1.maj i Fælledparken blev vi mindet om, at der stadig er noget, der hedder Antifa, da DFs formand Morten Messerschmidt måtte melde afbud til DSU, der ellers havde inviteret ham til a holde en ”revselsestale” i ungdomsorganisationens telt i Fælledparken. Årsagen var, at sortklædte Antifa-medlemmer havde invaderet DSUs telt og skabt en så truende stemning, at PET ikke kunne garantere Messerschmidts sikkerhed.
Der har ellers været så langt mellem det venstreekstreme tæskeholds aktiviteter, at man næsten havde glemt dem, men nu fik vi en ubehagelig påmindelse om, at der stadig findes subversive og voldsparate elementer i vores liberale demokrati.
De er her altså stadig – om end i en stærkt svækket udgave, for selvom det lykkedes dem at forhindre Morten Messerschmidt i at tale i DSUs telt og dermed obstruere den demokratiske samtale, så er det venstreekstreme tæskehold langt fra fordums ”glans”, der peakede da det i 1998 lykkedes Antifa at smide Pia Kjærsgaard ud af Nørrebro, hvor hun skulle lave et interview: Efter at have åbnet døren til hendes taxi, der holdt stille i Griffenfeldtsgade, og sparket hende, søgte Kjærsgaard tilflugt i en bank på Nørrebrogade, hvorfra talstærkt politi i kampuniform måtte eskorterede hende ud og væk, da der var fare for hendes liv.
I mange år efter havde Antifa stor succes med at forhindre gennemførelsen af lovlige politiske møder, hvilket især ramte Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom – for slet ikke at tale om Trykkefrihedsselskabet, der især efter attentatforsøget mod selskabets tidligere formand, Lars Hedegaard i 2013, i en årrække jævnligt havde beskyttelse af både politi og PET til selskabets møder. En beskyttelse, der dog ikke kunne forhindre mødedeltagerne i at blive forulempet på vej til mødet, ligesom de blev forfulgt, når de tog hjem. Selv blev jeg og andre fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse skubbet til og der blev kastet æg på mig, da jeg ville deltage i et møde med den hollandske politiker Geert Wilders i Malmø.
Men det er ved at være længe siden og i retrospekt er der især én grund til, at Antifa er gået bagom dansen de senere år: rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, som viste sig at blive Antifas Stalingrad. Ganske vist holdt de unge venstreekstreme en form for stand i årevis (ligesom Hitlers tropper også gjorde det fra 1942-45) og gennemførte ugentlige torsdags-demoer, der hærgede de københavnske gader i mere end et år, ligesom de voldsparate unge terroriserede deres meningsmodstanderes demokratiske møder langt op i 2010´erne, men afmatningen var til at tage og føle på – og det kan vi som nævnt takke rydningen af ”Ungeren” for: det viste sig nemlig, at Antifas aktivitetsniveau var ligefrem proportionalt med deres besiddelse af (andres) faste ejendom, for det blev tiltagende svært at rekruttere nye medlemmer uden fast og gratis base på en smart adresse.
Efter rydningen af Ungdomshuset fik Antifa besynderligt nok tilbudt andre lokaler af Københavns Kommune, men de lå et ufedt sted på Dortheavej i Valby, så tilbuddet blev afvist med stor foragt – og det var godt det samme, for i dag er Nørrebro med et stærkt svækket Antifa et langt mindre farligt sted at færdes, med mindre man er jøde eller åbenlyst bakker op om staten Israel, men det er en anden historie.
Den 1. maj i DSUs telt kunne vi så betragte resterne af det fascistoide tæskehold, der engang holdt store politistyrker i ånde i timevis, men som nu betragter det som en sejr at kunne forhindre demokratisk valgte politikere i at tale for en ungdomsorganisation. Og dén sejr er endda også til at overse, for Morten Messerschmidt har ikke lidt noget tab på den konto: han kan få sine budskaber ud alle mulige andre steder og behøver ikke DSU som platform. Dem Antifa fik ram på, var deres jævnaldrende, der fik debatten ødelagt og den demokratiske samtale obstrueret. Dermed fremstår resterne Antifa som et sindbillede på den fascisme, de vil have os til at tro, de bekæmper. Og dette billede, bliver deres eftermæle.
