"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Venstreradikal plakatkampagne mod politiske modstandere

19. maj 2017 - Artikel - af Uwe Max Jensen

En velkendt metode, som AFA benytter sig af når de intimiderer politiske modstandere, er opsætning af plakater, hvor man udråber navngivne personer til "nazister".

Disse plakater sættes op i ofrenes nærmiljø eller i nærheden af deres arbejdsplads.

Venstreradikale tilknyttet Antifascistisk Aktion (AFA) har et helt arsenal af virkemidler, når de intimiderer politiske modstandere. Fra registrering og chikane over hærværk og trusler til vold. En anden velkendt metode, som AFA benytter sig af, er opsætning af plakater, hvor man udråber navngivne personer til "nazister". Disse plakater sættes op i ofrenes nærmiljø eller i nærheden af deres arbejdsplads.

AFA's plakatkampagne ramte i sidste uge en af For Friheds faste støtter. På en plakat blev manden, hvis identitet er Trykkefrihed bekendt, hængt ud som nazist og racist. På plakaterne var der et billede af manden (stjålet fra hans Facebook profil). Desuden var hans adresse og telefonnummer angivet. Plakaterne var sat op i nærheden af hans hjem i Gladsaxe.

Trykkefriheds redaktion har været i kontakt med manden, der fortæller:

"Jeg er ikke racist, nazist eller fascist. For nogle år siden deltog jeg i nogle SIAD-demoer (Stop Islamiseringen af Danmark, red.). Nu er det For Frihed. Og jeg er så blevet fotograferet tusinde gange. I løbet af de seneste par måneder har jeg nogle gange været på Nørrebro med Rasmus Paludan (advokat og aktivistisk journalist ved Frihedens Stemme, red,) og andre. AFA og de autonome kender mig. Jeg har været i byretten to gange og vidne imod dem. Og jeg er sikker på, at plakaten er sat op på grund af vores seneste aktiviteter ved Folkets Hus (kommunalt hus, hvor venstreekstremister blandt andet koordinerer mødeterror mod For Friheds demonstrationer, red.) og Bumzen (venstreekstremistisk kollektiv, red.)."

Manden har meldt plakatopsætningen til politiet.

Angreb på Frihedens Stemme

Manden fra Gladsaxe er langt fra den første fra kredsen omkring For Frihed, der er blevet forulempet af venstreradikale. I januar opsøgte Rasmus Paludan det kommunalt finansierede Folkets Hus på Nørrebro i forbindelse med et "venstreradikalt stormøde". På disse stormøder beslutter deltagerne, hvordan forskellige venstreekstremistiske grupperinger skal angribe For Friheds demonstrationer og deltagere, når For Frihed den første lørdag i hver måned demonstrerer mod islamiseringen af Danmark.

Da Rasmus Paludan dukkede op til stormødet for at forhøre sig om de deltagendes holdning til politisk vold, fik han ikke noget svar, men blev i stedet jaget bort fra Folkets Hus og overfaldet med kasteskyts. Rasmus Paludan skrev bagefter om episoden på sin Facebook profil:

"Journalist og advokat Rasmus Paludan blev i dag kl. 16.05 sammen med sin kameramand og livvagt overfaldet på Nørrebro ved Folkets Hus. Over 10 gerningsmænd, herunder flere navngivne medlemmer af AFA (Antifascistisk Aktion, red.) og LTF (Loyal To Familia - en københavnsk indvandrerbande, red.) kastede glasflasker og kæppe og jagtede journalisten og de andre til livvagtens bil. Politiet oplyste, at de var ligeglade med Rasmus Paludans sikkerhed og udstedte et påbud mod journalisten, hvorefter han ikke måtte nærme sig Nørrebro de næste 12 timer."

Overfaldet blev dokumenteret på video og kan ses på nettet.

