Trykkefrihedsselskabet er blevet bedt om at motivere en hædring af Steen Raaschou i anledning af Snaphanens 10 års fødselsdag – og det gør vi meget gerne. Igen.
For præcis en måned siden – den 5. juni, Grundlovsdag – var jeg og ca. 20 andre samlet til mad og drikke og sang i Lyngby.
Anledningen var, at Trykkefrihedsselskabet og det norske document.no havde indsamlet godt 25.000 kr. til Steen Raaschou i anledning af, at det her i foråret var 10 år siden Snaphanen første gang så dagens lys.
Det var en milepæl, som vi i Trykkefrihedsselskabet var rørende enige om skulle markeres – og gerne med fynd & klem. Vi tænkte i store baner med symposium og efterfølgende reception med deltagelse fra nær og fjern, skåltaler og hæder.
Men Steen ville det anderledes. Eller sagt mere præcist: Han havde dybest set ikke noget ønske om at blive fejret, og selvom han nok selv glædede sig over sit projekts bæredygtighed og Snaphanens popularitet, så kunne han som det beskedne menneske han er, ikke se sig selv som genstand for den store fejring.
Vi i Trykkefrihedsselskabet pressede på: Snaphanens 10 års fødselsdag skulle fejres, og kompromiset blev så en privat fest for de nærmeste med overrækkelse af de indsamlede beløb fra Danmark og Norge.
Det blev en meget fin aften, og på mange måder også en fin markering af Snaphanens 10 års dag.
Snaphanen var først med afsløringerne
Men ikke desto mindre var aftenens private karakter med den lille, sluttede kreds af mennesker samtidig omvendt proportional med Snaphanens betydning som nyhedskilde:
Det var Snaphanen, der afslørede Islamisk Trossamfunds daværende talsmands parløb med Hizb ut-Tahrir i forbindelse med en demonstration, da ikke en eneste journalist på de etablerede medier tilsyneladende var i stand til at genkende talsmanden, selvom man havde bragt fotos af ham i medierne.
Snaphanen var også først med navnene på de fire svenske statsborgere med mellemøstlig baggrund, der blev sigtet for at ville angribe Jyllands-Posten og Politikens Hus den 29. december 2010, da Kronprins Frederik befandt sig på adressen for at uddele “Årets fund”-prisen til den unge badmintonspiller Victor Axelsen.
Det var også Snaphanen, dersom den første kunne afsløre identiteten på Lars Hedegaards formodede attentatmand, som retten som bekendt højst uortodokst nedlagde navneforbud mod med tilbagevirkende kraft.
Snaphanen har de seneste 10 år været det sted, hvor rigtig mange mennesker og mainstreammedier henter deres nyheder om islamisering, om international kulturkamp og ikke mindst om svenske forhold og om den nærmest groteske politiske korrekthed, der hersker hinsidan.
Snaphanen havde oprindeligt adressen dansk-svensk.blogspot.dk/. Steens dansk-svenske blog var den første herhjemme til at beskrive det Sverige som medierne, hverken herhjemme eller i Sverige ville anerkende eksisterede.
Ja, Snaphanen var vel i en periode, en meget vigtig periode, det bedste medie for svenskerne selv til at blive kloge på, hvad der var ved at ske med deres eget land.
Imens tav eller direkte løj politikere, journalister og klummeskriverne om det, som Snaphanen dokumenterede.
Jeg var ikke selv til stede, men har fra pålidelig kilde fået følgende historie:
Til en valgaften i 2007 hjemme hos Steen i hans gamle lejlighed sagde Lars Hedegaard som en resigneret selvfølgelighed, at hvis man ville vide hvad der foregik i samfundet, undskyld landet, så skulle man ikke læse aviser, men blogs. Og det var selvfølgelig Snaphanen og Kim Møllers Uriasposten han mente.
Dengang stod de uafhængige blogs som det eneste alternativ til mediernes virkelighedsfornægtelse, hvor tænkende mennesker kunne undslippe, hvad Marianne Jelved stolt betegnede som holdningsbearbejdning.
Og Snaphanen er en prøvelse at læse: Den afslører uden nåde, hvordan masseindvandring fra 3. verdenslande og islamiske kulturer tager livet af et land og en kultur, der meget ligner vores eget. Sveriges udvikling – eller afvikling om man vil - er langt foran os, og vi kan med gru se hvordan Sverige som en kanariefugl i mineskakten varsler vores mulige fremtid.
Oaserne på Snaphanen
Men midt i den fortvivlende dystopi, som Snaphanen maler op for os, er der på Snaphanen også små oaser i form af fotos som Steen har taget især af hans yndlingsmotiv:
Hans by, København, i morgenlys.Man kan også læse om kunst og kultur, om musik, litteratur og historie. Om anekdoter fra Steens rige liv, om steder, tider og personer.En koncert med Jimi Hendrix, en debat om Shakespeare med Perter O’Toole og Orson Welles, en raptus over Bob Dylan, livet og kærligheden.
”Fra hjertet til hånden skal være så kort en afstand som muligt” har Jørgen Leth sagt.
Steen er som han skriver. Det fortæller sin egen historie, at da en udenlandsk blog-kollega pludseligt måtte flygte fra sit hjem var det hans første indskydelse at tage til København og ringe til Steen for at få et sted at overnatte. Han kendte kun Steen fra hvad han havde læst på Snaphanen.
Ubærlig, men uundværlig
Steen Raaschou har været utrættelig, han har været vedholdende og han har formået at holde et konstant højt niveau hvad angår troværdighed og nyhedsværdi.
Steen har gjort et stort arbejde for Trykkefrihedsselskabet ved at dokumentere og formidle vores mange arrangementer både som fotograf og som skribent. Vi skylder ham meget. Men Steen har også lagt hjem til mange overnattende gæster fra ind- og udland.
Trykkefrihedsselskabet har haft mange arrangementer med navne som Geert Wilders, Wafa Sultan, Thilo Sarrazin og mange andre. Med Steens egne retrospektive ord, så var det i København det skete, og han har "fotograferet dem alle sammen".
Når vi i dag hylder Snaphanen så er det ikke uden et vist mål af flagellanteri:
Den er på lange stræk ubærlig at læse, men den er uomgængelig. Ikke mindst fordi Steen Raaschou og Snaphanen leverer det arbejde, som mainstreammedierne ikke gør. Indtil medierne vågner op, eller udviklingen vender, må håbe på 10 år mere med Snaphanen.
