At ytringsfriheds-aktivisten og islam-kritikeren Tommy Robinson ikke er noget dydsmønster, og at han i sin ungdom ikke stod med hænderne ned langs siden, hvis der var optræk til ballade, er en kendt sag. Faktisk fik han for 15 år siden en dom for i fuldskab at have angrebet en betjent.
Han er en ægte ”working class” dreng, opvokset i Luton, der engang var en arbejderby, men som nu er en af de mest indvandrertunge områder i England – og han taler med en cockney-accent, som giver Michael Caines baghjul.
At han er rundet af den jævne, engelske arbejderklasse har stor betydning i et klassesamfund som det britiske: Han bliver affejet og set ned på som en hooligan og islamofob af ”the chattering classes”, det snakkende mellemlag, som også i Storbritannien sidder tungt på meningsdannelsen. Dette på trods af hans ubestridelige begavelse, store talegaver og indgående viden om islam og engelske samfundsforhold.
Men er han foragtet af det britiske spelt-segment, er han til gengæld elsket af sine egne: Den arbejderklasse, der om nogen har mærket konsekvenserne af det multikulturalistiske samfundseksperiment, som de britiske myndigheder har udsat befolkningen for de seneste årtier.
De nærmest forguder ham som den, der kan sætte ord på deres frustration og afmagt over at være blevet fortrængt af en kultur, islam, der kræver alt og intet yder, på deres bekostning. Og det er næppe en overdrivelse at sige, at mange nærmest vil gå i døden for ham. Tommy Robinson er deres mand. Han kender dem, han har drukket med dem, været i værtshusslagsmål med dem – og det, der er værre. Han er en af dem, og han personificerer deres efterhånden spinkle håb om bedre muligheder i et samfund, der bliver stadigt mere islamiseret.
Trykkefrihedsselskabet deltog 6. maj i en ytringsfrihedsdemonstration i London, Day for Freedom, arrangeret af Tommy Robinson. På ruten, der strakte sig fra Speakers Corner til Whitehall, gjaldede konstant råbet: ”OH TOMMY!!” fra de flere tusinde demonstranter. Det var ikke råb om ”free speech”, der dominerede – selvom det også blev råbt. Ikke fordi demonstranterne ikke ville have ytringsfrihed, for de var der netop for at bakke op om Tommy Robinson, der var blevet smidt af de sociale medier, men fordi Tommy Robinson for dem er blevet selve symbolet på ytringsfriheden. Deres ytringsfrihed.
Det er betegnende for det britiske establishments arrogance, at mainstreamedierne generelt ignorerede Day For Freedom-demoen, selvom den samlede tusinder af demonstranter, der fyldte gaderne i det centrale London. En arrogance, der samtidig afslører, at man udmærket er klar over, at man sidder på en trykkoger.
Den trykkoger har man sat ekstra blus under med den summariske rettergang, den forkerte dom og fængslingen af Tommy Robinson. Og de britiske myndigheder og dem, der kalder dommen over Robinson for fake news, kan uforvarende vise sig at have pustet til de gløder, der længe har ulmet i den britiske underklasse.
Den ser med rette behandlingen af Tommy Robinson som myndighedernes forsøg på at lukke munden på ham og dermed også på dem, han går i brechen for. Og de har fået nok.
Det er betegnende, at fængslingen af Tommy Robinson i dagene efter udløste spontane demonstrationer, og at demonstranter ved en af dem forsøgte at klatre over hegnet til Downing Street 10. Ingen blev arresteret, og det udartede ikke til sammenstød med politiet, men der hviler ikke desto mindre en tung symbolværdi over hændelsen: De underste klasser begynder at røre på sig, og i den proces vil Robinson kunne stå som en moderne Spartacus.
Ham gik det som bekendt ilde, da hans slavehær i et vældigt slag orkestreret af den romerske politiker og magthaver Crassus blev nedkæmpet, og han selv blev dræbt. Men den dag i dag står Spartacus som det ypperste symbol på det retfærdige oprør mod undertrykkelsen.
Det er spørgsmålet, om de britiske myndighederne ser, hvad der er ved at ske og ikke mindst: om de vil og kan blive ved med at fortie protesterne og holde den britiske underklasse nede.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
