Søndag den 10. oktober uddeler Trykkefrihedsselskabet sin årlige ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisen uddeles til en person, der ”har udvist kompromisløshed og uforfærdethed i kampen for det frie ord”.
I år går prisen ikke til en person, men til flere: til Københavns Professionshøjskole, dens rektor Stefan Hermann og til ”Charlotte”, den lektor, der nu må leve anonymt på grund af trusler, efter at hun på Facebook meddelte, at hun i solidaritet med den myrdede lærer Samuel Paty, ville lade Muhammed-tegninger indgå i sin undervisning.
Jeg har for nogle uger siden skrevet om, hvor glad jeg blev, da jeg fandt ud af, at ”Charlottes” arbejdsgiver bakkede hende fuldtonet op – både som leder og ved at tage indtage det selvindlysende standpunkt, at drab og trusler mod lærere er et angreb på vores civilisation og at undervisere har metodefrihed.
Hvorfor skal man have en ytringsfrihedspris for at sige det åbenlyse, vil nogle måske spørge. Hertil er det nedslående svar: fordi det netop ikke er åbenlyst længere. Fordi ytringsfrihedens grænser netop ikke er, hvor vi tror de er, men har flyttet sig fra frihed til frygt for repressalier. Fordi det er vigtigt at anerkende, at ”Charlotte” med sin Facebook-postering reagerede instinktivt demokratisk til forsvar for underviserens metodefrihed og dermed ytringsfriheden. Fordi Københavns Professionshøjskole og skolens ledelse prompte og offentligt bakkede hende op. Fordi Københavns Professionshøjskole har stået fast selvom ingen anden skole eller uddannelsesinstitution har sluttet op om dem, selvom de har haft al tid i verden til at gøre det. Og fordi Københavns Professionshøjskole dermed er kommet til at stå som et yderst spinkelt værn mod en glidebane mod bl.a. engelske tilstande.
Her har skoler en bloc og uden sværdslag kastet ytrings- og metodefriheden over bord og bøjet sig for islams totalitære krav og ekstreme krænkelsesparathed. Som i tilfældet Hunter´s Bar Junior School i Sheffield. Her havde en lærer i forbindelse med ramadanen vist et billede af profeten Muhammed for at eleverne kunne ønske ham tillykke med fødselsdagen. Det affødte rasende protester blandt forældrene, der truede med at tage børnene ud af skolen, hvilket fik skolens rektor til at ile ud med ”dybtfølte” undskyldninger og forsikringer om, at den pågældende lærer var ”dybt beskæmmet” over sin brøde. I en udtalelse skrev skolens rektor Michael Watson bl.a.:
”Vi er fuldt ud klar over, hvor krænkende det er for vores muslimske samfund, og jeg underskylder dybt for det ubehag, det har forårsaget (…) Vi vil iværksætte en formel undersøgelse i overensstemmelse med retningslinjerne for de lokale myndigheder i Sheffield, så vi kan få afdækket, hvordan og hvorfor noget sådant kunne ske…(...)
Jeg vil gerne forsikre det muslimske samfund om, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde en retfærdig og rimelig vej at gå fremover som kan genopbygge tilliden til vores skole, så I kan være sikre på, at vores elever, familier og stab forstår, bakker op om og hylder den diversitet, vi som samfund er så stolt af.
Lad mig endnu en gang anerkende den skade og dybe krænkelse, som er forvoldt dele af vores samfund og dybfølt og ydmygt undskylde.”
Til sammenligning skrev Københavns Professionshøjskole og rektor Stefan Herman følgende på Twitter efter at ”Charlotte” havde modtaget så mange trusler, at hun nu lever på hemmelig adresse og har sin egen PET-kontaktperson:
”Trusler mod og drab på lærere er et angreb i hjertet af vores civilisation. Vi står på @kbh.prof
urokkeligt bag vore underviseres ret og frihed til at vise Muhammed-tegningerne. Oplysning handler også om at kunne være i dissens og ubehag, ikke undgå det.”
Neden for udtalte rektor Stefan Hermann: ”Jeg bliver vred og forarget. Det er vanvittigt at man skal modtage trusler for at vise en satiretegning. Vi har en fri og offentlig debat i Danmark.”
Det turde være overflødigt at fremhæve de helt grundlæggende forskelle i de to skolers reaktion på samme angreb på demokratiet. Og lige så overflødigt at tænke den tanke til ende, hvad der vil ske med den vestlige civilisation, hvis alle reagerer som rektor Michael Watson og så mange andre engelske rektorer med ham.
I det lys er Stefan Hermanns og Københavns Professionshøjskole særlig vigtig – og samtidig særlig skrøbelig, så længe de ikke bakkes aktivt og højlydt op. Derfor er det særlig vigtigt, at vi markerer vores fulde støtte og anerkendelse.
Det sker for Trykkefrihedsselskabets vedkommende som sagt søndag den 10. oktober kl. 16 i Vartovs Store Sal. Der er gratis adgang.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
