I september 2014 arrangerede Trykkefrihedsselskabet i samarbejde med Students for Liberty sin første og hidtil eneste demonstration: Det skete foran den svenske ambassade i København og var en støtte- og sympatitilkendegivelse over for den svenske gadekunstner, Dan Park, og en yderst berettiget protest mod vores naboland: her havde politiet to måneder forinden stormet det privatejede Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmö, der netop stod for at åbne en udstilling med Parks collager.
Flere af Parks værker blev beslaglagt og destrueret af den svenske stat, og Park selv blev siden, og ugen inden demonstrationen, idømt en stor bøde og seks måneders ubetinget fængsel for det, der af det svenske retsvæsen blev takseret som ”hetz mod folkegruppe”.
(For de interesserede har Uwe Max Jensen skrevet en meget fyldestgørende artikel om sagen her: https://www.trykkefrihed.dk/dan-park-sagen-er-sverige-pa-vej-mod-et-demokratisk-sammenbrud.htm).
Da megafonen var slukket, bannerne pænt pakket sammen og demonstrationen opløst var vi en lille gruppe, der på vores videre vej gennem byen, oplevede at blive både verbalt og fysisk antastet af en af de såkaldte ”anti-fascister”: han var tydeligt ophidset og mente i ramme alvor, vi ikke havde ”ret til at være der”; underforstået, at gaden og retten til at demonstrere i det offentlige rum alene tilkom venstrefløjen.
Denne antidemokratiske opfattelse fra nævnte segment var vi slet ikke i tvivl om. Og den unge fyrs meningstilkendegivelse blev da også blot en forsmag på samme efterårs hændelser som følge af vores ihærdige bestræbelser på at vise Dan Parks kunst i København - både for at slå et slag for friheden og for at statuere et eksempel over for Sverige.
Jeg kom fornyligt i tanker om episoden, da jeg i artikler, radioprogrammer og ved selve åbningen hørte om den selvretfærdige harme, der har rejst sig fra venstrefløjen, mange kunstnere og minoritets-grupperinger i forbindelse med ”Political Art”-udstillingen på Polens førende museum for samtidskunst, U-jazdowski Castle Centre i Warszawa, hvor i øvrigt både Dan Park og Uwe Max Jensen har vakt stor opmærksomhed med deres bidrag.
Kuratorerne bag udstillingen er den i Danmark bosiddende nordmand, Jon Eirik Lundberg, leder af Læsø Kunsthal og Piotr Bernatowicz, der sidste år blev udpeget af den nuværende polske regering til at stå i spidsen for nævnte museum.
Denne udnævnelse alene havde bragt kritikerne helt op i det røde felt: de mente, at Bernatowicz således skulle tjene som marionet for den ”højre-nationalistiske” polske regering, Lov og Orden (de havde dog glemt at orientere sig om, at også den foregående museumsleder var regeringsudpeget) – og videre, at der med den nuværende udstilling udelukkende var tale om politiske værker, der alle havde været forbi den konservative, polske kulturminister for at blive godkendt.
Det har naturligvis intet på sig, men bør bekræftes med egne øjne, for de fleste kritikere dur i denne forbindelse hverken som sandhedsvidner eller anmeldere: flertallet af dem har ikke set udstillingen – og de færreste har noget nærmere kendskab til det polske samfund.
De to kuratorer lægger ikke skjul på, at de har haft et helt bevidst sigte med udstillingen: at vise hvordan politisk kunst (men ikke propaganda!), også kan tage sig ud, når den hverken følger den politiske linje, som bl.a. polske kunstnere lydigt måtte arbejde efter i Østblokken inden Murens fald eller nutidens ligeså dominerende, multikulturelle og woke ideologi.
Museet har derfor lagt rum til en lang række internationale kunstnere, der som oftest er forvist til undergrundsscenen, fordi de støder på vanskeligheder og lukkede døre, når de vil udstille på etablerede steder. Grunden kan være sikkerhedsspørgsmål eller frygt for at ”træde ved siden af” hos gallerier og museer, fordi kunstnerne i deres værker har ”tilladt sig” at pirke til tabuer og indtage en kritisk holdning til bl.a. tidens identitetspolitik – wokism - til den omfattende offergørelse af (vestlige) kvinder og minoriteter, til LGBTQA+regnbue-ideologi, til BLM, til FNs klima-dagsorden, til håndteringen af COVID-19 eller til den manglende opmærksomhed på ofrene for bl.a. islamisk vold og terror.
Den polske plakatkunstner Wojciech Korkuc’, der på den aktuelle udstilling bidrog med en iøjnefaldende og grafisk virkningsfuld, gul plakat af Putin med en nazi-inspireret typografi, ACHTUNG RUSSIA, ønskede politisk korrekthed hen hvor peberet gror, og slog over for mig fast, at ”Polen har prøvet at være underlagt en totalitær magt… der vil vi ikke hen igen!”.
Den spændende engelske kunstner, Miriam Elia, der har jødisk baggrund, udstillede en lang række sider fra det, der kunne ligne læse-let-bøger for engelske skolebørn. De var med stor skrift, ditto linjeafstand og nostalgiske illustrationer og en af dem bar titlen, We Do Lockdown.
Et eksempel fra serien:
Mummy is calling the police.
”Our council house neighbours have left their flat twice today.
Their reckless behaviour is endangering our community”.
New words: Love thy neighbour
En anden fra samme kunstner havde titlen, We Go to the Gallery
Et eksempel:
The canvas is blank
Susan is blank
New words: Blank Canvas Blank
Det var stærkt underholdende satire og tilstrækkelig grund til at tage en forlænget weekend til Warszawa og svinge forbi U-jazdowski Castle Centre, hvor man også kan se flere værker af netop afdøde Lars Vilks:
Vores svenske ven havde i flere malerier skildret den virkelighed med livvagter, det anderledes liv, der blev ham til del oven på hans lille stregtegning af profeten Muhammed som Rondellhund fra 2007, hvor han fik en fatwa og alverdens vrede islamister på nakken.
I en anden tegning på samme udstilling rettede Vilks opmærksomheden på afsløringerne af de mange uhyrlige pædofilisager inden for den katolske kirke de seneste 20 år, bl.a. ved at forevige Paven i sin pavestol, i lo - - til knæene og med et kæmpe erigeret lem.
Den lader vi lige stå et øjeblik.
...
PS: Udstillingen varer til og med 16. januar 2022
https://u-jazdowski.pl/en/programme/exhibitions/sztuka-polityczna
...
Artiklen har været bragt i 24Nyt
