I Danmark har vi i årevis holdt fanen højt, når det drejer sig om ytringsfrihed, og modvilje mod hensynsbetændelse og berøringsangst, og med rette skoset det feminiserede og über politisk korrekte Sverige, hvor køn er en social konstruktion og hvor det er muligt at skabe sig en levevej som professionelt krænket minoritet, hvis blot man har enten det rigtige køn, en tæt pigmentering eller begge dele.
Vi har grinet meget af det svenske hysteri og korset os over deres groteske censur af tegneserier og ikoniske børnebøger (Pippi Langstrømpe, Tintin i Congo og Lille Hjerte), hvor ordet “neger” og “negerkonge” er blevet slettet.
Men nu er det tid til at tørre grinet af fjæset, eller i hvert fald reducere det til et meget stift smil, for vi har efterhånden ikke meget at lade broderlandet høre: krænkelseskulturen har for længst vundet indpas på vores uddannelsesinstitutioner, hvor professorer danser efter de umodne og u(ud)dannede studerendes pibe og rask væk forbyder udklædning til fester og afsyngning af danske sange, og senest har børnebogscensuren gjort sit indtog på det såkaldt hæderkronede forlag Gyldendal.
Her har forlaget, i skikkelse af administrerende direktør Morten Hesseldahl, formastet sig til at fjerne otte børnerim i forbindelse med genudgivelsen af Halfdan Rasmussens elskede ”Abrakadabra og andre børnerim”, alle fordi de indeholdt ordene ”neger” og ”hottentot”: ” Tanken er, at vi gerne vil sikre, at dette forfatterskab og disse tegninger bliver bredt ud til en ny generation. Og de digte og tegninger, der er taget ud, var lavet med en bestemt intention dengang, og den intention aflæses anderledes i dag. Det er helt uretfærdigt, hvis de skal beskyldes for at være racistiske«, udtaler Hesseldahl til Politiken og gør sig dermed til selvbestaltet over- og smagsdommer i forhold til, hvordan klassisk børnelitteratur vil eller kan blive fortolket.
Det er i sig selv smagløst og en grov undervurdering af både Halfdan Rasmussen og de nye små læsere og deres forældre, der nok selv kan finde ud af, at skille skæg fra snot og ordet ”neger” fra ”racist” og i hvert fald ikke kunne drømme om at tillægge forfatteren racediskriminerende tilbøjeligheder.
Men det er mere end utidigt smagsdommeri og en krænkelse af forfatterens værk – det er også udtryk for historieforfalskning, der sætter disse års bølge af nypuritanisme og krænkelseskultur over hensynet til og respekten for et allerede udgivet værk og den tid og den sprogbrug værket repræsenterer.
Det vidner om en åndløshed hos den del af ”kultureliten”, der ellers ser sig selv som litteraturens avantgarde. I denne sag er det eneste, Gyldendal er i front med censur; oven i købet af værste skuffe, for den er båret af malplacerede fine fornemmelser og en stærkt nedladende mangel på tillid til læsernes evne til at tænke selv.
Det er meget nedslående at måtte konstatere, at vi absolut intet af lært af Sverige, der ikke længere kan betragtes som et helt særligt folkefærd, der lader sig dominere af misforstået politisk korrekthed, men som snarere bør betragtes som first-movers når det gælder nye strømninger, der også vil ramme Danmark.
Nu mangler vi blot at Norge også vil følge trop og slå hårdt ned på Thorbjørn Egners ligeså ikoniske børnelitteratur, som jeg forudser at Gyldendal ikke længere vil røre med en ildtang. Lad mig derfor, inden det er for sent, fra hukommelsen citere de første vers af en af min barndoms mest elskede Egner-børnesange:
Der boede en negerdreng ved Mongo-Bongo floden
han havde fjer på hovedet og messingring om foden.
Han havde bare bukser på
og de var såmænd blot af strå,
men Hoa syntes det var flot,
for han var en ægte hottentot.
Han boede i en negerkraal, for det gør hottentotter,
der boede også kongen selv og kongens undersåtter.
Og kongen selv var tyk og stor
med ring i begge næsebor
Det syntes han var vældig flot
for han var en ægte hottentot.
