Nytårsminder fra sharia-staten
Endnu et nyt år er på vej, og vi gør os klar til at sige farvel til 2010. Jeg står ved vinduet og kigger ud på den farverige nattehimmel. Månemanden har sikkerhedsbriller på og stjernerne gemmer sig for de millioner af eksplosioner, som oplyser nytårsnatten. Jeg tænker, at Gud nu må være klædt i smoking og er til nytårsfest og danser beruset omkring med de smukke engle. Derfor har han overladt himlen – blot denne aften - til Zeus fra syd og Thor fra nord.
Jeg nyder min champagne og takker skæbnen for, at jeg befinder mig i denne del af verden, hvor eksplosioner af den kaliber ikke dræber og kun er forårsaget af glæde - og ikke af had. Jeg håber inderligt, at det bliver ved med at være sådan, - selvom vores frihed er under et massivt terrorangreb og trues af den islamiske ekspansion. Jeg mindes min barndom i Iran under et irakisk luftangreb. Himlen over Teheran var oplyst af antiluftskyts, og sirenernes ensformige lyd blandede sig med eksplosionerne og skabte en futuristisk begravelsesmarch.
Jeg husker, at jeg kiggede op mod himlen og græd. Der var ingen champagne, cigarer eller smukke piger. Der var kun angsten for at dø eller miste sine kære. Endnu en gang takker jeg min far og min mor for, at de udviste mod og flygtede fra det engang så stolte Iran, som desværre nu er vor tids Tredje Rige, Den Islamiske Republik. En sharia-stat. Og sandelig også en evig tak til Danmark, som gav os en ny chance.
”Vær velkommen Herrens år…” synger vi alle i samklang med pigekorets himmelske stemmer. Jeg får lyst til at gå udenfor og mærke rystelserne, som den store mængde fyrværkeri skaber. Jeg vil indsnuse lugten af krudt, og jeg vil mærke adrenalinen pumpe i mine årer. Det er nødvendigt at vågne op en gang imellem. Det er ganske sundt for sjælen og sindet at blive rystet igennem. Det er derfor, jeg elsker at gå ud i stormvejret og lade regnen tæske mig igennem og vække mig fra tryghedens søvn. At lade kroppen og tankerne blive rystet godt og grundigt igennem er en velsignelse. Det er en nødvendighed. Det trænger vi alle til - alle vi, der er faldet i en tryg, men uhyggelig velfærdskoma i Danmark.
Slangen som højskolelærer
Vi skåler endnu en gang og ønsker hinanden et godt nytår. I bogreolen får jeg øje på en bibel med illustrationer af Doré. Jeg bladrer i den. Jeg har den selvsamme udgave i min egen bogreol. Det er verdens bedste eventyrbog med mange gode historier. Jeg falder over skabelsesberetningen og læser den endnu en gang, alt imens de andre gæster danser i baggrunden. Kundskabens træ og den forbudne frugt? Min helt private Gud ville aldrig nogensinde straffe nogen for at ønske at blive oplyste. Han ville aldrig nogensinde smide videbegærlige folk ud af paradiset for at have spist af kundskabens træ. Tværtimod ville min egen Gud have krævet, at alle mennesker netop skulle spise af kundskabens træ. Når jeg læser denne historie, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne skabelsesberetning, der bliver beskrevet i alle de tre store verdensreligioner, er en tragedie for åndeligheden. Denne forfængelige og vrede gud i skabelsesberetningen må være medlem af Taleban. Derimod betragter jeg slangen som den højskolelærer, der i sin tid var med til at oplyse det mørke Jylland, - eller som den danske soldat, der er med til at bygge skoler i Afghanistan - og dermed også med til at give den afghanske Adam og Eva en mulighed for at uddanne sig, så også de kan kende forskel på godt og ondt.
Jeg lægger Biblen fra mig og går ud på gaden. Raketterne flyver afsted, og glade folk råber "godt nytår" til hinanden. Det synes som om, folk for en stund lykkeligt har glemt terrorforsøget mod Jyllands-Posten for et par dage siden. Jeg skriver selv for Jyllands-Posten. Jeg er så stolt. Folks glade sange og råb på gaden lige nu minder mig om dengang, vi vandt Europamesterskabet i fodbold i 1992. Om lidt vil vi, de fremmede og festende folk på gaden, helt sikkert holde hinanden i hænderne og synge: ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side…”
Berusede og modige
Jeg skåler med - men ønsker, at hele Danmark ville samles foran Jyllands-Postens kontor både i Århus og i København og synge: ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,”
Modigt går alle ud på gaden, og selvom raketterne suser forbi og lander skrigende i nærheden, er der ingen, som viser tegn på angst. Jeg oplever et modigt folk ude på gaden. Men er vi altid så modige? Står vi altid sammen side om side? Eller gør vi det kun, når vi fester og er berusede? Genererer alkohol en vis portion mod? Hvis det passer, håber jeg for det nye år, at vi konstant vil være berusede. Jeg håber, at vore politikere, vore meningsdannere og vore borgere vil være så berusede, at vi uden den mindste snert af angst vil stå imod fundamentalisternes trusler. Jeg håber også, at det nye år vil bringe os alle visdom og klarsyn, så vi uden problemer og tvivl vil være i stand til at gennemskue fundamentalisternes ”sweet talk” og al det vrøvl om, at islamisk terrorisme intet har med islam at gøre.
Endnu en gang forsøgte muslimske terrorister at dræbe uskyldige mennesker. Og endnu en gang påstår imamerne, at islamisk terror intet har med islam at gøre. De påstår, at terroristerne kidnapper islam og misbruger den. Men var Muhammed ikke selv en krigsherre - ligesom de afghanske "warlords"? Og dræbte Muhammed ikke selv mange vantro, der nægtede at underkaste sig hans tro? Var det fredelig og langvarig mission, der fik islam til at erobre Det Persiske Rige og de andre stormagter allerede i islams første levetid, - eller var det blodig krig og jihad?
I det nye år håber jeg sandelig, at disse imamer – både med og uden turban - vil gå i gang med at rense deres "hellige bog" for de mange voldelige passager, som opfordrer til drab og ødelæggelse mod vantro og jøder. Jeg håber, at de vil tømme deres bog for historier, der fortæller, hvor frygtelige straffe de vantro vil rammes af, hvis ikke de underkaster sig islam. Det er mit håb, at de selv vil fjerne de passager i deres bog, der opfordrer til vold, og som er kilden til islamisk terror. Jeg håber, de i stedet indfører og cementerer budskaber såsom næstekærlighed, ydmyghed, omsorg, kærlighed, oplysning, ligestilling og ytringsfrihed. Jeg ville ønske, at islam kunne tage ved lære af buddhismen. Jeg ved det godt. Det er champagnen, der får mig til at drømme.
Fyrværkeriet er ved at blive søvnigt, og antallet af eksplosioner er faldende. Jeg fryser og vælger at gå tilbage til festen og fylde endnu mere champagne i mit glas. I aften vil jeg feste. I morgen vil jeg skrive min ”Stikpille” i min avis, Jyllands Posten. Jeg vil skrive det, jeg ønsker; for vi er så heldige, at vi har frihed i dette land, og ingen hverken må eller kan true os til at holde kæft.
PET, Gud og oplysningen bevare Danmark
