AFA Malmø har udskrevet en "konkurrence", hvor AFA opfordrer deltagerne i konkurrencen til at angribe, bestjæle og intimidere Dan Park. På hjemmesiden bringer AFA fotografier af Dan Park og offentliggør flere adresser, hvor Dan Park har boet. Herunder også hans kærestes adresse. At der ikke kun er tale om tomme trusler, vidner flere overfald på Dan Park om. Senest blev Dan Parks lejlighed angrebet i begyndelsen af september, hvor en eller flere gerningsmænd klokken halv fire om natten tømte en brandslukker ind igennem Parks brevsprække og skrev "Nassesvin" (Nazisvin, red.) på gadekunstnerens entredør.
AFA opfordrer læserne til blandt andet "at stjæle Dans briller, putte tyggegummi i Dans hår, spilde en drik efter eget valg på Dan" og i den mildere afdeling at hive Dan Parks plakatkunst ned.
"Ingen krænkning er for lille og smålig for os, og selvfølgelig er der heller ingen øvre grænse for, hvor meget, vi mener, at du kan krænke ham (Dan Park, red.). Krænkninger foregår bedst, når man er i flok, så tag nogen venner med på jagt efter Dan!," skriver AFA på hjemmesiden og opfordrer personer, der overfalder Dan Park, til at sende fotografier af overfaldet. Herefter vil en hemmelig jury udpege vinderen af konkurrencen. Vinderpræmien er en teleskop-knippel "til fremtidig brug", der ifølge AFA kan bruges "til at krænke Dan rigtig grundigt".
Den svenske venstreradikale Gabriel Pérez Santiago har tidligere i en statusopdatering på Facebook beskrevet, hvor i Malmø Dan Park har befundet sig, og hvordan kunstneren var klædt. Samtidig opfordrede Santiago til, at folk skulle følge efter Dan Park og konfrontere ham fysisk. Gabriel Pérez Santiagos statusopdatering indikerede, at overfald på Dan Park ikke er tilfældige, men orkestrerede. Gabriel Pérez Santiago er mest kendt i offentligheden for efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo at erklære, at han ikke var Charlie.
Venstreradikale og såkaldte "antifascister" har ved en række lejligheder overfaldet Dan Park. Nytårsdag 2015 klokken 10 om formiddagen blev Dan Park overfaldet på Nørrebro efter at have fejret nytår på byggetomten på Jagtvej 69 i København, hvor Ungdomshuset tidligere lå.
Ifølge Dan Park var gerningsmændene danske "antifascister" eller autonome. Få uger senere blev Dan Park igen overfaldet i København.
Han var taget til en koncert på spillestedet Mayhem på Nørrebro, og da han kom ud fra koncertstedet, blev han overfaldet af flere sandsynligvis venstreradikale.
Ifølge Dan Park blev han i modsætning til ved overfaldet nytårsdag, hvor han fik meget tydelige skader i ansigtet, denne gang udelukkende slået i baghovedet, så skaderne ikke ville være synlige på fotografier efterfølgende.
Flere steder i Malmø og enkelte steder i København er der opklæbet plakater, der ligeledes opfordrer til overfald på Dan Park. På elskabe i Malmø opfordres der til at skyde Dan Park.
AFA og Enhedslisten
Enhedslisten og AFA har traditionelt haft tætte forbindelser, og Antifascistisk Aktion omtales ofte som Enhedslistens tæskehold. I forbindelse med overfaldet på Dan Park nytårsdag, der ifølge ekstremismeekspert Kim Møller havde den ekstreme venstrefløjs kendetegn, var Enhedslisten hurtigt ude med en reaktion på overfaldet, da medlem af folketinget og byrådsmedlem i Aalborg, Per Clausen, skrev følgende på sin Twitter profil:
"Fordømmer altid vold, men Dan Park er hverken kunstner eller politisk modstander, men en nar"
Kommentaren fra Enhedslistens ordfører for sundhed, psykiatri, miljø, klima, energi, fødevarer, landbrug og fiskeri, dyrevelfærd, EU, medie, idræt, IT og kultur fik ikke lov til at stå uimodsagt længe. Få timer senere skrev Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau:
"Jeg ville ikke have formuleret mig sådan. Hvad man mener om Dan Park, er sådan set komplet irrelevant. Det handler om, at han er blevet overfaldet."
Gadekriger i folketinget
Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Pelle Dragsted har også en fortid i AFA, hvor han som aktiv på gadeplan deltog i overfald på politiske modstandere. Pelle Dragsted har i dag ifølge eget udsagn afsværget vold.
Journalist Andreas Rasmussen - uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus - menes at være den nuværende leder af AFA i Danmark. AFA's hang til vold mod politiske modstandere har ikke forhindret Andreas Rasmussen i at gøre journalistisk karriere. Han skriver blandt andet for Dagbladet Information.
En fortid som voldelig venstreradikal i AFA regi har heller ikke været nogen karrierebremse for Søren Lerche, der er aktuel med bogen Autonom, Pusher, Mentor, som beskriver hans voldelige fortid og kriminelle løbebane og senere arbejde som leder af antiradikaliseringsprojekter. Søren Lerche var tidligere ansat på Grundtvigs Højskole i København. Han er i dag leder af Fryshuset Danmark.
Ingen politianmeldelse
Dan Park har ikke ønsket at politianmelde AFA Malmø's opfordringer til vold. Det svenske retsvæsen har ved to lejligheder sendt Dan Park i lukket fængsel og kræver hans kunst destrueret.