"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Trykkefrihedsselskabet: Folkemødet må melde ud, om de støtter præmissen for ytringsfrihed og demokrati

26. august 2024 - Artikel - af Aia Fog og Michael Pihl

Trykkefrihedsselskabet har skrevet et indlæg til Altinget om den politiske slagside hos Folkemødets ledelse og den manglende tiltro til, at det kan blive anderledes med en ny direktør:

Folkemødets kontroversielle direktør; Peter Christiansen, skal ikke længere stå i spidsen for den årlige begivenhed. En glædelig eftersommernyhed for tilhængere af den frie og demokratiske debat.
Men spørgsmålet er, om det er gjort med det? Vil bestyrelsen fremover se mere pluralistisk på, hvem de ansætter?
 
Efter Folkemødedirektørens katastrofale udtalelser om at debatarrangementer blot skulle acceptere mødeterror og lade sig kuppe af aktivister, blev direktørens venstreekstreme fortid rullet op i et interview i Berlingske (08.06). Herfra udgik en lige linje til hans sympatiudtalelser for dem, der bl.a. mener, at Israel skal udraderes fra landkortet.
 
Hvordan en så partisk praktiserende type, kunne få en stilling som ledende medarbejder på Danmarks største og vigtigste demokratifestival, blev også belyst i interviewet.
En anonym, velinformeret kilde fra Folkemødet forklarede, at man var helt bevidst om hans baggrund.
Berlingske (08.06) spurgte blandt andet:
”Ville Folkemødet nogensinde ansætte en direktør med et udgangspunkt i den yderste højrefløj?”
Og således lød svaret: 
”Nej. Det er det ærlige svar. Men det hænger også sammen med, at det altså primært er til venstre for midten, at de aktive i demokratiarbejdet findes”.
 
Svaret taler for sig selv: Folkemødets organisation er præget af en ignorant forudindtagethed overfor, hvilke dele af det politiske landskab, som beskæftiger sig aktivt med demokrati. Og Folkemødet har en klar politisk modvilje overfor at ansætte medarbejdere med andre udgangspunkter end venstrefløjens.
Det gode spørgsmål er nu, om denne holdning stadig er til stede i bestyrelsen, eller om man fremover agter at tage sin rolle som Folkemødets repræsentanter alvorligt? Og med alvorligt menes, om man forstår, hvad ægte åndsfrihed indebærer af dem, som forvalter den? Herunder ansættelse af en direktør med en anden holdning end den, som findes i bestyrelsen?
 
Folkemødets opgave er at lægge rammer for en pluralistisk meningsudfoldelse i form af forskellige aktørers debatarrangementer. Aktører med hver deres meninger og mål med arrangementerne uafhængigt af bestyrelsens eller andre arrangørers holdninger. Og med fravær af indirekte invitationer til aktivister og meningsfæller om at obstruere bestemte arrangementer.
 
Det vil derfor være på sin plads, hvis Folkemødets bestyrelse tilkendegav, om de deler en afgørende og reel grundpræmis for udøvelse af frihedsrettigheder. Altså at ytringsfrihed og demokrati ikke kun er for ligesindede, men skal være for dem, der mener noget andet end én selv. Kun derved kan vi beskytte og bevare holdningsfrihed for os alle. Den velinformerede kildes grundsyn tyder ikke på det.
 
Folkemødet modtager statsstøtte og profilerer sig som demokratifestival og ”folkeligt forum for demokratisk debat”. Derfor bør Folkemødet også med sig selv og os andre fremover gøre rammerne klart: Vil Folkemødet også fremover ansætte alene ud fra venstreorienteret sindelag? Hvordan og i hvor høj grad vil de leve op til forudsætningerne for ytringsfrihed og demokratisk debat?
 
https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/trykkefrihedsselskabet-folkemoedet-maa-melde-ud-om-de-stoetter-praemissen-for-ytringsfrihed-og-demokrati