Dansk presse, danske eksperter, kulturpersonligheder og politikere beskriver konsekvent – eksplicit eller implicit – muslimer, der nægter at lade sig integrere, går ind for sharia, parallelsamfund eller drab på frafaldne og vantro, som afvigere fra den moderate og tolerante religion, som de mener er islams sande kerne.
Man har tilmed indført en særlig betegnelse for disse påstået radikale muslimer, nemlig “islamister”, der hævdes at stå for noget andet end de sande muslimer, ja nærmest det modsatte af, hvad islams helligskrifter prædiker.
Denne distinktion mellem “islam” og “islamisme” og mellem “muslimer” og “islamister” er f.eks. grundlæggende i Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog De anstændige.
Eriksen og Stjernfelt giver ikke nogen uddybende definition af begrebet islamisme, som deres analyse altså hviler på. Det nærmeste, de kommer, er følgende forklaring af Mehdi Mozaffari: ”Islamisme er en religiøs ideologi med en totalitær fortolkning af islam, hvis endegyldige mål er en verdenserobring med alle midler.”
I sin nylige bog – Islamisme: En orientalsk totalitarisme – gentager Mehdi Mozaffari næsten ordret denne definition.
Udmærket. Islamisme er altså noget helt andet end islam. Derfor kunne man have håbet, at Mehdi Mozaffari havde givet en definition på en islam, der er renset for islamisme. Altså den rene, dejlige, civiliserede, fredelige og menneskekærlige islam. En sådan definition får vi ikke – og det kan jeg godt forstå, for hvis man læser islams helligskrifter finder man den ikke.
Efterlysning af moderat islam
Mange – og ganske særligt vesterlændinge – har i tidens løb talt henført om noget, de kalder ”moderat islam”, og som skulle være løsningen på den ikke så moderate islam. En af dem er min i øvrigt gode ven, den amerikanske mellemøstekspert Daniel Pipes.
Jeg spurgte ham engang, hvornår i historiens løb, man er stødt på en sådan islam, og han svarede, at det endnu ikke var sket, men at han håbede det snart ville ske.
Det minder om en mand, der har økonomiske problemer, men som siger at de snart vil blive løst, fordi han forventer en større gevinst i lotto næste lørdag.
I sin bog medgiver Mehdi Mozaffari, at det han kalder den regressive tendens i islam holdt sit indtog i det 9. århundrede. Derfor kunne det være interessant at spørge, hvornår han så mener, at den dejlige islam udfoldede sig.
Lad os – for at trænge nærmere ind i forholdet mellem “islamismen” og “islam” – se på et enkelt aspekt af islam, nemlig retten eller pligten for de troende til at dræbe frafaldne.
Det er der en speciel grund til, idet ingen ringere end Det Muslimske Broderskabs vigtigste nulevende åndelige inspirationskilde, Jusuf al-Qaradawi, i februar 2013 på egyptisk tv åbenhjertigt erkendte, at islam ikke ville have eksisteret i dag, hvis de troende ikke systematisk havde dræbt frafaldne.
Det rejser en række spørgsmål:
For det første: Er Qaradawi i overensstemmelse med islams helligskrifter, når han hævder retten og pligten til at dræbe frafaldne? Eller er han simpelthen en “islamist”, der står for noget helt andet end den rigtige islam?
For det andet: Hvad skal der til for, at nogen kan betegnes som frafalden og dermed hjemfalden til dødsstraf?
For det tredje: Vi ved, at Muhammeds tilhængere i årene efter profetens død, der formodes at have fundet sted i 632, med vold bekæmpede de arabere på den Arabiske Halvø, der havde sluttet sig til profeten i den hensigt at få del i udbyttet fra muslimernes plyndringer, men som ikke så nogen grund til at rette sig efter hans efterfølger som kalif, Abu Bakr. Disse såkaldte ridda-krige medførte, at de opsætsige blev tvunget tilbage i folden. Men bliver frafaldne også slået ihjel i dag?
Hvad det første af de tre nævnte spørgsmål angår, kan man i Koranen læse, at Qaradawis opfordring til at dræbe frafaldne og vantro er i bedste overensstemmelse med islamisk rettroenhed:
Den, der forlader islam, er altså hjemfalden til dødsstraf i dette liv og evig pinsel i det næste. Sådan lyder Allahs befaling til de troende.
Ud fra Mozaffaris, Eriksens og Stjernfelts definition er Allah altså ikke muslim, men islamist.
Men hvad så med profeten, der modtog disse instrukser ved ærkeenglen Gabriels mellemkomst?
Om hans indstilling kan man læse i de såkaldte hadith-samlinger, som Jusuf al-Qaradawi også henviser til i ovennævnte tv-udsendelse fra 2013. Blandt de mest respekterede samlinger er den, der skyldes Muhammed al-Bukhari. I den såkaldte Sahih al-Bukhari læser man følgende:
“Profeten sagde: ‘Hvis nogen afsværger sig religion, så dræb ham.” (52:260).
Hvis man tager distinktionen mellem islamister og muslimer alvorligt, må man altså konkludere, at også profeten var islamist og ikke muslim.
Det er således i bedste overensstemmelse med både Allah og Muhammed, når sunni-islams autoritative sharia-lovbog, der på engelsk bærer titlen Reliance of the Traveller, og som bl.a. er godkendt af al-Azhar i Cairo, fastslår, at “Når en person, der har nået puberteten og er tilregnelig, forlader islam, fortjener han at blive dræbt.” (o8.1). Reliance of the Traveller slår også fast, at det er straffrit at dræbe en frafalden. (o8.4).
Hvad skal der til, for at en person kan siges at have vendt islam ryggen og således er hjemfalden til dødsstraf?
Reliance of the Traveller er meget detaljeret på dette punkt og opregner ikke mindre end 20 forskellige handlinger, udsagn eller endog mistanke om kommende handlinger, der indebærer, at den skyldige må anses for at have forladt islam. Det vil føre for vidt at nævne dem alle her, men blandt de mest bemærkelsesværdige er:
- “At have til hensigt at gøre sig skyldig i vantro, endog i fremtiden”.
En sådan bestemmelse indebærer, som man kan se, at stort set hvem som helst kan blive slået ihjel, fordi det er umuligt at bevise, at man ikke har en sådan hensigt.
- ”At være sarkastisk i forbindelse med Allahs navn.”
- “At fornægte noget vers i Koranen.”
- “At sige for sjov: ‘Jeg ved ikke hvad tro er’.”
- “At tro, at tingene i sig selv eller ud fra deres egen natur har årsagsvirkning uafhængigt af Allahs vilje.” (w22.1)
Det sidste indebærer i parentes bemærket en forkastelse af hele den vestlige videnskab, der jo bygger på den antagelse, at materien følger visse naturlove, som mennesket kan erkende.
Hvis alt, hvad der indtræffer, skyldes Allahs vilje, kan der ikke være nogen videnskab, hvilket utvivlsomt er en af forklaringerne på den muslimske verdens almindelige tilbageståenhed.
Sammenfattende må man sige, at kulturer, der hylder anskuelser som de nævnte, næppe nogen sinde vil kunne udvikle sig til et vestligt niveau. Man kan også konkludere, at der skal uhyre lidt til for at blive betegnet som frafalden.
Dernæst det tredje og sidste spørgsmål: Bliver frafaldne faktisk dræbt?
Svaret er ja. Det forekommer i vidt omfang overalt i den muslimske verden og blandt muslimske indvandrere til Vesten. De heldigste frafaldne slipper med at blive pisket eller fængslet. Websiden The Religion of Peace omtaler snesevis af den slags eksempler blot inden for de seneste to-tre år.
Den slags overgreb foregår hver eneste dag i den muslimske verden, og man kunne fylde flere bøger med den ene bloddryppende episode efter den anden.
Farligt at være frafalden
Det er altså ikke en frivillig sag at være muslim. Skulle en tidligere muslim have lyst til at gå over til en anden religion – eller til at vende al religion ryggen – må vedkommende frygte de forfærdeligste konsekvenser. Naturligvis er det ikke alle frafaldne, der bliver ramt af denne skæbne, for der findes et ikke ubetydeligt antal eks-muslimer, og nogle af dem har tilmed åbent vedstået sig deres frafald.
Sagen forværres yderligere af en omstændighed, som eks-muslimen Ayaan Hirsi Ali har gjort opmærksom på: ”Når det gælder islamisk lov, så ligger retshåndhævelsen i hænderne på hver eneste muslim. … Det er enhver muslims pligt at gennemtrumfe dyden og forbyde lasten. Frafald, den værst tænkelige udyd en muslim kan begå, skal straffes med døden. Straffen behøver ikke at blive fuldbyrdet af en stat, men kan sagtens eksekveres af den enkelte muslim.”
Domme kan således både afsiges og eksekveres af egentlige sharia-domstole og af den enkelte, som nemlig er personligt forpligtet til at sørge for, at Allahs befalinger til Muhammed og Muhammeds egne befalinger til sine følgesvende bliver efterkommet.
Det kræver derfor et betydeligt mod at forlade islam – et mod, som langt de fleste ikke er i besiddelse af, når de nu kender de mulige følger. Det har bl.a. den konsekvens, at det er umuligt at fastslå, hvor mange muslimer, der findes i verden. Man må jo nemlig stille spørgsmålet:
Hvor mange muslimer ville der blive tilbage, hvis det var en frivillig sag, hvilken religion man ville tilslutte sig? Jusuf al-Qaradawi, som vi citerede oven for, er åbenbart ikke i tvivl: Islam ville for længst være brudt sammen, hvis man ikke konsekvent havde dræbt frafaldne eller truet med at gøre det.
Man kan stille lignende spørgsmål, når det gælder andre centrale komponenter af islam. Hvis muslimske kvinder selv kunne vælge, hvor mange af dem ville så indgå ægteskab med mænd, der havde ret til fire koner, til at udskifte dem efter forgodtbefindende og til at have så mange sexslaver, som han kan bemægtige sig?
Hvor mange muslimske kvinder ville frivilligt acceptere, at deres børn tilhørte manden, som det er tilfældet i islam, med den konsekvens at de mister enhver rettighed over dem i tilfælde af skilsmisse? Hvor mange kvinder ville synes det er en god ide, at de kun arver halvdelen af, hvad der tilkommer en mand, at deres vidneudsagn kun tæller det halve af en mands, at de skal stå under opsyn af en mand hele livet, at manden har ret til at slå dem og til at forlange sex, når som helst det behager ham?
Hvor mange syvårige piger ville med glæde iføre sig hijab?
Hvor er tekstbelægget for moderat islam?
Vender vi herefter tilbage til spørgsmålet om ”islamisme” kontra ”islam”, altså til teorien om at kun førstnævnte domineres af totalitære tendenser, kvindeforagt, mordlyst, krav om sharia mv., og at ”islamisme” er noget ganske andet end den i grunden helt normale og fredsommelige religion islam, må man spørge, hvilket tekstmæssigt belæg i islams helligskrifter, der kan anføres til støtte for denne teori.
Et sådant belæg er umuligt at finde. Tværtimod – som vi har set – må såvel Allah som Muhammed, sådan som de præsenterer sig i Koranen og islams øvrige kanoniske skrifter, karakteriseres som ”islamister”, hvis man absolut vil bruge denne terminologi.
Det er derfor langt mere logisk at afvise den falske skelnen mellem ”islamisme” og islam og simpelthen konstatere, at ”islamisme” er kanonisk islam, og at moderate muslimer – dem der ikke tager det så nøje med Allahs og Muhammeds blodtørstige forskrifter – er afvigerne fra islam.
Analyserer man islams trosgrundlag og historiske praksis nøjere, vil man også se, at hvert eneste element i islam tjener det overordnede formål at opfylde Allahs ordre til de troende om at erobre hele verden og tvinge hvert menneske på jorden til underkastelse.
Ingen autoritativ talsmand for islam har da heller lagt skjul på, at netop det er formålet:
”Jeg fik ordre til at bekæmpe alle mennesker indtil de siger: ’Der er ingen anden Gud end Allah.’” (profeten Muhammeds afskedsbudskab, marts 622).
En totalitær, politisk ideologi
Konklusionen må blive, at islam ikke er en religion, der kan sidestilles med kristendommen, sådan som vi ellers har fået at vide, siden de første muslimer kom til Danmark. Få vil benægte, at Muhammeds ideologi rummer visse elementer, som vi normalt ville henregne til religion.
Men altovervejende er islam en totalitær politisk ideologi, der vil regulere alle sider af samfundslivet og privatsfæren og som pålægger de troende at bruge alle midler for at nå målet.
Pillede man de rent politiske og juridiske elementer ud af Koranen, ville der ikke blive meget tilbage. Man kunne derfor med rette spørge, om islam i den form, den har haft de sidste 1400 år, overhovedet kan påberåbe sig beskyttelse ifølge grundlovens bestemmelse om religionsfrihed, § 67.
Desværre har den for tiden moderne skelnen mellem den slemme islamisme og den dejlige islam alvorlige politiske konsekvenser.
Nu render både præsident Obama og udenrigsminister Martin Lidegaard rundt og siger, at f.eks. ISIS intet har med islam at gøre, selv om halsoverskærerne og slavejægerne handler i bedste overensstemelse med Koranen og profetens sunna. De opfører sig præcis, som Muhammed sagde at de skulle.
Det er ganske morsomt, at den formodede vantro hr. Lidegaard overhovedet blander sig i fortolkningen af islam, for hvis han vidste noget om emnet, ville han vide at det må ikke-muslimer overhovedet ikke beskæftige sig med. Hvis de gør, er de hjemfaldne til dødsstraf.
Komedien fortsætter:
Hver eneste gang muslimer gør noget slemt, får vi at vide, at det intet har med islam at gøre. I praksis betyder det, at muslimer ikke kan gøre noget ondt, for i samme øjeblik de gør, er de ikke længere muslimer, men noget helt andet.
Det betyder også, at jo flere mennesker ISIS skærer halsen over på, jo flere børn de begraver levende, jo flere kvinder de tager som sexslaver, jo flere kvinder der bliver sat i fængsel i Pakistan, fordi de er blevet voldtaget osv. – jo renere og mere attråværdig bliver islam.
For islam er defineret som det modsatte af alt hvad der er ondt.
Det er virkelig godt fundet på.
Oplægget blev holdt på Trykkefrihedsselskabets seminar i Aarhus 13. september og var et indlæg i en debat med Mehdi Mozzafari
