Mandag den 14. februar trak premierminister Justin Trudeau det ultimative kort over for demonstranterne i Ottawa og andre steder i Canada og indførte undtagelsestilstand i Canada ved som den første premierminister at aktivere The Emergencies Act, en slags konstitutionel nødlov.
The Emergencies Act kan kun aktiveres midlertidigt i en
”presserende og kritisk situation af midlertidig karakter, som
- Udsætter canadieres liv, helbred eller sikkerhed for alvorlig fare og er af en sådan størrelsesorden, at det overstiger den enkelte canadiske provins´ formåen eller jurisdiktion at håndtere den, eller
- Truer den canadiske regerings mulighed for at forsvare og sikre Canadas suverænitet, sikkerhed og territoriale overhøjhed
som ikke effektivt kan imødegås af nogen anden canadisk lov”
The Emergencies Act giver premierministeren særlige beføjelser til at sætte ellers forfatningssikrede frihedsrettigheder ud af kraft og Trudeau holder sig ikke tilbage, selvom han påstår det modsatte: Politiet får udvidede beføjelser til at kunne inddrage kørekort, uddele bøder, arrestere folk, og der kan idømmes fængselsstraf på op til et år for at have deltaget i demonstrationerne. Bankerne vil få beføjelser til og endda blive instrueret i – uden dommerkendelse - at blokere konti og afskære canadiere fra adgang til deres egne penge ligesom forsikringsselskaber nu kan annullere folks forsikringer.
The Emergencies Act blev vedtaget i 1989 som en afløser for The War Measures Act, en lignende nødlov, som pudsigt nok senest blev brugt af Justin Trudeaus far, Pierre Trudeau tilbage i 1970 i forbindelse med den såkaldte Oktoberkrise. Dengang var det på opfordring af de lokale politikere i Montreal og Quebec – men denne gang er der ingen opfordringer eller anmodninger. Tværtimod: de politiske ledere i Quebec, Manitoba, Alberta og Saskatchewan har protesteret mod aktiveringen af The Emergencies Act, som de kalder ulovlig, helt unødvendig og ubrugelig.
Det er derfor så meget mere besynderligt, at Trudeau finder det proportionalt og påkrævet at indføre undtagelsestilstand – og lige så besynderligt at han kan få medløb i parlamentet til dette ultimative indgreb: Demonstrationerne har ganske vist været langvaring og flere bilfabrikker har midlertidigt måttet lukke ned for deres produktion, men det er svært at se, hvordan det kan begrunde en national undtagelsestilstand. Og lige så besynderlig er Trudeaus egen ageren de seneste tre uger: han spildte ikke tiden med hverken at lytte til eller tale med demonstranterne, men flygtede ud af Ottawa til en hemmelig ”bunker”, hvorfra han oplæste erklæringer om de misogyne, racistiske og ikke mindst nazistiske demonstranters overfald på deres medborgere.
Da hans heroiske fravær fra begivenhedernes centrum ikke lod til at have effekt på de demonstrerende borgere, vendte Trudeau så tilbage til Ottawa, hvor han nu endegyldigt har demonstreret, hvad han sikkert selv vil betegne som Mod & Mandshjerte ved at gøre en potentielt set stor gruppe canadiere til ikke-personer i deres eget land og afskærer dem fra at opretholde tilværelsen i det nye, totalitære Canada. Det er dog kun midlertidigt, som Trudeau siger, under henvisning til The Emergencies Acts´ karakter af nødlov, men han glemmer at sige, at parlamentet kan forlænge loven hver 30. dag, så det midlertidige er en sandhed med væsentlige modifikationer. Om parlamentet vil forlænge undtagelsestisltanden er uvist, men ikke helt usandsynligt i lyset af, at parlamentet i realiteten intet har gjort for at stoppe Trudeau fra at kaste landet ud i en forfatningsmæssig deroute og derfor må antages at kunne bakke op om hvad som helst.
Gennemgår man kriterierne for aktivering af The Emergencies Act, er der intet, der hænger sammen: Der er ingen canadiere, der har lidt overlast, der er ingen ruder knust, intet hærværk, ingen kriminalitet, ingen fare for menneskeliv eller helbred. Kun fest og dans i 20 minusgrader, gratis maduddeling, masser af canadiske flag og hoppeborge til børnene. Og ikke mindst: samvittighedsfuld oprydning og snerydning af fortovene.
Tilbage står – udover den canadiske retsstats lynhurtige implodering til totalitær politistat – en såkaldt liberal premierminister, der endegyldigt har spillet fallit: Trudeau der ellers aldrig forspilder en lejlighed til med stor patos at tale om inklusion og tolerance, har de seneste uger kun udvist frygt og nedladende foragt for den arbejderklasse, der på en gang holder Canadas forsyningskæder i gang og samtidig lider mest under Trudeaus absurde corona-restriktioner.
Og nu truer han dem på deres eksistens.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
