”Vi har ytringsfrihed, men…”. Denne korte og lidt fortærskede sætning indrammede for blot få år siden et af de temaer, der delte danskerne på noget af det mest basale i vores retssamfund: grænserne for det frie ord. Da Muhammed-krisen og truslen fra islamiske terrorister for alvor satte værnet mod vores vigtigste frihedsrettighed under pres, var der mange, der opfattede årsagen til terroristernes vrede, islamkritik, som problemet – i stedet for den vold, islamkritikken udløste.
Nu er debatten vendt tilbage i skikkelse af SFs politiske ordfører, Karsten Hønge, der oprindelig blev kendt som Vikaren fra Helvede. Han mener, at staten ikke skal bruge politiressourcer på at beskytte Rasmus Paludan, når han som formand for partiet Stram Kurs tager rundt i landets ghetto-områder for at demonstrere.
Og den holdning har han luftet for alle de medier, der ville høre på ham. Til BT siger han bl.a.:
»Han har selvfølgelig krav på beskyttelse, hvis han bliver truet, når han bevæger sig til og fra arbejde. Hvis han laver en demonstration, hvor han siger sin mening, har han også krav på beskyttelse. Men jeg synes, han strækker demonstrationsbegrebet. Hvis man stiller sig op og råber et andet menneske ind i ansigtet, så er det ikke en demonstration. Og det kan jeg ikke se, at politiet skal yde beskyttelse til [ …] Jeg synes, de skal sige til ham, at hvis han gør det, er det på eget ansvar. Nu har han gjort det 15 gange, og han har set, hvad der sker. Vi kan ikke bruge samfundets ressourcer på at holde hånden under ham.« (BT)
Og til TV2 udtaler Folkesocialisternes politiske spydspids på Christiansborg :
” Der må være grænser for, hvor mange penge vi skal bruge på at passe på en person, der tydeligvis er en stakkel, en sølle nar”
Det er galt nok, at Karsten Hønge mener, at man ikke har ret til beskyttelse af sin ytringsfrihed, hvis man falder inden for kategorien ”en stakkel, en sølle nar”, men han har tydeligvis heller ikke forstået de helt fundamentale principper for ytringsfriheden. De principper, der er så afgørende for, om vi kan kalde os selv for en retsstat:
I en retsstat skal enhver borger – herunder Rasmus Paludan - frit kunne bevæge eller opholde sit på offentlige steder og gennemføre lovligt anmeldte demonstrationer. Og så længe han ikke opfordrer til eller truer med vold, så længe har han krav på og ret til statens beskyttelse.
Paludan har til overflod selv dokumenteret sin tilstedeværelse i danske ghetto-områder ved at filme sine demonstrationer og lægge dem ud på youtube. Her kan enhver ved selvsyn konstatere, at han på intet tidspunkt hverken opfører sig voldeligt eller truer med og/eller opfordrer til vold. Den latente vold kommer udelukkende fra beboerne i de forskellige ghetto-områder, der tilsyneladende er så voldsparate, at der skal op til 15 betjente til at sikre, at Paludan ikke lider overlast.
Der er ikke tvivl om, at Paludans budskaber om ”taberghettoer” befolket af ”kriminelle samfundstabere” uden ”vilje og evne” til at leve som borgere i Danmark, er stærkt provokerende for ghettoens beboere, men det er ikke desto mindre et vilkår i et frit og åbent demokrati, at man kan blive fornærmet og såret over, hvad andre kan finde på at sige. Og det er og skal altid være et lige så urokkeligt vilkår, at staten sørger for at beskytte lovlige ytringer, for hvis vi ikke kan være sikre på statens beskyttelse, når vi ytrer os, så holder vi op med at sige noget af frygt for repressalier – og så ophører vi med at være et demokrati. Det er på en gang udfordringen og gaven ved ytringsfrihed.
Når Karsten Hønge i sin uendelige, uvidende dumhed plæderer for et stop for beskyttelse af Paludan på hans Tour de Ghetto, når han siger, at det er ”på eget ansvar” og at Paludan nu har ”set, hvad der sker”, så er det de facto det samme som at fratage Paludan hans grundlovssikrede ret, bøje sig for voldsmandens veto og gøre Paludan til problemet frem for dem, der rent faktisk truer med vold.
Paludan er ikke et demokratisk problem. Karstens Hønges udtalelser udgør derimod et demokratisk problem, som kommer til at omfatte hele SF, hvis han ikke bliver undsagt af sit parti.
Godt at Københavns Politi i det mindste er på det rene med både deres opgave og formålet med den. Det hedder således i en udtalelse til BT:
'Generelt er det Københavns Politis opgave at sørge for sikkerhed og tryghed for alle borgere, og det bruger vi de nødvendige ressourcer på. Vores opgave er at sikre beskyttelse af personer, der benytter sig af deres ytringsfrihed, også selv om det betyder hyppig politimæssig tilstedeværelse.'
Det er kloge ord, som Karsten Hønge bør lægge sig på sinde.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
