Lad det være sagt med det samme: jeg synes Mette Frederiksen gjorde det glimrende, da hun afviste Præsident Trumps tilbud om at købe Grønland. Man kan altid diskutere ordvalget og hendes brug af ordet ”absurd”, der unægtelig har en hårdere klang på engelsk end på dansk, men tilbage står, at det rent faktisk er en absurd tanke at man kan sælge ud af dele af nationen som var det en gemen ejendomshandel.
At sjakre om land på den måde Trump forsøgte, er en forfladigelse af den måde vi anskuer vores land, dets enhed og vores nationale tilhørsforhold på. Det tror jeg alle danskere var enige om i de dage, hvor sagen ryddede forsiderne og sendefladerne – også dem, der ellers har travlt med at bakke op om grønlændernes krav om løsrivelse fra resten af Danmark.
Det paradoksale er dog, at Grønlands status som en del af Danmark langtfra er noget alle er enige om, hvordan man skal definere, eller rettere: det er et emne, som de fleste går uden om som katten om den varme grød. Dette fordi mange politikere og meningsdannere er sig smerteligt bevidst, at Danmark er en kolonimagt, der den ene gang efter den anden har øvet overgreb på lokalbefolkningen, udnyttet Grønland og grønlænderne på det groveste og for egen vinding samt ødelagt en blomstrende fangerkultur og drevet befolkningen til druk & vanvid med absurde krav om uddannelse og omstilling til at kunne magte den omgivende verden.
Dette centnertunge åg af skyld og skam har sendt den ene danske regering efter den anden ud på en endeløs canossagang i håbet om at sone Danmarks brøde og blive taget til nåde: Det ene uduelige hjemmestyre efter det andet bliver behandlet som rådne æg og har ustraffet fået lov at berige sig på deres landsmænds bekostning, og der er udbredt enighed om, at de enorme ressourcer, der givet befinder sig i den grønlandske undergrund ikke tilhører hele Danmark, men alene de kun ca. 50.000 sjæle, der sporadisk befolker den enorme ø. Læg hertil de 7 mia. kr. som Grønland årligt modtager i bloktilskud; en svimlende sum i forhold til indbyggerantallet, men som hjemmestyret alligevel ikke finder det betimeligt at anvende til at bekæmpe de enorme sociale problemer og den udbredte armod, der florerer blandt deres landsmænd og som især rammer børnene. En af mine tidligere kolleger, der havde arbejdet som lærer i to år i Grønland, kunne således fortælle, at hun i sin 2. klasse havde to piger med kønssygdomme.
Den grønlandske såkaldte elite har i alt for mange år lukreret på et narrativ om, at de er krænkede og udbyttede af den danske kolonimagt og at de har særlige rettigheder som oprindeligt folk. En påstand som ingen danske politikere for alvor turdet gå op imod. Dette til trods for, at fortællingen er relativt nem at skyde ned. Således har Katrine Winkel Holm i sin klumme i JP i denne uge redegjort for, at det oprindelige folk i Grønland ikke var inuitter, men nordboere, og at inuitterne først kom til øen i 1100-tallet:
”Det er en kendsgerning, at det oprindelige folk på Grønland var nordboer, ikke inuitter. Og at Hans Egede i 1721 ikke drog til Grønland for at tage et fremmed område i besiddelse, men for at forkynde kristendom i en gammel del af det dansk-norske rige. Nordboerne insisterede oprindeligt på selvstændighed, men kom i 1200-tallet under norsk herredømme - ”Norgesveldet” - og da Danmark og Norge kom i union med hinanden i 1397, blev Grønland også en del af det danske kongerige og har været det siden.”
Hermed falder narrativet om Danmark som kolonimagt også. Katrine Winkel Holm citerer historikeren Thorkil Kjærgaard:
”Efter 1945 pressede både USA og USSR, der begge definerede sig selv som antikolonialistiske, voldsomt på for at få de europæiske koloniriger afviklet. Der blev protesteret - Grønland var ikke en koloni, men her hjalp ingen kære mor. Set fra verdensmagtens centre, Washington og Moskva, var der ikke noget at diskutere. Siden vendte stemningen i Danmark, og fra 1960’erne ser man de første ansatser til en selvpinerisk tilfredsstillelse i at se den danske tilstedeværelse i Grønland som en parallel til den belgiske i Congo eller den franske i Nordafrika. Som et spejlbillede på denne udvikling begyndte man i Grønland at opfatte sig selv som ofre for en hensynsløs dansk kolonipolitik. En kolonialistisk og postkolonialistisk diskurs er gået folk på hjernen, man kan snart ikke tale om andet, hverken i Grønland eller i Danmark.”
Det er på en gang paradoksalt og dybt tragisk, at danske politikeres angst for at fremstå formynderiske og krænke Grønlands selvstændighed og inuitterne som et oprindeligt ædelt folk er det, der i vid udstrækning fastholder alt for mange i et usselt liv præget af alskens misbrug. Hvis de sociale forhold i Grønland blev overført til Syddanmark, ville det udløse ramaskrig og sende Danmark ud af det gode internationale selskab.
Det er af afgørende betydning for vores forhold til Grønland og for udviklingen i denne del af vores land, at politikerne kaster den misforståede skyldfølelse og det forkerte kolonimagts-prædikat af sig og begynder at betragte øen som det, den er: en integreret del af kongeriget Danmark - med visse særlige vilkår, javist – men dybest set på linje ned Bornholm eller en hvilken som helst anden egn. Vi skal stille samme krav om redelighed og effektivitet til Hjemmestyret som vi stiller til enhver kommunalbestyrelse og så i øvrigt tage de grønlandske politikeres horrible krav og absurde påstande med ophøjet ro.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
