det i første omgang nemmere at blive vred. Man lægger problemet udenfor sig selv, det er ”den andens skyld”, og så skal der heller ikke bruges psykisk energi på refleksion. Det dårlige selvværd forstærkes heller ikke, og behageligt nok føler man sig ikke skyldig, når man er vred.

Skyld spiller ganske vist en anden rolle i mellemøstlige muslimsk identitet, som hænger sammen med det relative sandhedsbegreb, men tror man på Allah, ser guden jo alt. Vrede giver en følelse af magt og handlekraft. Dynges vrede på vrede kan det bunkes sammen til en overbevisning om en skyldig, der kan være en person, en struktur eller en stat.

Den skyldige provokerer og hånen/afvisningen/udnyttelsen/diskriminationen etc. må ophøre, for at terroristen kan føle sig veltilpas. De(n) skyldige skal straffes. Palæstinenserne lider, afghanerne lider, irakerne lider … ”så længe mine brødre lider, lider jeg også” er følelsen.

Hjemmets opdragelse

Hvor meget spiller socialiseringen i familien ind på det pædagoger og andre betegner som ”meget kort lunte” hos relativt mange unge muslimske mænd? Hvad der opleves som provokerende, hvordan personen reagerer på det, og hvorledes der handles for at stimulus skal ophøre, er alt sammen kulturelt formet.

Hver kultur har sine logikker og hvert individ har sit vurderingsgrundlag. Det er selvklart at intelligens (meget arvelig) og temperament (arvelig) spiller ind i valg af aktion og reaktion.

Forældrenes rolle er blandt andet at lære barnet at handle hensigtsmæssigt på sine følelser, samt hjælpe det med at få passende erfaringer, og at blive reflekterende. Ganske tidligt i livet er det en af forældrenes opgaver at lære barnet at trøste sig selv ved skuffelse.

I løbet af et menneskeliv kommer man ud for hobevis af skuffelser, der jo helst ikke skal sætte sig i psyken som uforløst vrede. Hvad sker der så, når børn socialiseres i en æres-kultur, hvor hån, ydmygelse og straf er normale redskaber i opdragelsen? Ifølge vestlig psykologisk teori kommer der færre sunde individer ud af opdragelse med skammen ud, trusler og vold.

Når de unge i ghettoerne overalt i Europa kræver respekt og anerkendelse, kunne det så være andre end den indfødte befolkning og de vestlige samfund de anklager? Mange – især pigerne - klarer sig jo godt med uddannelse og job. Har terroristerne også sunget sangen om at kræve respekt, få anerkendelse og blive respekteret før de blev radikale?

Antagelig er drengenes krav om respekt i virkeligheden en påpegning af subjektive og socialt betingede vanskeligheder med at være individ og høre til i både en kollektivistisk og en individuel kultur. De unge er i et alvorligt skisma i forhold til at få det autoritære islamiske dannelsesideal til at passe med den fri humanistiske individualitet.

Det er meget vanskeligt at være opdraget moralist, og skulle operere i etik, for demokrati er i høj grad mentalitet!

Vi ved, at unge mennesker generelt antændes af uretfærdighed. Dogmet om alle muslimers fællesskab, der udgør én verdensomspændende nation (umma) -  ét folk  - der transcenderer statsborgerskab og etniske kategorier, bevirker at muslimske unge føler et helt anderledes universelt fællesskab, end man kan se hos eksempelvis buddhister, hinduer og kristne.

Noget, der ligner, har dog historisk kunnet observeres hos kammeraterne i kommunismen. Når muslimske efterkommere i meget høj grad placerer deres identitet i at være muslim, bevirker det også en afstandtagen til ikke-muslimer. Mange betegner sig først som muslim og dernæst som pakistaner/marokkaner/tyrker - selv med et dansk statsborgerskab!

Afstanden til de indfødte ikke-muslimer er nærmest indbygget i identifikationen som muslim og internaliseringen af umma begrebet. En nyere dansksproget bog (nylig indkøbt hos en såkaldt moderat imam konvertitten Abdul Wahid Pedersen) påbyder eksempelvis at de vantro skal hades for Allahs skyld.

Den britiske socialantropolog Pnina Werbner, der har studeret etniske pakistanere i britiske storbyer, taler om self-separation, altså tilbagetrækning fra det egentlige samfund. Det sker når de kæde-indvandrede grupper af pakistanere bliver store nok og har etableret sig i modtagelandet (læs også om Yummies : Young Urban Muslims with Education). Muslimske børn, der aldrig tilbringer fritid sammen med danske børn, er et tegn på denne selvtilstrækkelighed.

Det er min vurdering, at selvtilstrækkelighed er en del af socialkarakteren hos størstedelen af den muslimske indvandrerbefolkning, dansk statsborger eller ej.

Glade for våben

Ikke alle Europas hjemmeavlede terrorister, der henholder sig til at være Allahs tjenere i islams sag, er muslimsk opdragede. Der er ca. en fjerdedel konvertitter imellem, og de har sandsynligvis haft en mindre stabil barndom.

Utryghed i barndommen er et generelt kendetegn for konvertitter f.eks. skilte forældre med hver sin livsanskuelse, eller desuden en kriminel løbebane, som dokumenteret i Frankrig.

For individer i gråzonen med behov for anerkendelse må islamistiske lærermestres håndfaste anvisninger på ret og uret samt Allahs totale tilgivelse til revertitter (som vi betegner konvertitter), da også forekomme yderst belejlig!

Manni Crone opfatter ud fra sin forskning de terrordømte og terroranklagede som unge mænd, der vil have ”action”  - altså gang i den. De voldelige radikaliserede vil tillige ”være de bedste” , og de vil ”gøre en forskel”.

At ville være superdygtig, lave noget spændende og være betydningsfuld for andres liv kan man vel også som eksempelvis u-lands NGO’er eller som sportstræner? Men de vil absolut ikke være spejderdrenge og våben er attraktive for dem.

Disse unge mænds ”gøren en forskel” må imidlertid ofte foregå i udlandet ”fordi i Danmark har de PET i nakken ” som Manni Crone forklarer. Tilsyneladende ser Crone jihadisme som en form for ungdomsoprør, altså noget der relaterer almen udvikling (se hendes 4 minutters video-foredrag  på dansk her).

Forskeren forholder sig ikke dybere til den patologiske vrede og har enten ikke øje for eller negligerer viden om psykiske afvigelser.

Ingen kan føle sig trygge i voldskulturer. Den følen- sig-berettiget-til som masser af skolelærere, politibetjente og pædagoger kan rapportere om præger mange ghetto-drenges mentalitet, mødes kulturligvis ikke med respekt hos ret mange voksne danskere, eller hos de piger de ønsker kontakt med.

Den manglende anerkendelse for måden at være hankøn på, kan sagtens føre til frustreret udadrettet negativ adfærd hos individer hvis vurderingsgrundlag er dårligt udviklet.

Enhver har - afhængigt af miljø og begavelse - adgang til at regulere på sin viden og dermed sit handlegrundlag. De valg personen foretager, er en udvidelse af personens identitet.

Nye erfaringer giver mulighed for nye begrundelser, og dermed nye måder at være ”mig” på. Det ligger i den menneskelige natur, at hvis barnet socialiseres af institutioner og miljøer, der dehumaniserer andre mennesker, så er det bare en kulturbetinget videreudvikling at grupper samler sig og udvikler en overgrebskultur.

Voldelige hadende unge er et tab for alle parter undtagen islamisterne.

Kirsten Damgaard er kulturpsykolog