Den 2. april kunne man i netudgaven af den britiske avis The Guardian læse en artikel med overskriften: ”Midt i COVID 19-krisen forsøger Ungarn at stoppe juridisk anerkendelse af transkønnede”. Af artiklen fremgår, at Orbans regering har fremsat et lovforslag indeholdende ”kontroversielle foranstaltninger” til bekæmpelse af coronavirus nemlig, at bestemmelse af køn skal defineres som ”det biologiske køn baseret på primære kønskarakteristika og kromosomer” (min oversættelse).
Det har fået Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Dunja Mijatović, op på den helt store klinge: ”Transkønnede har ret til juridisk anerkendelse af det køn, de selv har valgt. Det er en grundlæggende forudsætning for at sikre deres menneskerettigheder i alle livets afskygninger. Juridisk anerkendelse af køn er et spørgsmål om menneskelig værdighed.”
Den 11. april bragte Politiken et stort interview med Dronning Margrethe i anledning af regentens tilstundende fødselsdag. I interviewet svarer Dronningen bl.a. om menneskets påståede skyld i klimaforandringerne: »Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om. Altså, jeg mener, at der er forandringer i klimaet, og det kan da være, at menneskelig aktivitet har spillet en rolle«.
Udtalelsen sendte Dronningen ud i en veritabel shitstorm: fra SFs klimaordfører, der kalder udtalelse ”helt på månen” til kongehuseksperten Søren Jakobsen, der kalder udtalelsen for ”trumpsk studpiditet”, hvilket åbenbart må være noget af det dummeste, man kan måle...
De to historier illustrerer på hver deres måde i hvor høj grad tidens politiske strømninger – eller kampe – i Vesten, nemlig kønskampen og klimakampen, efterhånden er blevet ophøjet til dogmatiske sandheder, som ikke må anfægtes endsige stilles kritiske spørgsmål til. Dette på trods af det ubestridelige faktum, at mennesket de facto hverken kan ændre det køn, det er født med eller jordens klimatiske forandringer.
Ikke desto mindre er det blevet helligbrøde og en krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder at definere køn ud fra objektivt konstaterbare, biologiske kriterier, og at hævde, at mennesket ikke er herre over naturen – herunder klimaet.
Og netop ordet ”helligbrøde” er et særdeles velvalgt ord i denne sammenhæng, fordi det dækker over den intensitet, hvormed disse nye dogmer forsvares og samtidig siger noget om den religiøse karakter, kampen om klimaet og kønnet har antaget de seneste år.
Vi er inde i en nyreligiøs tid, hvor det er mennesket, der er blevet Gud og herre over både jorden og vores egen biologi. Det er på en gang både latterligt og pinligt, at så tåbelige antagelser, der i vidt omfang er båret frem af aggressive minoritetsgrupper og en psykisk syg skolepige, på få år kan blive så indpisket, at det får voldsomme konsekvenser, hvis man forholder sig kritisk og sundt nøgternt til postulaterne.
For det er postulater og den pure afvisning og udskamning af alle, fra regeringer til dronninger, der tillader sig at hæve sig over tidens snik-snak, vidner om et meget usundt meningsdiktatur.
Den gode nyhed er, at denne tidstypiske megalomani og det meningsdiktatur, det har affødt, umuligt kan vare ved. Det vil blive en parentes i historien, som vi vil se tilbage på med hovedrysten og en flov smag i munden. Og så må vi finde os i den fuldt berettigede latterliggørelse, som kommende generationer vil udsætte os for.
