Her en historie fra Yale universitetet om en universitetslærer, der forsvarede ytrings- og påklædningsfrihed og blev chikaneret så meget, at hun endte med at sige op.
Når det gælder ytringsfrihed, står USA som et foregangsland, fordi forfatningen her i modsætning til f.eks. Danmark eksplicit værner om talefrihed og beskytter landet mod frihedsundertrykkende hate speech-paragraffer af den slags, der hærger Europa.
Men selv om ytringsfriheden på papiret har det strålende over there, står det skidt til med den i den virkelige verden, ikke mindst i universitetsverdenen. Det har i længere tid været en kendt sag, at krænkelseskultur og politisk korrekthed sætter det frie ord og den frie debat under pres på amerikanske universiteter.
En aktuel historie fra det navnkundige Yale universitet viser hvor udsat ytringsfriheden er på amerikanske uddannelsesinstitutioner.
Krænkende kostumer
Historie sluttede i mandags og begyndte i år ved Halloween. Til Halloween er der som bekendt tradition for at ikke kun børn, men også unge klæder sig ud i fantasifulde dragter og holder fest.
Det er populært, ikke mindst på universiteterne. Men udklædningerne kan virke krænkende på etniske mindretal, har det i flere år lydt fra den politiske korrektheds talsmænd- og kvinder.
Det fik i år ”Komiteen for interkulturelle forhold” på Yale til forud for Halloween at rundsende en skrivelse til alle førsteårsstuderende. Her advarede man de studerende imod ”upassende udklædning”, især blev der løftet pegefingre imod det at bruge sort maling i ansigtet, krigsmaling, turbaner og hovedbeklædning med flere og lignende.
Det kunne alt sammen tolkes som nedladende og mangel på respekt over for bestemte minoritetsgrupper. For at skære budskabet ud i pap vedlagde komiteen en liste over spørgsmål, som de studerende skulle stille sig selv, inden de dristede sig til at iklæde sig ”upassende” kostumer.
At komiteen overhovedet finder på at forsøge at regulere voksne mennesker private udklædning til private fester på denne måde virker helt absurd og fik da også en enkelt universitetansat til at reagere.
Frihed til at optræde krænkende
Det var Erika Christakis, gift med en af universitetets professorer, der er master på et universitetets afdelinger. Hun forfattede en email, hvor hun berettede, hvordan mange studerende var utilfredse med komitteens email, der godt nok var formuleret som anbefalinger, men reelt opfattedes som ordrer fra oven.
Dæmpet og velformuleret slog hun til lyd for større frihed og advarede imod den form for social kontrol, som komitteens ”advarsler” var udtryk for.
”Er der virkelig ikke længere plads til at et barn eller et ungt mennesker opfører sig en lige smule groft...en lille smule upassende, eller, ja, krænkende”, spurgte hun, og sluttede af med at minde om, at universiteterne oprindeligt var et sted hvor unge kunne prøve grænser af, men nu var ved at udvikle sig til væksthuse for forbud og censur.
Hun havde mere ret end hun anede. I stedet for at møde opbakning og reflekteret tilslutning, udløste hendes indlæg en flodbølge af protester og raseri. Hele 740 personer underskrev et brev, der krævede Christakis fyret, fordi hendes skrivelse var så oprørende ufølsom overfor de problemer, som sorte studerende oplevede på det ”eurocentriske” universitet, der var fyldt af ”sterotyper” som virkede ekskluderende.
Herunder altså også Halloween-udklædninger.
Det hjalp ikke at Christakis-ægteparret inviterede deres kritisere på frokost for at drøfte sagerne. Tværtimod erklærede nogle af de studerende at Christakis burde afholde sig fra at ”tilskynde til mere debat”. Debat på universitetet er altså for oprørende til at blive accepteret!
Dagen efter kom det til direkte konfrontation mellem Christakis mand, professor Nicholas Christakis og ca. 100 studerende, der omringede ham udenfor universitetsbygningen og krævede en undskyldning.
Som man kan se af denne filmoptagelse af episoden – og den er et syn værd - nægtede Nicholas Christakis at undskylde for sit eget forsvar for ytringsfriheden og forsøgte velformuleret og med beundringsværdig ro at forklare de unge betydningen af meningsfrihed og debat.
Det førte til at han blev overfuset af en, bogstavelig talt, skrigende ung kvindelig studerende, der mente han burde fyres, fordi han var med til at gøres hendes ”hjem” utrygt.
En svag ledelse
Unge, umodne mennesker begår tåbeligheder ikke mindst når de optræder i flok. Derfor burde sagen være endt med at de havde fået en reprimande og en lektion i, hvad et universitet går ud på. Men universitetets ledelse havde ikke rygrad nok til at gå imod college-pøblen og utvetydigt støtte det udsatte Christakis-ægtepar.
I stedet udtrykte man støtte til deres krænkede forfølgere og til komitéens vanvidsanbefalinger. Med til historien hører, at der blev iværksat en underskriftindsamling blandt Yale-ansatte til støtte for Christakis-parret, men kun 49 skrev under, de fleste af dem tidligere ansatte.
I mandags kastede Erika Christakis så håndklædet i ringen og sagde op, mens Nicholas Christatiks tog orlov.
Den hadefulde politiske korrekthed fik den succes, den efterstræbte. De modige få, der turde gå imod ensretningen, kom ned med nakken. Tilbage bliver de feje, der ikke tør bakke friheden op.
Det eneste gode ved Yale-skandalen er, at den har skabt så meget omtale i medierne, at den kan være med til at åbne øjnene for, hvad det er for en vej, amerikanske universiteter er på vej ned ad.
