Mennesker drukner i tusindvis i Middelhavet, og europæerne ved ikke rigtigt, hvad de skal gøre. De føler, at det må være deres egen skyld - eller i hvert fald deres eget ansvar, og det er ikke så mærkeligt. Politisk korrekthed har lært dem, at alt, der er gået galt i verden - helt fra den globale opvarmning til slaveriet (som Vesten næppe har opfundet selv) og kolonialismen – er europæernes skyld.
Og på den måde er det hele meget enkelt: Europæere er onde, og hvis verden stander i våde, er det netop på grund af dem. Det hedder ”the blame game”, ansvarsplacering, og medfører i dette tilfælde, at de druknendeskal reddes og fordeles blandt de europæiske stater.
Andre steder synes ikke at være en mulighed, og hvorfor skulle det også være det,når Vesten er ansvarlig for alle klodens rædsler? Alligevel er det interessant at se, om der er andre lande, der føler lidt af samme ansvar. Berlingske Tidende (25.5) har gjort et spædt forsøg, og her viser det sig, at visse lande i Mellemøsten – Jordan, Libanon og Tyrkiet - har taget mange flygtninge, mens andre har taget yderst få. Det stenrige Saudi-Arabien - verdens tredjerigeste land - har givet asyl til 59. Qatar tegner sig for nul, mens Iran slet ikke er med på Berlingskes liste, hvilket kunne tyde på, at der heller ikke dér er en overvældende modtagelsesvilje. Jeg har læst på nettet, at Politiken 22. marts beretter, at 22.000 irakiske flygtninge har prøvet at komme ind i Iran fra byen Penjwin i det nordlige Irak, men har ikke kunnet kommet videre derfra. Artiklen er ikke fra i år, men fra 2003, så vi må håbe, det er lykkedes for dem. Men ellers har jeg ikke kunnet finde meget om flygtninge i Iran. Så bortset fra Jordan, Tyrkiet og Libanon lader de 56 islamiske lande ikke til at være særlig tilbøjelige til at åbne deres døre for meningsfæller.
Og i dette lys er det meget forståeligt, at mange europæiske lande også slæber med fødderne, når man ser, hvor hurtigt flygtningestrømmen vokser. Det er især lande, der allerede har problemer med etniske minoriteter (eksempelvis de baltiske lande med deres mange russiske bosættere fra sovjettiden), der ikke er ret varme på at importere flere. Men EU insisterer. Den henviser til ”humanismen” (der menes vist ”humanitet”), selv om fordeling og tankeløs gæstfrihed er blevet prøvet før med temmelig uheldige konsekvenser. Det vender jeg tilbage til.
Jorden som en forseglet ventesal
Alle kan se – eller burde kunne se - at det virkelige problem er overbefolkning. Jorden er begyndt at ligne en forseglet ventesal, som man prøver at presse flere og flere ind i, indtil ingen i den længere kan trække vejret, og alt ender i kaos. Det er denne drivkraft, der ligger bag den voksende folkevandring, men i stedet for at anerkende problemet foretrækker rådvilde politikere at trække pinen ud i håbet om, at noget vil vise sig. Men det vil der næppe.
Og fremtidsperspektiverne er virkelig skræmmende. Trods ebola og aids og endeløse borgerkrige stiger Afrikas befolkning støt, og alle beskedne økonomiske forbedringer bliver straks ædt op af voksende menneskemasser. De sidste 20 år er verdens befolkning vokset fra 5,7 til 7,2 milliarder. FN forventer med en fortsat aftagende fertilitet svarende til den hidtidige udvikling, at dette tal stiger og når op på 8,1 milliarder i 2025, 9,6 milliarder i 2050 og 10,9 milliarder i 2100. Et skrækeksempel er Ægypten.
Landet har nu 80-90 millioner indbyggere (91 millioner ifølge Ægyptens eget statistikbureau CAPMAS) og ifølge Netsiden Worldometers vil tallet stige til 121 millioner i 2050. Hvilket er temmelig mange. Især når man tænker på, at der på H.C. Andersens tid var lige så mange mennesker i Ægypten, som der var i Danmark, d.v.s. lidt under to millioner. Ægypten er nu som nævnt oppe på 90, og hvordan vil det se ud, når der er 121 millioner?
Danmark kan brødføde sig selv, men det kan Ægypten ikke. Det begrænsede agrarland omkrig Nilen kan ikke skaffe mad til mere end 20 millioner mennesker, hvilket medfører, at Ægypten må importere enorme mængder hvede og andre fødevarer, som betales med valuta fra turistindustrien og Suezkanalen.
Men hvor længe kan Ægypten blive ved med det? Både turismen og Suezkanalen er blevet mål for islamiske fanatikere med ondt i sinde, så situationen bliver stedse værre. Heldigvis for Ægypten får landet klækkelig bistand fra Saudi-Arabien og USA, og uden den ville landet for længst være endt i en hungersnød af bibelske dimensioner. Men gys! Det er ikke det værste, der kunne ske. Der er nemlig noget, der er endnu værre: vandmangel.
Verden er ved at blive varmere
Verden er ved at blive varmere, havspejlet stiger, og Ægyptens kystområder risikerer at blive oversvømmet. Nilens flodmunding (Nile delta aquifer) er et af verdens største grundvandsreservoirer, og længere oppe mod Nilens kilder, den Blå Nil, er Ethiopien nu ved at bygge dæmninger, der ikke lover godt for hverken Sudans eller Egyptens fremtidige vandforsyning.
Det er et problem, der naturligvis ikke kun plager Ægypten men hele Mellemøsten, og dets mekanisme er enkel: I takt med at der kommer flere og flere mennesker, er der samtidig mindre og mindre vand.
Den iranske politiker-debattør Issa Kalantari har forudsagt, at takket være Irans mislykkede vandpolitik vil 70% af Irans befolkning (dvs 55 millioner ud af 78 millioner iranere) blive tvunget til at forlade Iran.
Og som shia-muslimer vil de næppe søge asyl i det sunni-muslimske og meget asylresistente Saudi-Arabien, der ellers har masser af plads og masser af penge til de nødvendige afsaltningsprojekter. Så hvor vil iranerne tage hen? Det er ikke svært at forestille sig.
Men hvad nu hvis Kalantari tager fejl? Ingen kan spå om fremtiden, som man siger, men i dette tilfælde er der meget, der taler for, at Kalantari har ret. Irans Urmia Sø, Mellemøstens største, har mistet 95% af sit vand siden 1996. Isfahans store flod, Zayanderud er tørret ud. Over to tredjedele af byerne er på randen af en vandkrise, og tusinder af landsbyer er allerede afhængige af vandtankers.
Og så er der Gaza (med en af verdens allerhøjeste fødselsrater), hvor indløbende havvand og kloakoverløb er ved at gøre området til et hydrologisk mareridt. Og det samme sker i det ligeledes børnerige Yemen.
Her er der en øget efterspørgsel efter qat, hvis dyrkning kræver enorme mængder vand, og hovedstaden Sanaa må vel være verden første hovedstad, der løber tør for vand. Og så er der Syrien hvor Hafez al Assads regering ødslede $15 billion på mislykkede overrislingsprojekter i 1988 2000. Mellem 2002 og 2008 tørrede næsten alle Syriens 420,000 illegale brønde ud og vandressourcerne faldt til det halve.
Ifølge New York Times er (har) "gamle overrislingssystemer holdt op med at virke, grundvandet er tørret ind, og hundreder af landsbyer er blevet opgivet efter at agrarland er blevet til udtørrede ødemarker, og græssende dyr dør ud”.
Samme billede ser man i Irak. I 2011 lukkede mosuldæmningen totalt p.g.a. manglende vandtilstrømning, og havvand er trængt langt op i den store Shatt al Arab flod, der udgør grænsen til Iran.
Længere mod nordøst ligger Pakistan, hvor eksperterne spår, at landet vil lide af akut vandmangel i 2020. Folk er forståeligt nok allerede begyndt at migrere - og det er naturligvis de vestlige landes velstand og lempelige love, de migrerer til.
Modstand mod immigration
Er en migrant en gang kommet ind her, er han/hun selv og sine efterkommere garanteret et sikret ophold i al evighed. Og ofte som privilegerede med rettigheder som den oprindelige befolkning ikke har.
Sidstnævnte er forståeligt nok ikke begejstret for denne udvikling, men da deres lorenhed straks stemples som racisme, bliver de ofte tvunget til at gå med til noget, som den sunde fornuft ellers ville sætte spørgsmålstegn ved. Ingen vil jo stemples som racist, og da de indfødte ovenikøbet får at vide, at det ikke drejer sig om migranter, men om stakkels forfulgte flygtninge, kan de dårligt sige nej.
De bliver også ihærdigt belært af fromme sjæle, der ironisk nok oftest bor langt fra såkaldt udsatte områder som Gellerupparken Vapnagård, Mjølnerparken, Egedalsvænge o.l., og som ikke har noget imod at udskamme folk, der selv sidder midt i problemerne.
Dette moraliserende ”Godhedssegment”, har tilsyneladende statistikken på sin side, og selv når det senere viser sig, at det langtfra er tilfældet, bliver den sjældent eller aldrig mindet om, at den har taget fejl. Og at andre har måttet bøde for disse fejl.
Særloven af 1992
Et skrækindjagende eksempel på en sådan fejl er palæstinenserloven af 3. marts 1992, der gav kollektivt asyl til 321 afviste palæstinensere. Var de berettigede til asyl? Nej. Og var alle facts fremme på bordet, da særloven blev vedtaget?
Igen er svaret nej, det var de næppe, og ifølge en artikel i Jyllands-Posten året efter vedtagelsen (21.3.1993) var der meget, offentligheden ikke fik at vide. Overskriften var "PLO STOD BAG DEMONSTRATIONER I DANMARK", og her afsløredes, at ”de statsløse palæstinenseres langvarige protestdemonstrationer var tæt koordineret med PLO i Beirut”.
Kilden var PLOs Salah Salah, som journalisten Kristian Nystrøm havde talt med. ”Salah Salah er stolt over, at det i 1991 og 1992 lykkedes at få næsten 100 000 palæstinensere fra Libanon sikret asyl i vestlige lande som et resultat af en internationalt og arabisk planlagt genbosættelses-aftale”. Og videre:
”Salah Salah erkender, at ingen tilbagesendte asylansøgere har været udsat for myndighedsrepressalier”, skrev JP.
Hvilket vil sige, at hele sagen hvilede på misinformation. Også kaldet fup.
Verdenskulturerne er ikke ens
Men hvordan kom det så vidt? Svaret er, at Godhedssegmentet nægter at se i øjnene, at kulturerne er forskellige, og at Mellemøstens klan- og religionsdominerede kultur er totalt forskellig fra den danske ditto.
Migranter fra Thailand, Kina, Vietnam, Indien (tamilerne er et godt eksempel) og - naturligvis - også vestlige lande glider gnidningsløst ind i det danske samfund, mens Mellemøsten og Nordafrika for det meste byder på ideologifikserede mennesker, der selv i anden og tredjegeneration kan frembringe en Krudttønden- og synagogemorder.
Det er Godhedssegmentet tilsyneladende ganske blind for, og det var med stor sandsynlighed folk fra dette segment, der foreslog de afviste palæstinensere at ty til en kirkebesættelse. Og så gik det over stok og sten. Først var det Enghave Kirke og kort derefter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede de afviste palæstinensere indenfor.
Dernæst skrev hele 600 danske præster under på en støtteskrivelse til fordel for de afviste, selv om flere af dem havde været på ferie i de lande, de angiveligt var flygtet fra. Og det hele endte med asyl.
Var det godt, eller var det dårligt? I lyset af hvad der senere kom frem, var det afgjort det sidste. Ifølge en undersøgelse fra 2011 var 42 procent af de oprindelige 321 palæstinensere blevet dømt for kriminalitet, mens en tidligere opgørelse fra 2005 viste, at 56 procent af deres børn også var blevet straffet for kriminalitet. Om Krudttønden- og synagogemorderen Omar al Hussein er en af dem, ved jeg ikke, og det er måske heller ikke det, der er det mest interessante ved sagen:
Det er presset fra Godhedsindustrien og dens evne til at give folk dårlig samvittighed for bedre at kunne styre dem.
Præcis det samme pres oplever vi i dag på baggrund af de hundredetusinder af migranter, der flygter fra lande, som overbefolkningens miljømæssige og menneskelige følger gør ubeboelige. Tusindvis drukner på vej til Europas forjættede land, og det er uhyggeligt og tragisk.
”Vi alene er skyldige”
Men er den tredje verdens børnerigelighed Europas skyld? Ja måske en lille del af den, fordi alle – EU, FN, USA og ikke mindst den hjemlige Godhedsindustri – har vendt det blinde øje til verdens problem nummer ét – som tillige er verdens tabu nummer ét:
Overbefolkning. Snart vil den nuværende og stedse voksende bølge af forhutlede mennesker på jagt efter en bedre tilværelse blive en tsunami. Og hvad vil Europa så gøre? Blive ved med at fordele migranter frem for at se sandheden i øjnene? Blive ved med at være blind? Det ser desværre sådan ud. Men hvad er årsagen til denne blindhed? Manglende intelligens eller en villet fornægtelse? Det er naturligvis det sidste.
Det er politisk korrekthed. Man kunne også kalde det Hitlers lange skygge, der i venstrefløjens politiske bearbejdning har fået Vesten til at anse sig selv som racistisk. Og i denne optik ville en af Vesten promoveret børnebegrænsing i den tredje verden være i nazismens ånd.
Og det må vi for alt i verden undgå, siger logikken. Alt, der smager af angreb på – eller blot en krænkelse af – den mindre udviklede og ofte katastroferamte del af verden, ville være racisme. Og derfor er vi afskåret fra at gribe ind, mens flodbølgen mod Europas kyster tager til.
Det ”sjove” ved denne politisk korrekte tankegang, er, at den ikke kræver nogen som helst ansvarlighed af den tredje verden. Hvorfor? Fordi den politiske korrekte tankegang selv er racistisk.
Den forudsætter, at man umuligt kan forvente ansvarsfølelse af folk fra tredjeverdenslande, og eftersom Vesten per definition er ansvarlig for alverdens ulykker, er resten af verden udelukkende ofre for vores ondskab og ikke for noget, den selv er skyld i.
Dens indbyggere kan ikke drages til ansvar for noget, og det er især tilfældet for Palæstina-arabere, der trods deres engagement til fordel for Nazityskland under 2. Verdenskrig nu anses for at være ofre for det onde Vestens onde stedfortræder, Israel. Araberne er naturligvis ikke selv skyld i noget, eftersom Vesten a priori er skyldig i alt, og parolen ”vi alene er skyldige” kunne passende være vor civilisations logo.
Og tilmed en passende gravskrift over den, fordi den før eller senere vil segne under presset og gå i stykker. Lyder det pessimistisk?
Her kan jeg kun sige med et udtryk af Margrete Vestager og fremsat i en helt anden kontekst:
”Ja. Men sådan er det jo”.
