Den 31. maj i fjor bordede nogle israelske soldater et skib som ville bryde Israels blokade af Gaza-striben. I den forbindelse blev ni personer dræbt, allesammen tyrkere.
Sagen vakte stor international opsigt. FN nedsatte en undersøgelseskommission, som for nylig offentliggjorde sin rapport.
Heri kritiseres Israel for overdreven magtanvendelse, men det understreges alligevel at blokaden var lovlig, og at der til en vis grad havde været tale om nødværge, idet skibets passagerer gik til angreb på kommandosoldaterne.
Efter offentliggørelsen udviste den tyrkiske regering Israels ambassadør og meddelte at de fremtidige diplomatiske forbindelser mellem landene ville foregå på lavt niveau, ligesom det militære samarbejde blev annulleret.
Disse reaktioner er sådan set forståelige nok. Sværere er det at forstå timingen. Hændelsen fandt sted for mere end et år siden, og i al den tid har der været normale relationer mellem de to lande. Hvorfor så det postyr lige nu?
For at fatte dette reaktionsmønster er det praktisk at se på et andet fænomen, som umiddelbart virker højst kuriøst.
Danske gadenavne
Det drejer sig om to velkendte danskere. Den københavnske universitetsprofessor Vilhelm Thomsen fik Elefantordenen for sin banebrydende videnskabelige indsats, især tydningen af det oldtyrkiske skriftsprog.
Venstre-politikeren Peter Brixtofte har som bekendt været en tur rundt om Horserød på grund af sin omgang med offentlige pengemidler. Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige personager.
Én ting har de dog til fælles: de har begge som de eneste danskere fået opkaldt en gade efter sig i Tyrkiet, den ene i Ankara, den anden i landsbyen Kusca, hvorfra en del af Farums beboere stammer.
Tyrkiets nationalbibliotek er beliggende på Wilhelm Thomsen Caddesi, den anden gade hedder Peter Brixtofte Caddesi. Som det ses, er Ankara-gaden stavet forkert. Thomsen skrev alle sine værker under fornavnet Vilhelm og ville have været meget utilpas ved at se sit navn i tysk udgave.
Det forbudte bogstav
Men der er en vis bagvendt ræson. Bogstavet W er forbudt i Tyrkiet, det samme er bogstavet X, fordi de begge to bruges i det kurdiske skriftsprog.
Valget af just disse to navne kan meget vel have en symbolsk baggrund, ikke mindst fordi Kusca ligger i et område befolket af tvangsforflyttede kurdere.
Ligesom man kan gætte på at stavefejlen i Ankara ikke skyldes et ønske om at fortyske danskeren, men snarere at kurdificere ham. Det at man lægger større vægt på fænomeners symbolværdi end deres reelle funktion, er tit et symptom på neurotisk adfærd.
Forbuddet mod W har afstedkommet at man stort set aldrig ser forkortelsen W.C. Den har også bevirket at den lokale udgave af Wikipedia hedder Vikipedi.
Ministerpræsident Erdogan fremlagde engang et lovforslag om at W skulle accepteres i alfabetet, men blev mødt med så massive beskyldninger om landsforræderi at han trak det tilbage.
Svækket symbolværdi
Alt dette kan synes at være noget latterligt pernittengryneri; men det er alligevel afslørende i én bestemt henseende, nemlig at i tyrkisk politik spiller symbolværdier en meget stor rolle, uanset om det drejer sig om ligegyldige gadenavne eller mellemstatslige relationer.
Det er i det lys man skal se nedfrysningen af forholdet til Israel. Den skyldes ikke drabene, men derimod rapportens antydning af at de dræbte i et vist omfang selv gav anledning til tragedien.
Erdogan har kaldt rapporten ”værdiløs”, fordi den ikke entydigt placerer ansvaret hos Israel. Derved svækkes symbolværdien nemlig en hel del. Tyrkiet kan ikke længere give rollen som helt uskyldigt offer for omverdenens ondskab og uforstand.
Det er ellers den rolle man tit forsøger sig med under forhandlingerne om en eventuel indtræden i EU.
Jens Juhl Jensen er fhv. lektor i lingvistik på Københavns Universitet