Folkets Hus får offentlig støtte fra Københavns Kommune og er en del Fonden de åbne rum (fonden har ifølge Folkets Hus' hjemmeside til formål at styrke tryghed, bæredygtighed og social ansvarlighed og at støtte brugerstyrede projekter), hvor advokat Knud Foldschack er bestyrelsesformand. Knud Foldschack er også bestyrelsesformand for de fonde, der bestyrer andre venstreekstremistiske højborge som Ungdomshuset og kollektivet Bumzen i Baldersgade på Nørrebro. Også fra de to sidstnævnte steder udgår der mødeterror vendt mod For Frihed. Folkets Hus blev i begyndelsen af maj midlertidigt lukket, da det kom frem, at indvandrerbanden Loyal to Familia (LTF) mindst tre gange har holdt fester i Folkets Hus.

Politiaktion mod Bumzen

Onsdag morgen ransagede politiet kollektivet Bumzen ved en aktion, der begyndte klokken seks om morgenen. 17 blev anholdt, og på adressen fandt politiet partisansøm, 100 gasmasker, peberspray og kasteskyts. Derudover undersøges nogle kemikalier, der blev fundet i huset. Kemikalierne menes at kunne anvendes til fremstilling af såkaldte syrebomber.

Onsdagens politiaktion mod Bumzen havde forbindelse med en ventreradikal demonstration, der markerede 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset. Demonstrationen, der foregik 1. marts, udviklede sig til hærværk og optøjer. Flere af de anholdte ved politiaktionen onsdag, der omfattede i alt 10 adresser og førte til 25 anholdelser i alt, sigtes for vold mod tjenestemand, grov vold, alvorlige forstyrrelser af den offentlige ro og orden og hærværk i forbindelse med demonstrationen.

I januar blev en gruppe For Frihed-aktivister, der blandt andet omfattede to ældre kvinder, angrebet af et venstreekstremistisk tæskehold på fire personer, da de var på vej hjem efter en For Frihed demonstration. Under angrebet blev en aktivist fra For Frihed slået flere gange i ansigtet. Gerningsmanden til overfaldet udpeges ifølge Uriasposten af en kilde som Jean-Martin Rundstrøm Christensen. Rundstrøm Christensen var i 2009 spidskandidat for Enhedslisten i Horsens. Enhedslistens ordfører Rune Lund tog så sent som tirsdag afstand fra politisk vold (http://www.uriasposten.net/archives/83311) ved en forespørgselsdebat i folketinget, hvor han debatterede med Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofoed Poulsen.

Jean-Martin Christensen har ifølge Krak adresse i Bumzen. Overfaldet blev meldt til politiet, men der er ikke faldet dom i sagen.

Arnested for ekstremisme

Bumzen har i mere end tre årtier været hjem og samlingssted for den militante og antidemokratiske del af venstrefløjen, der finder det legitimt at anvende vold mod politiske modstandere. Bumzen står for debriefing og retshjælp til personer, der deltager i de "moddemonstrationer", der forsøger at hindre For Frihed i at samles. Desuden har en lang række kendte, kriminelle, voldelige, militante og antidemokratiske personer i miljøet omkring den yderste venstrefløj i årenes løb haft adresse i Bumzen eller på anden måde været nært knyttet til miljøet omkring kollektivet i Baldersgade på Nørrebro.

I 2014 havde den journalistuddannede Andreas Rasmussen (tidligere Andreas Jensen, født 1986), der er leder af Antifascistisk Aktion (AFA) og Redox, adresse i Bumzen. Andreas Rasmussen er dømt for politisk motiveret vold, besiddelse af hacket materiale og ulovlig våbenbesiddelse. Andreas Rasmussen fungerer trods sin kriminelle fortid som journalist på Information.

Venstreekstremisten Rasmus Preston, der er under uddannelse til fotograf, har haft postadresse i Bumzen. Rasmus Preston har flere gange fotograferet deltagerne ved For Friheds demonstrationer. Ved Folkemødet i Alinge i 2016 var Rasmus Preston til stede udsendt som fotograf af Radio24syv, hvor han på daværende tidspunkt var i praktik. Allerede på færgen til Rønne fremturede Rasmus Preston mod den svenske gadekunstner Dan Park, som han råbte nazisvin efter, og i Allinge benyttede den af Radio24syv udsendte fotograf lejligheden til at stalke politikeren Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti og Bendixens samlever Kim Møller fra Uriasposten. Ingen af de billeder, Preston tog af Bendixen og Møller på Folkemødet, er blevet anvendt af Radio24syv.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg