Efter at Kulturminister Mette Bock har valgt valgmenighedspræsten Morten Kvist til at forestå den traditionsrige gudstjeneste forud for Folketingets åbning, har forargelsen ingen ende villet tage i rød blok og både Socialdemokraternes Mogens Jensen og den samlede SF-folketingsgruppe har meddelt, at de ikke deltager i gudstjenesten.
Baggrunden er, at Morten Kvist har argumenteret imod kirkelige vielser af homoseksuelle og stillet sig kritisk over for Københavns Kommunes beslutning om at godkende to homoseksuelle par som plejefamilier.
Den reaktion fra folketingsmedlemmer er både en demokratisk skandale og udtryk for det selvretfærdige hykleri, der desværre stortrives på venstrefløjen.
Det er en demokratisk skandale, når folkevalgte politikere ikke vil være i rum med personer, der har en anden opfattelse end dem selv. For det er rent faktisk det, der er tale om: Morten Kvist har så vidt vides aldrig ytret sig udemokratisk eller totalitært, og så længe han holder sine politiske holdninger inden for den demokratiske skive, og så længe han ikke bruger prædikestolen som sin talerstol – så længe har Mogens Jensen, Pia Olsen-Dyhr, Pelle Dragsted og Uffe Elbæk intet at komme efter. Tværtimod burde de som Folketingsmedlemmer gå forrest, gå i kirke og sætte et eksempel for den befolkning, der har valgt dem.
I stedet trækker de deres politiske holdninger ind i kirken og gør dem til en del af gudstjenesten. Og de gør det med den selvfølgelighed og selvfedme, der altid præger dem, der hviler tungt i visheden om egen godhed. Men de er ikke gode. De er en skamplet på vores demokrati med deres utilslørede sindelagskontrol og forsøg på pression af Kulturministeren.
At Mette Bock står fast på sit valg og oven i købet med overskud går til modangreb er et held. Og hun har fat i sagens kerne når hun understreger, at der er forskel på prædikestol og talerstol. Noget, der turde været et ubestrideligt faktum, men som den venstrefløj, der i dag ikke vil være i rum med Morten Kvist, selv har meget svært ved at sondre imellem.
Hvor mange gange har kirkegængere ikke måttet lægge ører til præster, der har udgydt deres uforgribelige – og oftest også venstresnoede – holdninger til dette og hint fra prædikestolen. Som et af de mere groteske eksempler kan nævnes, da en gruppe præster i 2006 under navnet ”Præste-aktionsgruppen” udsendte en pressemeddelelse under overskriften” Dansk asylpolitik over for de irakiske flygtninge er samvittighedsløs og umenneskelig. Der er tale om vanrøgt af mennesker”, udleverede løbesedler på Hillerød Torv og efterfølgende brugte de lokale kirker på at holde politisk ”forbønsgudstjeneste”. Men ikke nok med det: efterfølgende tilkendegav mere end 200 folkekirkepræster, at de ville bruge deres julegudstjenester på at kritisere den daværende regerings udlændingepolitik.
Det er i sig selv ubegribeligt, at præster ustraffet får lov til at udnytte deres prædikestol til politiske formål. Der burde rejses disciplinærsager mod dem, men det sker ikke. Venstreorienterede præster har altid haft carte blanche til at bruge prædikestolen som talerstol.
Men når en valgmenighedspræst, der for ti år siden – i sin fritid – har udtalt sig kritisk om homoægteskaber, så er fanden løs.
Det er usmageligt hykleri og uværdigt for demokratiet.
