Vi kender alle begrebet "Voldsmandens veto", der betegner den situation, hvor voldelige personer får held til at knægte en gruppe af personers ytringsfrihed, alene fordi de frygter de mulige voldelige konsekvenser, såfremt de ytrer noget, der kan udløse volden. Det bedste eksempel er naturligvis islamistiske terrorister, der pga. trusler mod alle, der offentliggør Kurt Westergaards Muhammedtegning har haft held til at få den samlede danske presse til at udøve selvcensur.
I juridisk kontekst vil det ofte omhandle, at staten begrænser nogle personers ytringsfrihed, for at undgå voldelige reaktioner. En variant af dette har vi set i Jaleh Tavakoli sagen, hvor sociale myndigheder har truet Jaleh og hendes mand med at fratage dem deres plejebarn pga. hendes deltagelse i den offentlige debat, der har ført til, at hun har følt sig nødsaget til at stoppe med al deltagelse i den offentlige debat for at kunne beholde sit barn.
En variant af voldsmandens veto blev omtalt på websiden Collegefix.com for nogle dage side, hvor en opinionsundersøgelse blandt 1.000 republikanske collegestuderende viste, at 73 pct. af republikanske studerende i USA har undladt at give udtryk for deres politiske holdninger af frygt for, at det skulle gå ud over deres karakterer.
Voldsmandens veto virker, og politiske modstandere af bestemte ytringer kan benytte sig af det til undertrykke ytringer, de ikke bryder sig om. Det har vi oplevet talrige gange i Trykkefrihedsselskabet, eksempelvis da vi for et par år siden inviterede den hollandske politiker, Geert Wilders, til Folkemødet på Bornholm, hvor utallige venstreorienterede benyttede truslen mod ham som argument for, at han ikke burde få lov til at tale på Folkemødet.
Voldsmandens veto kan også vendes på hovedet i det absurde og benyttes til at udskamme og forsøge at undertrykke visse ytringer med henvisning til, at der kan være galninge, der lader sig inspirere af nogle ellers helt uskyldige og fuldt ud lovlige udtalelser til at begå vold eller terrorangreb. I USA har det fået et absurd omfang, når Trump anklages for at være skyld i masseskyderier begået af racister, blot fordi han (som i øvrigt alle tidligere præsidenter inklusiv Obama og Clinton) har ønsket at hindre illegal indvandring.
Som i klassiske eksempler på voldsmandens veto er det ofte ikke voldsmændene, der er farligst for ytringsfriheden, men alle dem, der af politiske grunde ønsker at undertrykke politiske modstanderes ytringsfrihed ved at udskamme dem eller ved at ville håndhæve voldsmandens veto på voldsmandens vegne.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
